Når man har fornøjelsen af og ansvaret for at anmelde mange danske debutromaner, er det en særlig glæde at genlæse Knut Hamsuns debutroman, Sult, fra 1890.
Det er næsten ubegribeligt, hvordan det lykkedes Hamsun at skabe en roman, som allerede ved sin fremkomst vakte opsigt, og som i eftertiden regnes for et mesterværk i norsk litteratur og endda ligefrem en fornyelse af verdenslitteraturen.
LÆS OGSÅ: Digtningens pris
På et tidspunkt, da Henrik Ibsen var den ubestridte mester i Norge, dukkede denne unge, fattige mand op og var fræk nok til at kritisere hele den etablerede litteratur.
Ifølge Hamsun skulle den nye litteratur fremstille menneskets indre kaos af dramatiske følelser frem for at præsentere os for typer og skabeloner. Derfor lod han sin første roman være fortalt i en gennemført indre monolog hos et enkelt menneske.
Formen var uhørt. Man kunne tidligere i 1800-tallet finde brudstykker af indre monolog hos forskellige karakterer med det formål at give flere perspektiver på handlingen, men aldrig før var en hel roman skrevet som en indre monolog.
I et brev forklarede Hamsun, at han som kunstner kun agtede at spille på én streng, til gengæld ville han lade denne streng klinge i hundredvis af toner.
Musikalsk betragtet er Sult en mageløs, varieret komposition, der bevæger sig uforudsigeligt fra hulkende længsel og afsavn over boblende glæde og opfindsomhed til overstadig lykke og beruselse. Hvor, hvem og hvornår spiller kun en minimal rolle. Hans navn er os ubekendt, og det er egentlig uden interesse.
Hovedsagen er, at dette individ, denne eksistens, kan give sig til kende for os i al sin nøgenhed. Den indre monolog, kun afbrudt af sporadisk direkte tale, giver læseren det mest intime kendskab til dette menneske.
Intet i hans tanker er skjult for os, alt blotlægges af den nådesløse forfatter.
Hvis der er nogen handling i Sult, så er den, at jeg-fortælleren i lang tid går rundt og sulter i Kristiania, det nuværende Oslo, indtil han en dag rejser væk med et skib. For at holde sulten på afstand tygger han indimellem på gamle høvlspåner. Mad kan maven efterhånden ikke længere tåle. Han søger uden held tilfældige stillinger, og han skriver med begrænset held artikler til avisen.
Redaktøren fortæller ham, at han skriver udmærket, men formaner ham om ikke at lade sig sådan ophidse. Ophidselsen er naturligvis et uundgåeligt resultat af sulten.
Midt i denne gåen frem og tilbage efter alt og intet render han en dag på en yngre, meget køn kvinde, som han straks benævner Ylajali. Et navn, han opfinder til hende. Hun er tiltrukket af den løjerlige mand, indtil hun opdager, at han ikke laver sjov med hende. Han er faktisk et desperat, ludfattigt og drømmende menneske. At ham samtidig er ædel, hjælper ingenting. Det bliver for meget for hende, og hun beder ham gå. Da han afvises, bliver han knust, men kort tid efter er alt igen, som det var, før han mødte hende.
Hvem denne mand var, før vi møder ham, og hvad der skal blive af ham, fortælles ikke. En skæbne har han ikke. I stedet fortælles der mere indgående end nogen andre steder, hvorledes han oplever at være til inden for et begrænset tidsrum. Han er naturligvis et undtagelsesmenneske, en kunstnersjæl, om man vil.
Alligevel er han ingen fremmed. Man forstår ham umiddelbart, og man genkender sig selv i ham. I alt fald dele af sig selv.
På trods af at Hamsuns originale antihelt er mere end hundrede år gammel, er han ikke blevet umoderne eller uaktuel. Det er et af de sikreste tegn på klassikerstatus, når en bog taler til sin samtid og siger sin eftertid noget.
I klummen Genlæst skriver et fast panel om klassikere fra litteraturens verden. Hvis du har en idé til en klassiker, som panelet kan genlæse, så skriv til kultur@k.dk