Manfred Sakel hedder psykiateren, som opfandt insulinchokbehandlingen i 1930'erne, en behandling, der kunne kurere narkomaner for narkomani og skizofrene fra sindssygdom.
Eller rettere: Sakel opfandt en behandling, hvor kuren var værre end sygdommen. De behandlede kom nok ud af narkomanien og blev rolige, men årsagen var ikke helbredelse – men den hjerneskade, der fulgte af de voldsomme påførte insulinchok.
Lars Heslet fortæller historien om den ambitiøse charlatan Manfred Sakel i bogen "Fra det yderste – lægen mellem Faust og empati", hvor Sakel fortolkes som en ægte søn af Goethes Faust, hvis sjæl blev hentet af Mephisto, djævelen. Dog er der den raffinerede detalje, at det ikke er lægens sjæl, Mephisto her henter, men patientens.
Manfred Sakel var psykiater, og hans ambition var at tilnærme psykiatrien til naturvidenskaben. Lars Heslet er uddannet kemiker, dr.med. og tidligere klinikchef på Rigshospitalets tværfaglige Intensiv Terapi Afdeling, og hans sigte er det stik modsatte af Sakels, nemlig at fastholde det humanistiske i lægegerningen, ikke bare som lidt ekstra, men som en nødvendighed for helbredelse. "Fra det yderste" anskueliggør med eksempler den tætte sammenhæng mellem krop og psyke i behandlingen af svært traumatiserede patienter.
Det har han mange års erfaring med, og bogen rummer talrige fortællinger om patienter, som har haft glæde af en empatisk, humanistisk tilgang til patienten – i tilgift til den naturvidenskabelige.
Her er beretninger om, hvordan billedkunst og musik har hjulpet patienter med at komme igennem svære traumer, hvor lægevidenskaben havde kastet håndklædet i ringen. Om psykologiske lungebetændelser, der går i arv generation efter generation. Her er beretninger om drengen, der blev ansigtsblind, da hans fars ansigt blev vansiret af sygdom, om drengen, der i snak med lægen tegnede sig videre med sin fars død. Beretninger om mennesker, som ikke kan undgå at gribe én, når man læser. Beretningerne perspektiveres med redegørelser for ansigtets betydning i kulturen og amygdalas funktion, om den musikalske hjerne og dæmpelsen af hormonsystemets stress-svar, og så videre.
Det er medicin- og kulturhistorie – og vanvittig interessant læsning for en medicinsk lægmand om den intime forbindelse mellem krop og psyke. Dybest set handler det om, hvad et menneske er, og det bliver synligt derude i det yderste, i grænselandet mellem liv og død, hvor lægen kommer til kort, hvis han alene stiller op med den rationelle naturvidenskab. Hvor det er helt afgørende, at lægen også empatisk møder patienten som menneske. Det er her, man kan tale om lægekunst – noget, som er vanskelig at sætte på formel i de såkaldt evidensbaserede forskningsoversigter, som Lars Heslet har en del skepsis over for – de er altid bagudrettede og handler aldrig om netop det menneske, som ligger på stue 7 og ikke kan tale. Den gode læge må se mennesket og træde ind i den konkrete situation. I stedet for at afvikle lægen som person skal man altså tværtimod udvikle lægen, påpeger Heslet. Ikke for at få faustiske læger, der kan det hele for en høj pris, men for at få empatiske læger, der indimellem kan virke med på det umulige, ja, det mirakuløse.
"Fra det yderste" kan varmt anbefales til alle, der er interesseret i, hvad et menneske i grunden er.
Lars Heslet: Fra det yderste – lægen mellem Faust og empati. 240 sider. 375 kroner. Bogværket.