Man skal kende den norske forfatter Knut Hamsuns (1859-1952) to værker: Mysterier (1892) og Pan (1894) meget godt for at få noget ud af Peter Hovmands bog om emnet i Knut Hamsuns oprør.
Og skønt gennemgangen er fyldt med gode iagttagelser i romanerne, rejser den dog også spørgsmålet om, hvordan litteraturvidenskab skal formidles.
LÆS OGSÅ: Komprimeret Kaaberbøl
Der er her sikkert tale om et speciale, som bliver udgivet til offentligheden. Det er der taget højde for, ved at de mest teoretiske afsnit er placeret i et appendiks. Dog savnes de netop på de steder, hvor de antageligt stod før, og vi må nøjes med begreber som Nietzsches moralkritik uden rigtigt at få dem forklaret.
Ligeledes ses Hamsun at gøre oprør i en efterligning af Nietzsche med de samme moralske værdier i samfundet, men nogen rigtig klarhed over, hvad det er for værdier, kommer der ikke i gennemgangen.
Flere tilløb til at komme ind på de to romaners centrale problemstilling løber for Mysteriers vedkommende ud i modsætning mellem hovedpersonen og samfundet og desuden mellem to sider af denne hovedperson. Det viser sig senere, at Hamsuns modernitetskritik er af konservativ art: Han vil bekæmpe den moderne splittelse med gamle bondeidealer.
Samtidig er hans skrivemåde i de to nævnte romaner i sig selv meget moderne i forhold til samtidige romaner, så han er altså moderne i sit formsprog til gengivelse af indre tankegange, men konservativ i forhold til den moderne industrialiserings fremvækst.
Peter Hovmand foretager diskursanalyser af det filosofisk-ideologiske indhold i de to romaner og det er som sådan karakteristisk for hans behandling af dem. Det er det tematiske indhold, der inter- esserer ham, og derfor er han heller ikke i stand til at præsentere dem som æstetiske kunstværker.
Vi skal gennem detaljerede undersøgelser af enkeltsteder i dem, inden vi overhovedet nærmer os en præsentation af dem som helheder, hvad der gør bogen anstrengende at læse. Den er, skønt sin pædagogiske tilskæring med appendiks, i den grad skrevet til det litteraturvidenskabelige miljø.
Skulle den gøre sig uden for dette, måtte den oversætte sine uomtvistelige indsigter til det, som almindelige læsere interesserer sig for: romanpersoner og handling, forfatterpersoner og biografi. Kunne den på denne baggrund sige noget afgørende nyt om Hamsuns oprør mod samfundet, ville det være velkomment.
Men det bliver desværre til sådanne umarkante sætninger som følgende: Man kan så diskutere, i hvor høj grad Hamsun som forfatterperson selv er modernist. Hans tidlige værker er i høj grad moderne, både i kraft af deres udformning, hvor det moderne, splittede individ for alvor kommer til udtryk, blandt andet i form af indre monolog og koncentrerede poetiske strukturer igennem forløbet, men også i kraft af den overordnede tematik, hvor netop individets spaltning bliver beskrevet indgående.
Man savner et mere indgående kendskab til den samtid, romanerne blev skrevet i. Bogen er tilsyneladende baseret på læsning af de to romaner og så udvalgte Nietzsche-tekster det er ikke helt nok til af forstå Hamsuns oprør, der også fra tid til anden udfoldede sig i København, hvor han med Johs. V. Jensens ord (fra Helled Haagen) spredte skatte af skønheder for vindene.