Prøv avisen

Den unge vrængen

Veltilrettelagt udvalg giver svaret på hvorfor Arthur Rimbaud er en af europæisk digtekunsts store skikkelser.

Hvorfor er Arthur Rimbaud en af europæisk digtekunsts store skikkelser? Veltilrettelagt udvalg af hans skrifter kommer med et svar

Der er noget sødt drenget og nørdet over Arthur Rimbauds (1854-1891) oprørske stil. Berømmet som en af modernismens og symbolismens fædre på højde med Baudelaire og Mallarmé står han som seer-figuren, der sætter vorter på sjælen for at sanse og se nyt.

Og så det, at han efter en hidsig lyrikproduktion (1870-1875) pludselig opgav det hele, tog til Java som hvervet hollandsk soldat i 1876, siden til Cypern og igen senere Afrika ansat i forskellige arbejder, som intet havde med poesi at gøre, men fortrinsvis handel. Så blev han kræftsyg i det ene knæ og døde, lige da han var kommet tilbage til Frankrig.

LÆS OGSÅ: Boganmeldelse: Obersten, der ville redde verden

Spørgsmålet, som skabte hans myte, var og er: Hvordan kunne han opgive en så storslået poetisk evne, som han uomtvistelig havde? Se for eksempel hans identifikation med den berusede båd, som digtet hedder, og hvor en strofe lyder: Sødere end sure æblers kød for børn/ trængte grønt vand ind i mit fyrretræsskrog/ og afvaskede pletter af bræk, vin og hørm,/ sprængte mit ror og mit anker endog.

Selv i oversættelsen kan man fornemme den rytmiske præcision, den franske original har. Rimbaud er et metrisk geni, når han vil, men han råder også over et ordvalg, der lægger alle de vrængende og foragtede ord til hele den klassiske traditions heroiske ord og undergraver dem. Der er i hans digte altid en lille forståelig tråd af handling, men ellers består de af verbale vrangudgydelser og det er i denne ekspressionistiske sværm af udspyelser, man skal finde hans egenart. Der er ikke så meget at tolke, men der er sprog, der eksploderer, og det er et sprog, der er hentet i al slags litteratur fra den højeste latinske over drengebøger til laveste kiosklitteratur. Han beruser sig i alle slags tænkte muligheder, som digtenes linjer associativt skaber.

Hans breve fra årene efter bruddet med poesien er derimod så almindelige, at man knap forstår, at det er samme jeg. Se for eksempel hans i øvrigt udmærkede beskrivelse af en vandring over Sankt Gotthard-passet fra 1878:

Man klatrer ikke lige mod toppen, men tager de velafmærkede stier, som dog heller ikke er lette. Folk, som ikke er vant til bjerge, lærer således hurtigt, at bjerge nok kan have toppe, men at toppen ikke er bjerget. Gotthards top breder sig over flere kilometer.

Hvor er al den negative poesi? Den, han kaldte en ny objektiv poesi, og som han beskrev som 17-årig som et princip (det vil sige en metode): Jeg holder mig i live på kynisk vis; jeg graver gamle tåber op fra skolen: alt hvad jeg kan finde på af dumheder, sjofelheder og nederdrægtigheder kaster på dem i handling og i ord. Er det krovennerne, han trakterer således, så er det også hans metode i digtene.

Alt dette kan man læse mere af og om i det nye forøgede udvalg af Rimbauds poesi i Bureauets Klassikerbibliotek. De vigtige seer-breve plus mange fra tiden efter 1876 er med. Og selvfølgelig de vigtigste digte helt fra starten.

De mærkeligste pseudo-nymagtige navne har oversat og skrevet indledning til bogen. Og oversætteren med det underlige navn Hippolyte de la Garde prøver sig frem som unge vrede Rimbaud i den indledende advarsel til læseren med følgende provokation: At det er ekstra vanskeligt at oversætte fra et sprog så rigt på ord og rim som det franske til så fattigt, tonløst og fladt et tungemål som det danske. Mage til sproglig indbildskhed har man sjældent set. Men måske må man være så indbildsk for at påtage sig så stort et arbejde, som den i øvrigt tilfredsstillende oversættelse har været.

Og hvorfor opgav den søde vrængende unge mand så poesien og blev handelsmand i Orienten? Jeg tror, han blev trukket med af sine ord i digtene. At de lige fra starten var ordfantasier på litteratur uden ret meget realitet bag. Han forlod dem som tomme ordkatedraler af vrede og begær efter eksotisk liv og rejste så af sted for at opleve dem virkelige, men blev så skuffet, så skuffet.

kultur@k.dk