Man skelner mellem erindringer, biografi, memoirer, dagbøger og bekendelser. Men uanset genre trænger det samme spørgsmål sig altid på, ikke mindst når man læser journalisten, aktivisten, reklamemanden og spasmageren Jacob Ludvigsens erindringer, Hobbit i habit. Hvad er et liv? Hvad er en livshistorie? Hvordan skabes det særlige fingeraftryk, der kun kan sættes af ét menneske, én gang og aldrig mere?
Ja, hvad er et liv? En stork, siger Karen Blixen i Den afrikanske farm. En række enkeltbegivenheder uden indre sammenhæng, ville Jørgen Leth måske mene, mens digteren Inger Christensen taler om en bro, der bygges, mens vi går.
LÆS OGSÅ: Uden jordforbindelse
Eller tælles livets mening kort og godt i kors og bånd, i titler og tolvtaller, som i (frit genfortalt) Admiralens vise?
Jacob Ludvigsens erindringer har et strejf af det sidste; en indlysende stolthed over alt det, han har præsteret i sit liv. Et ord som skæbne eller mening nærmer han sig derimod nødigt. Selv kalder forfatteren sin mere end 400 sider lange bog for en identitetsopgørelse. Det er et udmærket ord. Og det dækker. Men det dækker først til allersidst, da bogen er ved at lukkes. Her kommer også det eftertænksomme udtryk forbifobi op.
I det hele taget er slutningen smuk. Her forlader hobbitten og habitten og hele mediemolevitten lokalet, og et ægte menneske træder ind. Her sættes noget på spil: tvivlen om, hvorvidt man (han) nu gjorde det rigtige, om talentet blev solgt for mammon, om egoet eller idealisten til sidst fik overtaget. Her afdækkes den dårlige samvittighed over for vennen Dan Turèll og kærligheden til konen gennem mere end 40 år. Vi holder vejret. Indtil der igen bliver leet hjerteligt ad det alt sammen.
Og det er så grundtonen i resten af bogen. Det lette, det punktuelle, det kuriøse. En næsten telegramagtig opremsning af indfald og udfald, karrieremæssige højdepunkter, små nederlag. Vi har fat i et unikum: Som fireårig erklærede den lille Jacob således, at han ville være udenrigskorrespondent, han abonnerede på Politiken fra han var 12 år, startede en ny ungdomsbevægelse som bare 15-årig, som 16-årig lavede han programmer for Danmarks Radio, blev som 19-årig fast mand på Ekstra Bladet, få år senere skabte han sit eget blad og så videre og så videre.
Alt sammen takket være arbejdsomhed, frækhed, en anelse (vedkendt!) opblæsthed og en forbilledlig fin næse. Læg dertil slapsticks til ære for pressen, anarki med høj cigarføring, sjov tobak og en idealistisk tro på fremtiden, der som kulmination havde skabelsen af Fristaden Christiania. Her var Ludvigsen manden i centrum, og her har han i sandhed sat sit fingeraftryk. Men selv rejste han nu til Bornholm få måneder senere. Der var for lidt lov og orden!
Herfra blev Jacob Ludvigsen familiefar og aktivist med fordelagtige løn- og ansættelsesvilkår. Senere blev han en markant reklamemand, der ingen skrupler havde med at arbejde for både Børsen, Ekstra Bladet, Aktuelt og sågar Kristeligt Dagblad samtidig. Og han blev ophavsmand til adskillige legendariske oneliners!
Således passer både titel og forsidebillede som fod i hjemmestrikket hose til dobbeltrollen som vildmand og børsmægler. Til den blanding af intensitet, ironi og distance, der sagtens kan dække over blufærdighed. Og så er det en kærlig hilsen til forfatterens mor.
Victor Andreasen, Grünbaum og Gade, Kløvedal, Ufer, Sigvaldi og Sperling. Der droppes et væld af medienavne i bogen, også mange, der ikke er kendt af yngre læsere og ikke yderligere præsenteres. Men de fleste behandles med respekt, og det sender klædelige dryp af beskedenhed ned i champagneglasset.
Men tilbage til spørgsmålet: Hvad er et liv? Det er i hvert fald en bred vej proppet med begivenheder, hvor der heldigvis sjældent fortrydes. Ikke en sen nattesjus, ikke et kuldsejlet projekt eller et par timer i arresten begrædes. På den måde er bogen en forfriskende opgradering af ungdomsbevægelsen i 1960erne. Det var tider, tænker man uvilkårligt. Fuld af de idealister og drømmere, vi i dag kan savne. Men som Jacob Ludvigsen senere selv distancerede sig fra.
Så det er ikke gang i gaden, der mangler i disse erindringer. Men nok et indre drama. Lidt kød og meget mere blod. Hvad kom der ud af at leve livet på kanten, hr. Ludvigsen? Hvilke indsigter blev ført videre fra de psykedeliske opdagelsesrejser, hvilke konsekvenser fik det politisk og personligt, at idealismen ikke slog til eller viste sig at være ligefrem totalitær, da den blev konfronteret med virkeligheden?
Vi ved det ikke. Eller vi får det ikke at vide. For der er ikke noget mønster under mønsteret. Der er teflon på habitten. Undtagen altså til sidst.