Digteren Henrik Nordbrandt var ude at sejle med sin datter, da påhængsmotoren gik i stå. Den var løbet tør for benzin, og i stedet for at hælde mere på gav han sig til at ro, hvilket var svært på grund af strømmen. Det syntes datteren ikke var sjovt og råbte: Far, far, skal vi ikke kalde på de voksne?.
LÆS OGSÅ: Se til venstre, der går en løgnagtig svensker
Anekdoten bliver fortalt i Jens Winters interviewbog Året har 16 måneder. Nordbrandts almanak, hvori Nordbrandt fortæller om sin digtning og sit liv og sine meninger, uden at der dukker større nyheder op. Datteren opfatter ham åbenbart ikke som en rigtig voksen, og en gang imellem kan man da også blive i tvivl som læser. Nordbrandt synes nemlig stadig lige så utilpasset og obsternasig, som da han var ung.
Han fortæller godt nok om, at han er vendt tilbage til sin barndoms forhadte Østerbro i København og har fået kone og barn, men han har det ikke rigtig godt med at være i Danmark. Han er her ikke, fordi det er dét, han har mest lyst til, men fordi han har slået sig til tåls med det.
Der er i det hele taget ikke ret mange ting, Nordbrandt har det godt med. Bogen er nærmest et katalog over alle de små og store ting, som han fylder ham med ubehag. Han hader tastaturet på computeren, hader elektriske guitarer, kan ikke fordrage at dele kahyt med en anden, synes lyse nætter er forfærdelige, ligesom vintersolen er det. Han kan ikke tåle Anders Fogh Rasmussen og hans politik. Han er et helt igennem idiosynkratisk menneske.
Og så har han det svært med danskerne sådan over en kam. Danskerne er et tåbeligt folkefærd, med et grimt sprog og en flad natur. Herostratisk berømt er hans gennemgang af de danske årstider blevet. 16 måneder har året, fordi mørke og håbløse november er så lang, at den tæller for fem.
Det er de 12 måneder, der sammen med en række temaer som stede, rejse, religion, krig og Nordbrandts digte danner bogens komposition. Efter tur kommenteres måneders vejr, fordi det har så stor indflydelse på digterens humør. Omgivelserne stedets ånd er et centralt moment i Nordbrandts digtning og liv: Det er også noget eksistentielt derved, at man ikke kan bytte sig selv ud, men man kan bytte stedet ud. Det er det, jeg har gjort, selvom jeg ofte har haft det sådan, at jeg hellere ville have været fri for mig selv, men det kunne jo ikke lade sig gøre.
Sådan nogle betragtninger er interessante, men bogen rummer også en stor del vrøvl.
Nordbrandt skælder danskerne ud for at være dumme. I passager af bogen er han selv så pæredansk, at det gør ondt. Krig kan ifølge Nordbrandt afskaffes, hvis man tvinger soldaterne til at spise de mennesker, som de slår ihjel. Om rim siger han: Der er noget fascistisk ved rim. De går i takt ligesom soldater.
Sådanne tåbeligheder må man holde ud, hvis man skal følge Nordbrandt gennem året. Så er der mere bid i hans udfald mod forholdet mellem kirken og krigen. Feltpræster er ham en vederstyggelighed og et forræderi mod Jesu liv og forkyndelse. Ånden i kristendommen er pacifistisk, hvad den ikke er i islam, som også står for skud i bogen.
Jens Winther lader ham tale og går ikke til ham, når han sludrer og for eksempel affærdiger religion som en form for massehysteri. Til gengæld går Nordbrandt til Winther, når han spørger for direkte om meningen med hans digte. Den kan eller vil han ofte ikke udlægge, og det er måske også godt det samme.
Nærmere hans digte kommer man med de sort-hvide fotografier af Krass Clement, som bogen er udstyret med. De er glimrende og kongeniale i forhold til de bedste digte.
Henrik Nordbrandt er digter. I mine øjne er han en af de bedste danske digtere. Det er derfor også en noget forstemmende oplevelse at se ham på slap line i Jens Winthers interviewbog. Indebrændtheden, melankolien, længslen, kærligheden, idiosynkrasierne alt det, der virker som en stærk energi i de stramt komponerede og billedrige digte, bliver her til snak.
Og det er næsten ikke til at holde ud hen over 262 sider, hvor gentagelserne også indfinder sig. At være en stor digter er ikke ensbetydende med, at man er en stor ræsonnør. Det er der mange andre før Nordbrandt, der har bevist.
Digtet skal slå hul i et eller andet i virkeligheden, siger Nordbrandt. Det gør hans digte også, og det dem, man skal gå efter.