Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Bønnen, der omspænder verden

Mange af Steen Skovsgaards formuleringer har det mejslede mottos karakter og vil minde om, at vi ikke ad politisk eller terapeutisk vej kan få bugt med de vanskeligheder og den smerte, der altid vil være forbundet med at være menneske. – Foto: Søren Staal.

Biskop Steen Skovsgaard udsender udmærket pjece om fadervor op til store bededag

I bestselleren Du forsvinder af Christian Jungersen deltager hovedpersonen Mia i en begravelse, og læseren kan følge de tanker, der påkommer hende, da hun træder ind i kirkerummet: I århundreder har mennesker bedt og sørget, lidt og jublet, herinde, og jeg mærker aftrykket af dem... Jeg ser mig omkring på noget der nu er overstået fordi den livsløgn som gud og paradiset er, ikke længere kan overbevise os.

LÆS OGSÅ: Bøn er åndedræt for troen

I grunden er Steen Skovsgaard lille pjece skrevet for et menneske som Mia, der mener, at alt i tilværelsen er biologiske processer, og at religion ikke har noget at tilbyde hende.

Mange af Steen Skovs­gaards formuleringer har det mejslede mottos karakter og vil minde om, at vi ikke ad politisk eller terapeutisk vej kan få bugt med de vanskeligheder og den smerte, der altid vil være forbundet med at være menneske. Det siger den holdning, der er bestemt af den kristne forkyndelse, og dermed taler den også om at være ansvarlig over for Gud, og måske er denne sans for eget ansvar under livets tilskikkelser den egentlige årsag til, at de slægtled, som Mia i Jungersens roman tænker tilbage på, tog livets tilskikkelser på sig og kæmpede sig igennem dem. Eller med Skovsgaards smukke formulering: Ligesom træer og blomster folder bladene ud mod solen for at hente kraft til roden, får vi kraft fra Gud gennem bønnen.

Ja, Skovsgaard sammenligner ligefrem bønnen med åndedrættet, og ikke uden humor skriver han: Hvis bønnen er som åndedrættet, kan man i hvert fald sige, at det ikke er sundt at holde for lange pauser. (!)

Den sværeste formulering i fadervor er ordene: Ske din vilje, for det er jo svært at renoncere på sine egne ønsker og ikke længere insistere på, at det er min vilje, der skal gå i opfyldelse. Omvendt peger Skovsgaard på, at vores liv jo altid er udsat og usikret, for også politikerne og eksperterne er svage og skrøbelige skabninger, der ikke kender løsningen på menneskelivets gåde og derfor ikke ved besked om, hvad vi dybest set trænger til. Men i det øjeblik vi lægger vor skæbne i Guds hånd, så kan vi i tro og tillid til Guds nåde tage kampen op og holde ud i striden.

Meget afhænger nemlig af den holdning, vi selv har til vores tilværelse, og i fadervor sker det unikke, at vi siger Du til den magt, der er over alle magter, og dermed opnår vi nogle åndelige frihedsgrader, som vi ellers ikke ville have haft adgang til. Komponisten Franz Joseph Haydn var engang i et selskab med andre kunstnere, og her talte man om, hvordan man bedst overvandt åndelig og legemlig slaphed. En svarede, at han overvandt den bedst, når han drak champagne, mens den anden forklarede, at selskabelighed var det mest effektive middel for ham. Endelig blev Haydn, som tavst havde hørt på de andre, spurgt om, hvad han mente. Jeg har, sagde han, et lille lønkammer, dér går jeg ind og beder, når jeg er træt. Det middel har en styrkende kraft, som aldrig slår fejl.

Steen Skovsgaards hæfte trækker dette perspektiv op på enkel og umisforståelig vis.