Prøv avisen

Det livgivende under, der holder kærligheden ung

Skulle man samle digtene i en morale, kunne det være denne: Kærligheden fører derhen, hvor livet er. Hvis det lyder patetisk, skyldes det ikke bogen. Den viser bare den vej, der er poetens. Foto: Alfa

Smukke sonetter af Lars Busk Sørensen om den ægteskabelige kærlighed gennem mange år

Forelskelsen opleves som kronisk. Det samme gør kærligheden. Og det er vel at mærke forelskelsen i og kærligheden til den samme.

Sonetterne, som bogen består af, beskriver i glæde og taknemmelighed det ægteskabelige fællesskab gennem mange år i erkendelse af forgængeligheden, men samtidig i bevidstheden om nærkontakt med en virkelighed, der trodser forgængeligheden.

Om kærligheden hedder det, at den er dagligt brød med duft af evighed.

Perspektivet minder os om, at Lars Busk Sørensen er salmedigter. Det mindes vi i øvrigt om flere steder. Antydningsvis. Man kan sige, at det sker ganske diskret. Jeg vil dog hellere sige, at det sker med selvfølgelighedens vægt: Det er, som det er, fordi det ikke kan være anderledes. At digtenes rum også er evangeliets rum, er tydeligt og det er det uden, at det behøver at formuleres direkte.

LÆS OGSÅ: En ikke helt fortabt verden af i går

Skulle man samle digtene i en morale, kunne det være denne: Kærligheden fører derhen, hvor livet er. Hvis det lyder patetisk, skyldes det ikke bogen. Den viser bare den vej, der er poetens.

Kan et under være naturligt? Ja, for kærligheden kan det ifølge Busk Sørensen. Et under er det dog fremdeles. Og stadig er det lidt uvirkeligt for digteren, at pigen, som har gjort mit liv så rigt/ kan jeg gå ud i køkkenet og favne. Med denne sammenstilling af det underfulde og det hverdagslige ser vi begge dele så klart, som vi bør. Virkningen opnås enkelt og fint.

Ellers er Busk Sørensen tilbageholdende med konkrete træk måske udslaget af en bestræbelse på at udlede det almene af det private. Det lykkes. Privat bliver han aldrig. Det behøvede han nu heller ikke at været blevet, selvom han havde tilladt sig flere sansede øjebliksbilleder som modvægt mod det mere abstrakte. Vi får ét i en smuk sekvens, hvor han har fotograferet hustruen, mens hun den første morgen i et nyt år søger de første spæde spor af vintergækker under hækken.

Den ømhed, han ser hende igennem, siger alt det fornødne. Sekvensen er i korthed, hvad hele samlingen er: en inderlig besyngelse af kærligheden, herunder i al stilfærdighed af dens erotiske sider.

Til det smukke i bogen hører digterens aldrig slukkede opmærksomhed over for underet, det livgivende under, der holder den gamle kærlighed ung, så den bevarer den særlige mystik, der sætter den i stand til at gøre det kendte overraskende og nyt. Erfaringen om dette udløses i dette sigende morgen-udsagn: Igen en dag, hvor jeg skal ud at fri!. Ja, ud at fri til underet. Det skal gøres hver dag. Heller ikke et naturligt under skal blive en vane.

Det er digte, der i udtalt grad holder sig til det lyse. En vis enstonighed undgås ikke. Men det er først og fremmest en oplivende bog, fyldt med ømhed, men aldrig på den sentimentale måde.

Lars Busk Sørensens forhold til sonetformen virker ubesværet. Hans sprog er uden falbelader, helt ligetil og dermed i overensstemmelse med den dagligdag, der skildres. Man er ikke i tvivl om, at digteren står inde for hvert ord. Ægthed er et af bogens gode kendetegn.