Den moderne mand og havet

Lille perle om behovet for at finde sig selv og blive set

Slovenien slår Island og presser Norge
Slovenien slår Island og presser Norge. Foto: .

Det er et arketypisk mønster i denne rejse ud på havet, hvor hovedpersonen kæmper med elementerne og ikke mindst sig selv og siden vender hjem. Spørgsmålet er, om han er modnet undervejs som i eventyrene om heltens udfordringer og udvikling.

Donald er kontoransat og har kone og barn. Tilværelsen har mistet sin mening, livet er blevet rutiner, kollegerne taler i floskler, og forholdet til hustruen, Hagar, og datteren, Maria, som han begge elsker, er fyldt med afstand. Hagar drømmer om en mand, der bliver voksen og træder i karakter, også som far, og Donald drømmer sig væk.

LÆS OGSÅ: Genopdaget roman hyldes som overset mesterværk

Løsningen er, forestiller han sig, en tre måneders rejse i sit lille sejlskib, hvor han kan bevise sit værd som mand. På turen kommer han ud i ekstreme situationer med skiftende vejrforhold og uheld, som blandt andet. bringer ham over bord og ud i en barsk kamp for at overleve.

Ensomheden undervejs er en lise for ham og en bekræftelse på, at han må væk fra den tilværelse, han kender, ikke mindst arbejdslivet, hvor han ser menneskers værste egenskaber samlet. Kun Hagar og Maria går fri af hans hårde bedømmelse af andre mennesker. Der er således noget misantropisk over hans menneskesyn, og hans rejse ud på havet er en flugt fra andre mennesker og udtryk for noget destruktivt i ham. Måske en længsel efter at blive opslugt og dermed befriet af havet.

Men hans rejse er også én lang kærlighedserklæring til især datteren. Hans problem er som måske mange mænds at han har svært ved at være nærværende for hende. Han er i tvivl om, hvordan han skal være far, er veg og ude af stand til at tage beslutninger, og problemer benægter han i stedet for at tage dem op. Han er heller ikke bleg for at lyve for Hagar og sikkert også sig selv ved at foregive, at hans arbejdsplads bakker op om sejladsen. Han kalder det orlov, men er bare taget af sted.

Kan tre måneders ophold på en sejlbåd forløse hans kærlighed? Romanens slutning peger i en positiv retning, men er ikke entydig, ligesom skildringen af hovedpersonen er et komplekst puslespil af drøm og virkelighed.

Vi pejler os igennem ønskedrømme og benægtelser og frem måske til fastere grund under fødderne for ham og hans lille familie. Toine Heijmans gør rejsen til et eksistentielt forhindringsløb fuldt af poesi, drama og overraskelser, og ved vejs ende kender vi denne far og ægtemand, der har så svært ved at give det, han gerne vil. Det er et både ømt og skarpt portræt af en moderne mand.