Prøv avisen

Dannelsen ned fra loftet

En særlig kvalitet ved værket er, at de danske pædagogiske bevægelser omkring blandt andre Grundtvig sættes ind i en bredere ramme af romantik og religiøse vækkelser. Arkivfoto.

Bent Nabe-Nielsen forsøger i stort værk at beskrive dannelsens veje. Helt uden problemer er det ikke

For ikke så mange år siden havde ordet dannelse noget støvet og gammeldags over sig. Det lugtede som bøger, der i årtier har stået hengemt i kasser på loftet. I det nye årtusinde har der været talrige forsøg på at finde dannelsesbegrebet frem, støve det af og give det en ny betydning, der svarer til en ny tid. Bent Nabe-Nielsens nu fuldendte trebindsværk Dannelsens veje skal ses som et led i denne bestræbelse. Over mere end 1000 sider følger Nabe-Nielsen i sidste bind med hjælp fra datteren Louise dannelsesmotivet fra de ældste tider til de allernyeste. Alene ambitionen i dette projekt må fremkalde respekt.

LÆS OGSÅ: Den største dannelse findes i Udkantsdanmark

Bent Nabe-Nielsen har i mange år virket som seminarielærer, og det virker, som om Dannelsens veje er tænkt som en grund til brug på pædagogiske uddannelser, og man kan sagtens forestille sig, at den vil fungere godt som sådan. Det er dog noget af en tilsnigelse at hævde, at dannelse er ens gennemgående tema, for en har talrige kapitler, der næppe har nogen funktion i forhold til at fortælle netop den historie. Ret beset er det tydeligt, at Dannelsens veje udfolder ikke bare én, men to gigantiske ambitioner: For det første at fortælle dannelsens historie. For det andet at skrive en stor og altomfattende idéhistorie.

Bedømt i sin helhed er det et problem for værket, at det sætter sig imellem disse to stole. Den meget agtværdige ambition om at skrive en dannelseshistorie kunne nok være indløst bedre på langt mindre plads, hvis ikke ambitionen om at skrive en idéhistorie i det allerstørste format bestandigt forplumrede den. Meget karakteristisk er det værkets midterste bind, der omfatter det 18. og 19. århundrede, der fungerer langt bedst. Det er nemlig her, i oplysningstiden og romantikken, at idéerne om pædagogik og dannelse for alvor udvikles og udøver en betydelig indflydelse. En særlig kvalitet ved dette bind er, at de danske pædagogiske bevægelser omkring Grundtvig og Kold her sættes godt ind i den bredere ramme af romantik og religiøse vækkelser, hvor de faktisk hører hjemme.

Som den store filosofi- og idéhistorie, Dannelsens veje også ønsker at være, er den tydeligt båret af en inderlig tro på, at alting hænger sammen. På den ene side anvendes gerne den store idé-historiske pensel, der kan føre til formidabelt generaliserende floskler, som at man i middelalderen følte sig i organisk forbindelse med verden. På den anden side er den store historie en sand kanonade af kanoniske forfatterskaber. Princippet er her tydeligt nok, at alle skal nævnes, og ingen glemmes. Det sætter sig ofte i værket som en repeterende sproglig grundtone af formen: Og så var der også , og den tone bidrager i virkeligheden dårligt til oplevelsen af en stor flydende sammenhæng.

Med det ambitionsniveau, Nabe-Nielsen folder ud i bredden, er det forventeligt, at kvaliteten må blive svingende, for hvem kan være ekspert på alle forfatterskaber? Overblikket er dog imponerende, og kvaliteten ganske høj. I sine bedste dele er fremstillingerne både gode og indlevede.

Dannelsens veje er et historisk værk og giver sig ikke ud for andet. Alligevel kunne man have ønsket sig en lidt mere reflekterende tilgang til, hvad det egentlig er, der skulle gøre det værd at bruge 1000 sider på et begreb. De senere års genopdagelse af dannelsesbegrebet ser det gerne som en slags medicin imod tidens generelle tendenser. Det skal ofte repræsentere en stabilitet i en verden af forandring. Men det synes oplagt, at dannelsens renæssance kun er mulig, hvis det lykkes at ryste støvet af dannelsesbegrebet og skille det af med de værste af de bagstræberiske og aristokratiske attituder, der tidligere har bragt det i miskredit.

Det er begrænset, hvad Dannelsens veje kan bidrage med i denne henseende. Med sit fokus på at være en fuldkommen og afsluttet fortælling udtrykker en et dannelsesideal, der mest af alt fremstiller dannelsen som en lektie. Læreen er bestemt læseværdig, men hvis dannelsesbegrebet skal undgå at blive sat tilbage på loftet, må man forlange af det, at det tilføjes mere åbenhed og dynamik, end denne fremstilling leverer.

Klassiker-klummen Genlæst udgår i dag, men er tilbage igen på den vante plads på tirsdag