Det dekadente kunstnerliv

I en letløbende roman udstiller Iben Mondrup det utiltalende miljø omkring Kunstakademiet i København

I en letløbende roman udstiller Iben Mondrup det utiltalende miljø omkring Kunstakademiet i København.
I en letløbende roman udstiller Iben Mondrup det utiltalende miljø omkring Kunstakademiet i København.

Straks man begynder at læse Iben Mondrups roman En to tre Justine, gribes man af fortællingens flow.

Det accelererede læsetempo skyldes ikke kun, at romanen består af kortere afsnit på mellem et par linjer og et par sider, men i særdeleshed den hurtige rytme, hvormed sætningerne afløser hinanden.Endvidere bevæger fortællingen sig inden for det genkendelige med hensyn til tid, rum og personer. Man føler sig således vartet godt op, og alligevel virker store dele af romanens stof noget uvedkommende.

LÆS OGSÅ: Passion i en mandeverden

Justine er navnet på den jegfortæller med kunstneriske ambitioner, der på romanens indledende sider har mistet alt. Hendes hus er brændt ned, og i det hus befandt sig alle de nye kunstværker, hun skulle have udstillet på en nært forestående fernisering. Samtidig er hendes kæreste, billedkunstneren Vita, gået fra hende. Den overordnede fortælling er historien om, hvordan Justine erstatter det tabte med et nyt, endnu bedre resultat.

Hvorvidt branden er påsat eller skyldes en ulykke, forbliver en gåde, og undervejs spiller det faktisk ikke den store rolle. Dog antyder romanens allersidste ord, at Justine selv har påsat branden, måske for at komme ud af en fastlåst position, kunstnerisk såvel som menneskeligt. I så fald er jegfortælleren ikke helt så tilforladelig, som man ellers havde vænnet sig til tro. Den svigtende pålidelighed må logisk set have betydning for den resterende fortælling, men hvilken betydning den har, er ikke lige til at sige.

Mellem indledning og afslutning præsenteres vi for Justines omgangskreds forankret i det københavnske Kunstakademi, hvor hun dagligt færdes. Foruden ekskæresten Vita består kredsen af kæresteparret Ane og Torben, der ligeledes er kunstnere, men endnu ikke har fået deres gennembrud og sandsynligvis aldrig får det. De følges ad til fester på akademiet, studierejser og til kollegers ferniseringer.

Akademiets professorer optræder ved festlige lejligheder som drikfældige og troløse, nøjagtig ligesom eleverne gør det. Også Justine tumler sig i kortvarige bekendtskaber, måske for at glemme Vita, der i al fald har glemt og afskrevet hende.

Rent formelt er det en god og velkomponeret roman, Iben Mondrup har skrevet. Når en på trods af den glimrende prosarytme ikke er bedre, skyldes det den let forudsigelige fremstilling af mange ensartede situationer, som blot bekræfter de almindelige fordomme om Kunstakademiet. At konkurrencementalitet og selvoptagethed er, hvad der præger den københavnske kunstnerklub, er hverken nyt eller særligt in-teressant. Hvis en ikke var så velskrevet, ville det være direkte trættende at læse om.

I modsætning til kunstnermiljøets snobberi og kynisme står Justines morfar, der finder en stille fornøjelse vedat male på hobbybasis i sin kælder og rent ud afskyr det forløjede kunstnerliv. Justine deler sådan set morfaderens værdier, men hun vil samtidig gerne have succes på de fine gallerier. Det betyder, at hun må gå en vanskelig balancegang i en verden, hvor netværk betyder næsten alt.