Prøv avisen

Den flerstemmige H.C. Andersen

Jacob Bøggild: Svævende stasis. Arabesk og allegori i H.C. Andersens eventyr og historier. 326 sider. 348 kroner. Forlaget Spring.

Interessant disputats udvider vores forståelse af nationaldigteren

For mange H.C.Andersen-læsere vil Jacob Bøggilds disputats ved første øjekast virke skruet og nørdet. Men bag sin særlige Aarhus-skrift , der blandt andet ikke kan sige bekræftende, men må sige affirmativ, har han en god tese, som han belægger i læsninger af en række, for synspunktet væsentlige, eventyr som blandt andre Klokken, Den lille Havfrue, Skyggen og Tante Tandpine.

LÆS OGSÅ: Bøgernes kroniske venskabsforlis

Men først skal han nutidskorrekt have afsværget enhver biografisk læsning af H.C. Andersen for at kunne beskæftige sig med de autonome og væsentlige tekststørrelser. Men denne formelle koncentration har uendelig svært ved at optage læsere, som ikke er professionelle litterater, læsere, som netop underholdes ved sammenhængen mellem det formelle, det eksistentielle og det biografiske, som visse dele af den biografiske forskning kan præstere.

Nu har Bøggild skrevet en som en disputats, så han må godt skrive til netop sit professionelle publikum, men hvor ville det have været rart, hvis han kunne have bundet sin udgave af Andersen som et kunstnerisk afvejende geni til traditionens billede af den svage, vankelmodige og applaussøgende person.

Nu mirakelforvandles Andersen til en strategisk begavelse, så snart han griber pennen. For han begår idelig arabesk og allegori i hele sit forfatterskab. Ikke fordi han specielt har studeret romantisk poetik hos Schlegel, hvor arabesken bliver en litterær kategori, men fordi Andersen har lært af andre romantikere, der mere bevidst forholdt sig til arabesken som formprincip.

Arabesken er et langt slynget mønster af små dele, der hele tiden har de samme tematiseringer og motiver en dekorationens æstetik med blandingsformer af alle slags som et vandmærke. Men ved siden af disse ofte modbalancerede elementer findes der hos Andersen også en fast oversættende betydningsbro, en allegori, som holder eventyrenes flydende arabeske tilbøjeligheder på plads.

Får man først blik for de arabeske felter i Andersens eventyr, felter, hvor ordleg og ordassociationer dominerer mere end særskilt betydning, så forstår man også, hvorfor kerneeventyr som nogle af de nævnte har påkaldt sig så forskellige fortolkninger, som tilfældet er: Fordi sådanne spil mellem modsætninger (arabesk og allegori) konstituerer Andersens poetiske praksis, er det umuligt at sætte Andersen i bås. () Det naturlighedens evangelium, man umiddelbart ville fremhæve i Nattergalen, viste sig at være en underfundig og langtfra entydig størrelse. Sådan forholdt det sig også med det barnlighedens evangelium, som syntes at være på programmet i Snedronningen.

Med Bøggilds læsninger og sammenfatninger har vi nu fået en flerstemmig Andersen, der veksler mellem sine tilbøjeligheder til legende association og allegorisk fast betydning eller som Bøggild formulerer det mellem svæven og stasis. Og at der i den arabeske form hos Andersen er et subtilt ironisk geni på spil, som er på vej ind i moderniteten med en praktisering af romantikkens tanker om arabesken som netop poesiens urform af de mest modstridige tings samvirken.

Men for at komme til en sådan indsigt skal man indstille sin læsebrille ganske gevaldigt for at få øje på de motiviske spil, og de emblematiske forhold og desuden se den antitetiske eller kontrapunktiske komposition. Og endelig skal man forstå arabesk og allegori som modaliteter i eventyrerne, det vil sige som stilistiske tendenser i dem, der i sig rummer betydninger, der kan gå på tværs af eventyrets mening på overfladen.

I sit gevaldige opgør med den tidligere biografiske tolkning af Andersens forfatterskab tilslutter Bøggild sig en anden nutidig Andersen-forsker, der mener, at Andersen-forskningen først nu står over for sin begyndelse, hvad angår en beskæftigelse med hans tekster.

Når man ser, hvad Bøggild kan præstere af blotlæggelser af arabeske tilbøjeligheder hos Andersen, er man tilbøjelig til at give ham ret. Man er vidne til en tekståbning, som er ny, hvor alle betydninger er provisoriske blot frygter jeg for, at dens sandheder vil være uinteressante for almindelige Andersen-fans. For hvilket menneske kan rumme denne kunstneriske balancemester? Hvordan ser han ud, hvordan skal man bare forestille sig ham, denne nye Andersen?