Prøv avisen

Danskeren fra Upernavik, som jagtede Franklins spøgelse

*** COPENHAGEN ENVIRONMENT PHOTO PACKAGE *** A polar bear sits on the Hudson Bay fresh ice next to a hole in the ice and close to the shore waiting for a seal meal for, 15 November 2007, outside Churchill, Mantioba, Canada. Polar bears return to Churchill, the polar bear capital of the world, to hunt for seals on the icepack every year at this time and remain on the icepack feeding on seals until the spring thaw. AFP PHOTO/Paul J. Richards Foto: .

Nils Aage Jensen skriver for sentimentalt om ukendt dansk polarfarer

Knud Rasmussen og til dels Peter Freuchen har fuldstændigt overskygget de danskere, som også med risiko for deres eget liv drog på opdagelser i Grønland.

En af disse danske mænd var den i dag glemte Carl Petersen, og i en ny, velskrevet biografi bringer Nils Aage Jensen hans liv og gerning ud af glemslen.

Carl blev født i København i 1813 og kom i lære som bødker. Imidlertid kom han til skade og måtte opgive håndværket, og det var held i uheld. Ad omveje kom han til Danmarks nordligste koloni i Grønland, Upernavik. Han forelskede sig i en grønlandsk kvinde, giftede sig med hende og blev i det hele taget suget ind i inuitternes kultur. Sproget tilegnede han sig, ligesom han blev ferm til at køre med hundeslæde og ikke mindst sejle i de isfyldte farvande. På den vis mindede hans livsbane om den mere berømte Knud Rasmussens. Der holder sammenligningen dog også op. Carl kunne nemlig godt have stillet sig tilfreds med livet i kolonien, men skæbnen ville det anderledes.

Rygtet om den sprogkyndige dansker, som tilmed kunne håndtere redskaber og hunde som inuitterne, bredte sig til de ekspeditionsledere, som blev sendt ud for at søge efter John Franklin. Den engelske kaptajn og opdagelsesrejsende havde i 1845 sat sejl mod Nordvestpassagen, men et par år var det slut med livstegn fra ham. Eftersøgningen efter Franklin blev en celeber sag. Alle i midten af 1800-tallet interesserede sig for Franklins skæbne og i 1850 fik eftersøgningen et dansk islæt, fordi Carl blev hyret af William Penny. Med Carl som vidne fandt de grave, men ingen Franklin. Tre år senere var Carl med på et nyt eftersøgningshold, og denne gang var det tæt på at gå galt. Deres skib indefrøs, og mandskabet døde omkring Carl. Deres indsats var frugtesløs. Tredje gang blev lykkens gang. Sammen med Francis McClintock fandt Carl i 1859 et dokument, som beviste, at Franklin var død.

Carl modtog ordener i både ind- og udland for sin indsats i polaregnene, og han publicerede om sine eventyr, men hurtigt gled han ind i glemslen, og da han døde i 1880, var han næsten allerede blevet glemt, skriver Jensen.

Bogen om polarfareren Carl lægger sig i slipstrømmen af flere andre udgivelser om Grønland og de danskere, som udforskede polarområdet, der er udkommet i den senere tid. Vi har fået biografier om Knud Rasmussen, Hans Egede og dertil kommer enkelte kildeudgivelser. Denne bog skiller sig i sit sigte og sin metode ud fra de øvrige. Forfatteren, Nils Aage Jensen, har udgivet flere bøger til brug i historieundervisningen i folkeskolen samt et antal børnebøger. Det mærkes i bogen. Ikke fordi Jensen i dette tilfælde har udgivet en bog til det segment, bestemt ikke, men han benytter samme narrative fortællestil, som det kendes fra historiebøger til skolebrug. Jensen lægger vægt på det deskriptive. Han skriver herligt, og side efter side får man en klar fornemmelse for de miljøer, hvor Carl bevæger sig. Sine steder kan man næsten lugte, hvad Carl har kunnet lugte. Når man som Jensen på den vis forsøger at genskabe billeder af fortiden, er der også risiko for, at det simpelthen bliver for meget af det gode.

For eksempel skriver han om et gevær, som Carls søn fik forærende: "Riflen har sandsynligvis været et Spencer- eller et Henry og Peabody-gevær, men det kan også have været et ombygget forladergevær."

Tre muligheder og det er for upræcist, så hellere lade være med at gætte om noget så ligegyldigt. Faktuelle fejl opstår der også i Jensens iver efter at brede fortællingen ud, og sine steder bliver Jensen alt for tryllebundet af sin hovedperson. Det bliver simpelthen for sentimentalt. Lad nu det være. Jensen er tro mod sin narrative historiefortælling, og det betyder, at der ikke er blevet plads til de brede analyser. Man bliver faktisk ikke klogere på, hvorfor Carl blev glemt. Var det, fordi hans gerning trods alt ikke var vigtig? Hvad med de store perspektiver? Kampen om polarområderne - hvordan stillede Carl sig til dem? Kunne hans gerning bruges politisk? Man bliver godt underholdt i Jensens bog, men centrale spørgsmål forbliver ubesvarede.

kultur@k.dk

Nils Aage Jensen: Carl - polarfarer. 408 sider. 349 kroner. Forlaget Sohn.