Prøv avisen

Den store pensel og den lille blyant

Anne-Cathrine Riebnitzsky har en særegen dobbelthed mellem det vege og det voldsomme. Hun er vinder af Politikens romankonkurrence 2013

Der er mindst to fordomme, som denne roman afkræfter. Det første er, at der ikke skrives samtidsromaner om krigen i Afghanistan. Det gør der.

Tænk bare på forfattere som Lars Husum, Henriette E. Møller og Sanne Sønder-gaard. Det andet er, at elever fra Forfatterskolen kun har blik for deres egen sproglige navle. For længst aflivet!

Anne-Cathrine Riebnitzsky er født 1974, uddannet fra Forfatterskolen i 1998 og kan i sandhed se ud over både navlestreng og grænsebomme. Men hun har nu også gået sin helt egen utraditionelle livsvej, før hun landede på boghandlernes diske og prisvinderlisterne.

Efter Forfatterskolen blev hun uddannet sprogofficer, arbejdede ved ambassaden i Rusland og blev senere udsendt til Afghanistan dels som soldat, dels som udenrigsministeriel rådgiver.

LÆS OGSÅ: Sylespids satire om mødet med 12 danske forfattere

Hendes skønlitterære debut kom sidste år med romanen Den stjålne vej, der tager udgangspunkt i tre tunge skæbner fra det krigshærgede land. En roman, hun modtog årets debutantpris for.

Nu kun et år efter udkommer Forbandede yngel, der er vinder af Politikens romankonkurrence 2013. Og Riebnitzsky har igen valgt at tage udgangspunkt i det liv, hun kender fra hæren. Ganske vist er Afghanistan denne gang mere periferi end centrum, men en periferi, der gennemdirrer hele kompositionen.

I Forbandede yngel springer vi bogstaveligt mellem to krigszoner. Barndommens og voksenlivets. Den konkrete og den psykologiske, den internationale og den familiære.

Således krydsklipper vi ubesværet fra Afghanistan, hvor vores jegfortæller, Lisa, er udstationeret, til flyet hjem, hvor Lisa fortæller om sit liv til lægen på sædet ved siden af. Lisa er kaldt hjem, fordi hendes talentfulde lillesøster Maria har forsøgt at begå selvmord. Lægen bliver et du i mere end en forstand. Men det har vi for længst regnet ud.

Fra samtalen i flyet rejser vi bagud til barndommens traumatiserede landskaber til en far, der ikke bare slår, men tæver, og til en mor, der kigger kujonagtigt på. Og fremad igen til ankomsten til Danmark, hvor vi møder den livslammede mor, bror Ivan, der også kommer hjem fra Afghanistan, den afkræftede lillesøster samt bror Peter, der har mistet begge ben ved et faldskærmsudspring, som Lisa lokkede ham til at tage. Imens fører Lisa lange samtaler med Maries psykiater. Traumerne hober sig op. Men midt i misrøgten er der en uomtvistelig kærlighed mellem de fire søskende.

Til sidst vender vi med en omvendt hjemme-ude-hjem- bevægelse tilbage til Afghanistan. Til et liv ude måske mere hjemme end nogensinde før.

Romanen er tilegnet dem, der voksede op i kaos. Det kaos er en del af forklaringen på vores hovedpersons fascination af hærens orden og system, af det gode kammeratskab, af den gensidige afhængighed.

Vi er styrke og magt, hedder det i starten, da konvojen ruller ud af den støvede jordvej. Livet i krigszonen glorificeres ikke, men solidariteten er ikke til at tage fejl af.

Anne-Cathrine Riebnitzsky balancerer som forfatter på et tveægget sværd. Dels er historierne så farverige og barske, at de nærmer sig brutal realisme. Dels er sproget så neddæmpet, stilen så uprætentiøs og ja, farveløs, at man næsten finder den banal. Her er ingen forfatterskole-manerer, intet pikerende schwung, intet originalt tilløb. Her er blot en forfatter, der fortæller sin historie og mener, hvad hun skriver.

Man kan indvende, at både en debutantprismodtager og en konkurrencevinder burde være mere banebrydende i sit formsprog.

Når valget falder på Riebnitzsky, har det sandsynligvis noget med netop denne tveæggethed at gøre. Denne overraskende ægthed.