Robert Andersen, født 1851 på Langeland, emigrerede i 1874 til USA. Ganske normal historie. Robert var jo langtfra den eneste, der hev teltpælene op og drog til det forjættede Amerika dengang i den sidste tredjedel af 1800-tallet. Punktum. Historien kunne slutte her. Næsten ingen kender i dag Robert, men det skyldes nok først og fremmest de manglende massemedier.
Robert vendte hjem til Danmark igen som en hovedrig mand. Om nogen kom han til at personificere den amerikanske drøm. I staveligste forstand ramte Robert Andersen en guldåre. Tænd for Charlie Chaplins film Guldfeber på den indre skærm, og rejs med tilbage til Klondike, Sydafrika og Australien sammen med Robert på jagt efter guld og såmænd også kong Salomons miner.
LÆS OGSÅ: TEMA: Boganmeldelser
I 1874 nåede Robert frem til San Francisco. Ikke, at det var hans egentlige mål. Han var egentlig blot stået til søs, men ved skæbnens mellemkomst skulle han altså lande midt imellem lykkejægere og professionelle guldgravere. Med lige dele held og dygtighed lykkedes det Robert at blive involveret i nogle ganske værdifulde miner. Inden det kom dertil, deltog han som en art sjakleder i etableringen af jernbanenettet på den amerikanske vestkyst.
Hvis man kender sin historie om Det Vilde Vesten, ved man, at det ikke var ufarligt at bo og leve i guldgravermiljøet. Dueller, indianerkrige og slagsmål var en del af samfundet, men Robert havde en evne til at overleve. Fra USA drog han til Sydafrika og til Australien, inden han havnede i sagnomspundne Klondike. I 1906 kunne Robert trække sig tilbage og leve som en holden mand på Østerbro i København. I stilhed eller næsten. Journalister fik færten af guldgraveren, og i 1938 blev hans erindringer udgivet. Da Robert døde i befrielsesåret 1945, var han glemt igen. Indtil nu hvor Jesper Jønsson og Michael Knudsen faldt over en, blev interesserede og fik mulighed for at genudgive den. Eller snarere omskrive den originale med ekstrahistorier om Roberts samtid.
De to forfattere tager deres læsere med ud ad relevante sidehistorier for at øge forståelsen af tiden og miljøet. De citerer ivrigt fra Robert Andersens egen , men det lykkes dem fint at finde balancen mellem hovedpersonens historie og samtidshistorien i det hele taget.
De store perspektiver er dog fraværende, og til tider bliver udenomsoplysningerne næsten for leksikale.
Enkelte oplysninger virker mere eller mindre lettere omformuleret fra den amerikanske wikipedia, og et eller andet sted virker det en anelse for letkøbt for de to ellers grundige forskere begge med ph.d.-titler. Man skal heller ikke forvente en større biografisk analyse af Robert Andersen. Kilden er hans , og den bliver ganske ukritisk taget til indtægt som sandheden. Roberts erindringer blev trods alt først skrevet ned over 60 år efter, at de tog deres begyndelse. Man sidder sine steder og tænker en smule på baron von Münchhausen i en mildere dansk version. Kan en mand virkelig have oplevet alt det?
Spændende, uhyre spændende er en imidlertid. En , der taler til drengehjertet. Referencerne til Phileas Foggs rejse rundt om jorden på 80 dage er der. Lucky Lukes oplevelser på prærien kommer ud af hukommelsens tåger. Og sådan kunne man blive ved. Robert Andersen havde et misundelsesværdig eventyrligt liv, dengang mænd var mænd og opførte sig som John Wayne. Har man blot en snert af fascination af den tid, skal man kaste sig over Guldgraveren. Man vil ikke blive skuffet.
