Der er noget krast melankolsk over dokumentarfotograf Krass Clements "Paris - Carnet de Recherche". På de 180 fotografier, alle i sort-hvid og hentet i 1960'erne og 1970'ernes Paris, er der ingen spor af Eiffeltårn og Triumfbue, ingen retoucherede mindesmærker. Kun mennesker i færd med livet.
Den nøgne kvinde ved håndvasken. Den midaldrende mand, der fører en samtale over bardisken, mens han vogter over sin nyskænkede espresso. Harmonikaspilleren ved en port, der står på klem. Det kunne nemt blive til klichéer, men i "Paris - Carnet de Recherche" er der tale om det modsatte: fintmærkende skildringer af menneskelivet i storbyen.
Den franske litterat og filosof Roland Barthes har kaldt fotografiet for "det absolut særegne". Barthes peger hermed på, at det enkelte foto altid er et tilfældigt snapshot, men samtidig også altid er mere end det – det er et stykke indrammet virkelighed.
Netop denne dobbelthed mellem det skrøbelige tilfælde og den klippefaste betydning er mirakuløst indfanget i Clements nyeste værk. Den dokumentaristiske fotobog er ikke et nostalgisk tilbageblik, men en dybt poetisk stadfæstelse tilsat den danske fotografs varemærke – den krasse melankoli.
Centralt i denne "weltschmerz" finder vi ikke overraskende banegården, det skramlende tog og virvaret af mennesker i metroen. Her leves livet en passant, men på en nærværende, kropslig måde. Her er mennesket til stede - ikke bare i fotografens linse, mens også i sekunderne efter.
Fotobogen - nummer 19 siden debuten "Skygger af øjeblikke" i 1978 - er, som undertitlen fortæller, en logbog over Clements udforskning af Paris. Den franske hovedstad har en særlig plads i den danske fotografs dokumentarisme. Måske fordi han er opvokset her. Måske fordi det 20. århundredes Paris fremstår som det moderne livs mest pulserende atelier. Her kan Clement betragte mennesket i alle dets facetter.
"Paris - Carnet de Recherche", der ikke indeholder et eneste ord, kredser om det moderne menneskes grundvilkår og har mange ligheder med den ligeledes strålende "Byen bag regnen" (1987) om København. I Paris er det alligevel, som om Clement i endnu højere grad er på hjemmebane.
Bogen skildrer blandt meget andet de historiske studenteroptøjer i 1968. Det store drama, de aggressive folkemasser, politiet og gadernes flammende bål indkapsles i små, præcise billedserier.
Det stærkeste billede er imidlertid et prunkløst portræt. En mand er sunket sammen på en bænk. Han krydser sine ben og hviler sine flettede fingre på det øverste knæ. Han kigger ned eller sover, mens en blomsterbuket ligger smidt ved hans side. Er det hans blomster? Er han blevet afvist af sin kære? Eller venter han? Billedets mesterlige komposition åbner for en tolkning af en hel tilværelse. Vi behøver ikke engang et ansigt.
I "Paris - Carnet de Recherche" kommer ikke en kantsten, ikke en flig afskallet tapet bag på fotografen, som med sin suveræne sarthed portrætterer den forpjuskede, elegante, ensomme, hjertelige skabning, vi kalder mennesket.
Krass Clement: Paris - Carnet de Recherche. 208 sider. 499 kroner. Gyldendal.