Mission er til stadighed at sætte sig selv og sine holdninger på spil. Det er "at turde tro på, at Guds veje til mennesker er både vigtigere og stærkere end mine egne veje". Hvilket indebærer "mod til at dele alt det, som jeg selv har, med andre mennesker".
Ordene, hvormed sognepræst Lars Mandrup afslutter sin bog "En verden til forskel. Mødet med mennesker, kulturer og kirker i Asien, Mellemøsten og Afrika", kan opfattes som en slags åndeligt testamente fra en mand med mange års erfaring på området. I 1981 blev han missionær på Madagaskar. Sådan begyndte det. Derefter har han blandt andet i den sidste halve snes år været formand for Danmission. Nu er det slut. Mandrup ser tilbage på en travl tilværelse med lange og talrige arbejdsrejser, der var lige så udfordrende og krævende, som de var givende. Mange grænser har han krydset. Ydre grænser. Han understreger imidlertid, at de grænser, det er sværest at overskride, er dem, der går inde i én selv, dem, der afskærer én fra "livets store rigdomme". Mission opfatter han som en konstant udfordring til disse indre grænser.
"En verden til forskel" er ikke ment som en egentlig erindringsbog. Altså ikke en erindringsbog i personlig forstand. Lars Mandrup holder da også sig selv i baggrunden, i forgrunden er hele tiden missionen, herunder dens ændrede vilkår og arbejdsformer, specielt gennem de seneste 30 år. Mission er - med Mandrups ord - blevet fra alle til alle. Eller således sagt: "førhen sad vi på førersædet, nu sidder vi på bagsædet."
Beretningen er koncentreret - på én gang saglig og dybt præget af forfatterens engagement. At hans liv er forbundet med den virkelighed, han beskriver, er man aldrig i tvivl om. Når han fortæller om mission, fortæller han på en måde samtidig om sig selv.
En af bogens kvaliteter er dens ærlighed. Mandrup tier ikke om vanskelighederne. Hvor svære de kunne være, får vi et malende indtryk af via skildringen af et besøg hos Den Nordlige Evangeliske Lutherske Kirke i Indien. Mødet med dens repræsentanter fandt sted på et gigantisk hovedkontor. Udenfor regnede det voldsomt. Og indenfor regnede det også - taget var nemlig utæt. Imens sad Mandrup med "en tvivlende fornemmelse": Nåede parterne overhovedet hinanden?
Dog - det er hans erfaring, at selv kirker, hvor man kommer ud for konfliktfyldte ledelser og udmarvende diskussioner, kan have et indre liv af en bemærkelsesværdig åndelig styrke.
En særligt spektakulær sekvens er skildringen af en fredsmission til Egypten og Syrien under Muhammed-krisen i 2006. Ved den lejlighed deltog Lars Mandrup sammen med biskop Karsten Nissen i et populært program søndag morgen i egyptisk tv. Det blev anslået, at udsendelsen, der varede en halv time, havde omkring 20 millioner seere, fordelt ud over hele den arabiske verden. Naturligvis var Mandrup nervøs:
"Der har vel ikke været et øjeblik i mit liv, hvor jeg har følt det så afgørende, hvad jeg fik sagt." Og tilsyneladende lykkedes det Nissen og Mandrup at sige det, der i den spændte situation var det fornødne. I hvert fald fik de efterfølgende at vide, at deres besøg havde været med til at vende stemningen.
I samme forbindelse skriver Mandrup om dialog med muslimer og fastslår, at den kun har ét redskab: "den tålmodige samtale med andre mennesker i tro på, at Helligånden er til stede i ethvert alvorligt og respektfuldt møde mellem mennesker."
Alt i alt er bogen et udbytterigt og levende udsagn fra en mand, der har en opgave større end ham selv.
Lars Mandrup: En verden til forskel. 126 sider. 169 kroner. Forlaget Ådalen.