Ib Michael: Hjertets hemmeligheder. 220 sider. 300 kroner. Gyldendal.
Først og fremmest bliver man ærgerlig. Ærgerlig over en præget af så meget sjusk og hurtigt udført arbejde; ærgerlig over at Ib Michael tilsyneladende ikke synes, at hans værker har brug for redaktionel sparring.
LÆS OGSÅ: Ib Michael med dobbelt skrue
Hjertets hemmeligheder består af en række tekster, hvoraf nogle tidligere har været trykt (hvilke, hvor og hvornår fremgår ikke), mens andre er nyskrevne. To store tekster er let omskrevne versioner af tidligere trykte forord: Melvilliana (fra Flemming Chr. Nielsens oversættelse af Melvilles roman Pierre eller Flertydighederne, 2003), og Den sidste vilde (fra Marius Hansteens oversættelse af Paul Gauguin: Før og efter, 2000), mens Angsten i Ekelöf er en sammenskrivning af det interview, Ib Michael har givet i Neal Conrads om Ekelöf, Nordens Fyrste, 2011 (og desværre en jammerlig slap omgang).
Disse oplysninger forstår jeg ikke, at læseren skal forholdes. De øvrige tekster fordeler sig mellem barndomserindringer, rejseskildringer, småfilosofiske refleksioner og en form for løse dagsoptegnelser.
Ib Michael er på mange måder en fantastisk forførende skrivekugle, som kan tænde et sandt sprogligt fyrværkeri, mens det kniber mere med at få trukket de store linjer i teksten. Det blusser op, og det fuser ud. Han gør sig mange forestillinger om verdens beskaffenhed. Om spejlinger, dna, det nidimensionale univers, møbiusbånd og karma. For mig er det o.k., at det ikke altid hænger sammen, at det til enhver tid er digterens vilde tanker, der vinder over videnskabsmandens stringens, men det er beskæmmende, når det igen og igen udarter til det værste, højtravende uvederhæftige sludder: Big bang er således No go, sorry, endnu en af de store misforståelser inden for moderne kosmologi.
Michael drømmer om at opnå evnen til at fremskrive en rumtid, hvor alt kan ske, og alle tider er relevante, bevidstheden om at litteraturens univers ikke lever af begrænsninger, men snarere af udvidelser.
Men spørgsmålet er, om man gør det ved overbuddet, de store billeder, skråsikkerheden eller netop ved at gå tættere på kernen? Jeg tror, at Ib Michael selv tænker det første, selv synes jeg, det er det sidste, der lykkes bedst for ham. Når han er fokuseret. Som når han endnu en gang kredser om patriarkens nådesstød over for sønnen på rideturen i skoven, når han skriver sig tæt på Gauguin og hans drøm om det frie liv, der endte så ulykkeligt i druk og syfilis, eller i de helt konkrete rejseskildringer, som når han med en sjælden selvironi punkterer sit eget mislykkede forsøg på at være Robinson Crusoe: Hvor længe var Adam i Paradis? Det kan jeg godt svare på: Ikke engang i tre døgn.
Og det er jo netop det, at han kan, som gør det så forbasket ærgerligt, at han tilsyneladende forblændes af sit eget sludder.
Ib Michael får fremstillet sig selv som den store vismand, jo mindre jeg fatter, jo klogere er jeg, der desværre næsten kvæles i DNV, Dansk normalvirkelighed. Men tekstmæssigt er det ikke DNV, eller hvad vi nu kan finde på, der kvæler noget som helst, men derimod manglen på selvkritik og redigering.