Elsebeth Egholm skiftede i sin seneste kriminalroman, Tre hundes nat fra 2011, sin heltinde, Aarhus-journalisten Dicte Svendsen, ud med dennes søn, Peter Boutrup. De tos forhold er ikke uproblematisk, da han har svært ved at tilgive, at hun bortadopterede ham ved fødslen, og at han har henslæbt barn- og ungdom under rædselsfulde forhold på et børnehjem.
LÆS OGSÅ: Det er en lyst at vandre
Og i fortsættelsen, De dødes sjæle nat, der nu er udkommet, hører vi ikke meget til Dicte Svendsen, mens Boutrup træder i karakter som enspænder med hunden Kaj ude på kanten af klinten på Djursland, hvor han med alarmer og andet højteknologisk sikkerhedsudstyr forsøger at gardere sig mod hævnangreb fra den rockerbande, han kom på dødelig kant med i Tre hundes nat.
Men han slægter sin mor på med hensyn til at blive involveret i dramatiske situationer og sager og når det gælder en uimodståelig trang til at stikke snuden i opklaringssporet, selv om det er farligt, ikke helt lovligt og egentlig burde overlades til politiet.
Peter Boutrup besøger på de døde sjæles nat den 31. oktober børnehjemsveninden Mys grav på kirkegården, da hendes mor, Bella, uventet dukker op i selskab med en af Peters bekendte. Det viser sig, at hun vil have ham til at finde sin søn Magnus, der er forsvundet. Næste dag bliver en ung kvinde, Melissa, fundet død i voldgraven til det kloster, hvor Peter Boutrup arbejder som tømrer. Pigen, der er indlogeret hos nonnerne for at finde ro, viser sig at være blevet garrotteret, hvilket er en gammel spansk henrettelsesmetode. Og Boustrup er den sidste, der har set hende i live.
På samme tid har minedykkeren Kir Røjel i forbindelse med en rutineopgave med at fiske gammel ammunition op ved Kalø Vig fundet en kasse med gamle knogler. Det viser sig, at knoglerne tilhører en mand, der også er død ved garrottering for 60 år siden. Mens Boutrup forsøger at finde Magnus og har en fornemmelse af, at der er sammenhæng mellem hans forsvinden og Melissas død, får politimanden Mark Bille Hansen til opgave at kæde knoglerne i kassen sammen med pigen i voldgraven.
De to spor i opklaringsarbejdet fører vidt omkring: Til det dystre Sneglehus i skovbrynet, hvor en gammel kone insisterer på, at datteren skal føre familiens makabre historie til s. Til et villakvarter med hustruvold. Ud på havet og ned i dybet for at bjerge døde fiskere ud af en sunken kutter. Og ned i klostrets lange, underjordiske gange.
På overraskende og elegant vis bliver der trukket tråde fra et retsopgør efter Anden Verdenskrig, hvor modstandsfolk tog sagen i egen hånd, og op til vor tids dyrevelfærdsaktivisme og civile ulydighed over for sundhedsvæsenets bud. Men både Boutrup, Bille og Kir må ad mange omveje og snørkledede stier, før de finder sammenhængen.
Elsebeth Egholm kan kunsten at fortælle sikkert og overbevisende. Det er en fornøjelse, at der er researchet som her på fagudtryk for dykkerarbejde og -grej, så man lærer nyt om den verden. Og så er personerne en fornøjelse at være i selskab med i al deres introverte, nørdede, fortrængte og ensomme, ulveagtige måde at være på. En kærlighedshistorie er også under opsejling, men den får vi måske næste gang ...