Den overflødige mand

I Erlend Loes "Fvonk" følger vi en ensom, følsom mand, der har problemer med den såkaldte virkelighed

Erlend Loe: Fvonk. Oversat fra norsk af Susanne Vebel. 211 sider. 250 kroner. Gyldendal.
Erlend Loe: Fvonk. Oversat fra norsk af Susanne Vebel. 211 sider. 250 kroner. Gyldendal.

Den norske forfatter Erlend Loe har en forkærlighed for hovedpersoner af den mere skæve slags. Den slags, som grubler over sære ting og har en del problemer med at komme rigtigt i kontakt med den såkaldte virkelighed.

Lektor Fvonk, hovedperson i romanen af samme navn, er sådan en person. En ensom, følsom eksistens med hang til natur og musik. Han bor i et skønt hus ved Oslofjorden, men livets mening er forsvundet for ham.

LÆS OGSÅ:
Er det muligt at begynde forfra?

Det skete, da Vandre- og Motionsforbundet, hvor Fvonk var ansat, blev grebet i fusk med medlemstallene. Fvonk vidste det måske, i alle fald ved han nu, at alle tror, han vidste det. Han er blevet snavset til. Den følelse gjorde ham depressiv, og den slags har moderne koner ikke tid til. Fvonks kone gik. Fvonk er uden arbejde, og egentlig ville han gerne undervise på den nærved liggende Idrætshøjskole, men hver gang han forsøger at komme derover, spærres hans vej af gravide!

De gravide optræder i store flokke, skinnende af renhed og sundhed og med krav om, at alle efterlever deres regimente. Over for deres truende front føler Fvonk sin smudsighed ekstra slem og må straks fortrække.

En dag får Fvonk imidlertid en logerende. En lejer med et falsk skæg som det, der pryder forsiden af romanen. En lejer, der bag skægget viser sig at være Norges statsminister, Jens, som ikke mindst efter katastrofen er så menneskeligt udmattet, at han må have et sted, et værelse, hvor han kan være sig selv.

Det er han så i Fvonks kælder og snart også i Fvonks stue. De to mænd bygger et venskab op på bedste drengemaner. De blander blod, Jens plages idelig af mareridt om nytårstalen og heler sig selv ved at bande på serbisk og bygge med klodser, mens Fvonk brygger te, spiller musik og maler. Senere går de over til rødvin og øl og varme bade i Budapest. Hvordan romanen ender, skal ikke røbes. Kun, at Jens i alle fald får klaret nytårstalen.

Man kunne kalde Fvonk en manderoman. Fordi den handler om venskabet mellem to mænd i krise, men også, fordi den handler om den overflødiggjorte følsomme mand. Manden, der ikke mere kan finde sin rolle. Som tromles ned af de gravides krav om renhed, som åbenbart gør manden ganske handlingsløs.

I et fortroligt øjeblik ytrer Jens tilmed den kætterske tanke, at man er gået for langt i Norge med ligestilling og kvoter. Fordi de andre mænd i Europa griner ad de norske mænd. Fordi herretoilettet er det sidste fredede rum! Den handler om mænd, der, som Fvonk, er så kedelige, at deres døtre foretrækker at tale med hunde. Eller også peger Loe på en verden, hvor kvinder er blevet så sundhedsfanatiske og effektive, at de ikke kan se, hvad mænd også kan byde på: kunst, leg, musik og almindeligt smuds.

Tja, hvis det bare var så enkelt. Jeg tror nu ikke, at tidens effektivitetsløsen er en kvindelige opfindelse. Derfor havde det været skønt, hvis Loe havde taget den endnu videre. Gået et spadestik dybere og måske ladet hentydninger til Utøya , som også ifølge ham selv er stoppet ind senere, ligge. Og i stedet boret videre i sin analyse af den følsomme mand, som han virkelig er en mester i at skildre.

Fvonk er en underlig lille roman, som ikke helt selv ved, hvad den vil, og derfor egentlig mest går på stedet. Det gør den underholdende og med bid, men det er ikke Loe i topform.