Prøv avisen

De tyske mulatbørns danske historie

Børneimporten er et stykke solidt og veludført journalistisk arbejde, der dog også præges af svipsere og unoder

Der er især ét kapitel i Børneimporten, som har kostet mig flere timers nattesøvn. I den dokumentariske beretning tager journalisterne Amalie Linde, Amalie Kønigsfeldt og Matilde Hørmand-Pallesen os med ind i et hidtil ukendt stykke danmarkshistorie og viser os, hvordan mellem 2000 og 3000 tyske mulatbørn blev adopteret illegalt til Danmark efter Anden Verdenskrig, anført af en godhjertet, men naiv kvinde ved navn Tytte Botfeldt.

Børnene var resultatet af alt fra engangsaffærer, prostitutionsydelser og kæresteforhold mellem vesttyske kvinder og afroamerikanske soldater under krigen og boede på børnehjem, inden Tytte Botfeldt fik dem til Danmark. I flere tilfælde sendte hendes ukontrollerede adoptionspraksis børnene direkte i armene på mennesker, der viste sig at være fuldkommen uegnede som forældre. På alle tænkelige og utænkelige måder.

LÆS OGSÅ: Sjælelige landskaber fra den tredje livsalder

Et af disse forældrepar Ole og Lise Brems adopterede i 1960erne i alt ni børn med udenlandske rødder og slog tre af dem ihjel på så grufuld vis, at jeg måtte ligge i timevis og plirre med øjnene for at få historien om børnemishandling væk efter at have set den foldet ud i Børneimportens mest vellykkede og rystende kapitel.

At Ole Brems var overlæge med speciale i børnepsykiatri, nær bekendt med den idealistiske Tytte Botfeldt og, som det hedder i bogen, sad på betydningsfulde poster i alle de organisationer, der havde indflydelse på adoptioner, gjorde det ikke just nemmere at få ro på den indre skærm.

I Børneimporten fortæller de tre journalister en kompliceret historie om det, der viste sig at blive begyndelsen på den udenlandske adoption i Danmark. Tytte Botfeldt, der var hjemmegående husmor, anså brune, tyske børn for at være hendes egentlige livsopgave, og hun bedrev i efterkrigstiden sin omfattende, systematiske og ulovlige mellemmandsvirksomhed i fuld overbevisning om, at mulatbørnene ville få en bedre tilværelse i Danmark end den, deres skæbne havde udstukket for dem i Tyskland, hvor nazismens spøgelse stadig huserede.

Som et resultat af Botfeldts enkeltmandsentreprise opstod der siden flere private adoptionsorganisationer; love blev skærpet, tilsyn etableret, procedurer trimmet, men dilemmaerne omkring adoption hen over landegrænser forblev de samme og er, som bogens forfattere bemærker, relevante den dag i dag. Det seneste års mediesager om de to etiopiske piger Masho og Amy gør bestemt ikke bogen mindre relevant.

Det er imidlertid især zigzag-ene mellem den store, perspektivrige adoptionshistorie og de konkrete, personlige beretninger om udvalgte mulatbørns skæbner, der gør Børneimporten til et stykke solidt og veludført journalistisk arbejde.

I dansk journalistik er der tradition for enten at udgrave den komplicerede, paragraffede sag eller fortælle det enkelte menneskes historie komplet med barndomserindringer og sigende detaljer fra dagligstueindretningen (mængden af indtaget og nøje beskrevet interviewkaffe er efterhånden uoverstigelig). Kombinationen af den store historie og den lille, den om man vil politiske og private ser man desværre alt for sjældent, men her skiller Børneimporten sig heldigvis ud.

De tre forfattere har både støvet rundt i Rigsarkivets gemmer og drukket te hos en række af de tyske mulatbørn, der i dag er voksne danskere. De har både ædt sig gennem historiske rapporter og for første gang fået et af de børn, der voksede op hos Brems-parret, til at fortælle om mishandlingen i adoptivhjemmet, som i 1970erne rystede den danske offentlighed. Men netop fordi bogen så fint beviser, at den gode dokumentarisme færdes lige så hjemmevant i tørre lovbetænkninger som i private nærbilleder, skurrer bogens journalistiske svipsere og uvaner i ørene. Flere steder er sproget præget af et tic, der sikkert kommer sig af, at vi journalister tror, vores læsere har hukommelse som en perlehøne: Oplysninger og pointer gentages unødigt flere steder, (vi hører, eksempelvis, om et mulatbarn, som får adoptivbroderen Søren fra Grønland; bare to sider længere fremme hører vi igen, at Søren var blevet adopteret fra Grønland).

Andre steder savner man at få de kritiske spørgsmål til den nu afdøde Tytte Botfeldts dubiøse foretagende besvaret eller i hvert fald forsøgt forklaret. Ikke mindst står spørgsmålet om Tytte Botfeldts forhold til Brems-parret tilbage: Hvorfor blev den tilsyneladende idealistiske kvinde ved med at anbringe børn hos Brems-parret, efter at hun blev klar over, at de behandlede deres adoptivbørn endog særdeles hårdhændet? Hvorfor ændrede hun i det mindste ikke syn på parrets forældreevner, efter at de ved retten blev dømt for at have mishandlet flere af deres børn til døde? Og hvordan hang det sammen med Tytte Botfeldts livsprojekt, at hun ifølge bogens forfattere med ordene én af dem, jeg glæder mig til at møde på den anden side, det er Lise Brems ligefrem glædede sig til at gense den drabsdømte adoptivmor i det hinsides?

Lea Korsgaard er journalist og medlem af ledelsen i medievirksomheden Zetland.