Blixens forhold til faderen er den røde tråd

Det er svært at være enig med Christian Braad Thomsen i hans fortolkning af Karen Blixens liv, men man bøjer sig for hans konsekvente syn

Den nye Karen Blixen-bog er modig, for den kaster sig ud i alle de problemstillinger, Blixen-forskere og -læsere tit har formuleret over for sig selv i det stille ved alle gåderne i hendes liv og forfatterskab. --
Den nye Karen Blixen-bog er modig, for den kaster sig ud i alle de problemstillinger, Blixen-forskere og -læsere tit har formuleret over for sig selv i det stille ved alle gåderne i hendes liv og forfatterskab. -- Foto: Arkiv.

Den kritiske rationalist, filosoffen Karl Popper fandt ikke, at psykoanalysen var en videnskab, idet den ikke kunne falsificeres. Dermed mente han, at den var uden den begrænsning, al god teori skulle have. Og sådan må man forsvare sig mod Christian Braad Thomsens bog om Blixen, der er fuld af fantasifulde antagelser med grundlag i psykoanalysen.

Men samtidig må man også sige, at det er en modig bog, der kaster sig ud i alle de problemstillinger, Karen Blixen-forskere og -læsere tit har formuleret over for sig selv i det stille ved alle gåderne i hendes liv og forfatterskab. Hvordan var hendes forhold til den tidligt afdøde far (selvmord på grund af syfilis)? Hvordan var det egentlig med hendes seksualitet? Hvor alvorlig var den syfilis, hun påstod at have?

Hvorfor er i hendes historier kærligheden til skelettet større end kærligheden til kødet? Disse spørgsmål tager Braad Thomsen op kapitel for kapitel og kombinerer fint mellem fortællinger og breve - jo, det står der alt sammen, når man ser det med hans psykoanalystiske blik.

Det er kunstneren med den livsskæbne, Blixen fik, der optager ham, mere end det er den enkelte fortællings tolkning, det drejer sig om.

Derfor hedder bogen med en henvisning til Karen Blixens fars pseudonym og Blixens historie om Babette: "Boganis gæstebud". Desuden ser Braad Thomsen forholdet til den afdøde far som det mest gennemgående og betydningsfulde motiv i forfatterskabet - og gør det i en sådan grad, at han lader forsiden være et filmisk overblændingsbillede af faderen med gevær og jagthat inde i den ældre forfatterindes hoved.

Nu er det ikke nyt at påpege faderens betydning for Karen Blixen, men i det omfang, Braad Thomsen gør, må det alligevel siges at være det. Hans metode fremgår af dette citat: "Den bjælke, han (faderen) hængte sig i, er i en vis forstand den samme, som 40 år senere ramte Pellegrina Leoni under operabranden i Milano."

Sådan går Braad Thomsen frimodigt til sagen med at sammenstille ydre kendsgerninger med fortællingens indre (Drømmerne). Sammenhængen er først sproglig, hvor vi har en "bjælke" begge steder, dernæst har vi en symbolsk, for der er krise i begge situationer, og endelig for det tredje har vi en psykoanalytisk, idet begge bjælker betegner stop for Blixens normale udvikling til kvinde. Og man må sige, at det kan da godt være, men hvordan sandsynliggør man en sådan sammenhæng? Er en metaforisk sammenhæng nok?

Braad Thomsen argumenterer ved at finde de mange steder, hvor Blixen omtaler sin fader med veneration og går endda så vidt at tolke nogle af stederne, som om hun har et "faderspøgelse" ved sin side hele livet. Men i så fald har alle mennesker et forældrespøgelse med sig hele livet uden at forfalde til "fallisk identificering".

I det hele taget læser Braad Thomsen fortidens udtalelser ud fra nutidens korrekte velfærdsmoral, hvor vi står sammen om ikke at mobbe hinanden. Krig må man ikke kunne lide, kærlighed og død må ikke kobles sammen, og mande-etos knyttes til nazismen.

I Braad Thomsens optik har Blixen gentaget sin faders liv og har derfor også tillagt sig selv en syfilis, hvor kun den første prøve var positiv, og det kunne den være af så mange andre tropesygdomme.

Grunden til, at hun så stædigt skal have fastholdt denne "myte", er , stadig ifølge Thomsen, at hun dels gentog faderen og dels kunne forsvare den afholdenhed fra det seksuelle, som hun praktiserede. Hendes afstand til legemsvæskerne og kødet skulle i samme tankegang føre til hendes store interesse for skelettet som menneskets yperste form.

Denne interesse for afdøde, for kærligheden til døden, for trangen til nå igennem til skelettet kaldes af Thomsen for hendes "nekrofile" tendens: "Her er det nærliggende at se det personlige faderbillede bag det nekrofile favntag (i Eneboerne), og denne urscene danner da et grundmønster for de mange nekrofile fantasier i forfatterskabet ?."

Jeg vil mene, at Thomsen overfortolker mange af de citater, han bringer. Alting passer altid med noget andet i en anden fortælling eller i et brev. For eksempel udtrykket "kærlighed til døden", som ikke betyder, at man ønsker hinanden døde, men snarere er et udtryk for det absolutte i kærligheden. Og sådan kunne man blive ved – for et eller andet sted er der alligevel noget om snakken hos Thomsen. Hans psykoanalytiske fremgangmåde får byttet lidt rundt på elementer i Blixens liv og forfatterskab, blandt andet ved at se fortællingerne som drømme, som han derefter kan tolke frit i - og det, han svarer på, har vi jo alle som Blixen-læsere været interesseret i.

Men man spørger forgæves efter, hvad der kan begrænse hans associationer og metaforiske sammenknytninger. Hvad vil han antage som et modargument? End ikke, at Blixen ikke brød sig om psykoanalyse. Ingen kan undslå sig dens omfavnen. Alles liv skæres til efter det seksuelles grundmodel, og hvis ikke bevidstheden vil, så hjælper det ubevidste altid som forklaring. Mod slutningen af Thomsens bog står Blixen så uden maske og også "den hellige gral", som hun søgte i sin kunst og holdt sig selv oppe ved. Thomsen ser hendes kunstneriske stræben som en tomhed, der "dækker over et falsk livsmysterium, som udelukker det identitetskabende kærlighedsmøde mellem mand og kvinde". Hun skulle hellere have fået børn! Jeg er ikke enig, men bøjer mig for Thomsens konsekvens, der fører ham helt derud. Et skarpsindigt fejlsyn?

kultur@k.dk

Christian Braad Thomsen: Boganis gæstebud. Fadersporet i Karen Blixens liv og værk. 300 sider. 299 kroner. Tiderne Skifter.