For os, der stadig har smagen af ordet Jerntæppet i munden, er det godt at tænke på, at der allerede er vokset en hel generation op, for hvem det ord ikke indgår i deres daglige ordforråd, og som formentlig må google det for at forstå, hvad det står for. Det føles befriende i sig selv, at man nu knap et kvart århundrede efter Berlinmurens fald frit kan tale og skrive om et af de tragiske kapitler i Europas nyere historie uden frygt for at blive hængt ud som koldkriger, imperialistisk lakaj og få påduttet alverdens ondeste hensigter.
Med sit monumentale værk Jerntæppet har Anne Applebaum nu givet alle mulighed for at forstå og få sammenhæng i forudsætningerne for den kolde krig, da Jerntæppet gik ned, mørket sænkede sig over Østeuropa, og østeuropæerne blev kastet ud i årtiers undertrykkelse. Det er en rystende beretning. Grundig, alsidig og velfortalt.
Applebaum gør det klart, at hun vil kortlægge totalitarismen, dens mål og midler, for overhovedet at forstå det 20. århundredes historie. Hun bruger de 12 år fra 1944 til 1956 til at dokumentere, hvordan stalinismens kvælergreb om Østeuropa afslørede totalitarismens tænkning og praksis i al sin gru som en tro kopi af det rædselsstyre, Stalin havde rendyrket i Sovjetunionen. I stedet for at tage alle de østeuropæiske lande med i sin gennemgang har hun valgt at fokusere på Polen, Ungarn og Østtyskland ikke på grund af lighederne, men fordi de var så forskellige. Resultatet for alle tre lande var total kontrol og undertrykkelse.
LÆS OGSÅ: Obersten, der ville redde verden
Både tidsrammen og valget af kun de tre lande kan diskuteres, men hvis Applebaums primære hensigt var at afdække totalitarismens sande væsen, lykkes det hende fuldt ud med budskaber og uafrystelige skildringer af terror, menneskeforagt og magtbegær.
Den kommunistiske indoktrinering rakte så langt, at selv i Vesten var det svært at tale direkte og åbent om det kommunistiske tyranni i Østeuropa og Sovjetunionen. Vestens røde og lyserøde medløbere vogtede nidkært over deres ideologiske idoler og kastede sig over alle, der forgreb sig på tabuerne og kritiserede det kommunistiske paradis.
Applebaum har udnyttet det nye frirum og adgangen til hidtil utilgængelige arkiver til systematisk at blotlægge totalitarismens natur, som den kom til udtryk fra krigens slutning til Murens fald. Det er et studie i, hvordan en ideologi bliver formet og udnyttet til at give staten fuld kontrol over alt og alle i samfundslivet for at udvikle sig til et uhyre, der fortærer alt på sin vej.
Applebaum er ikke bare historiker, men også en blændende historiefortæller, der er i stand til at bearbejde en omfattende stofmængde, uden at det på noget tidspunkt kommer til at virke akademisk tørt. Journalisten i Applebaum sørger for at bringe enkelte menneskeskæbner ind i fortællingen i form af dagbogsnotater, interviews og vidneudsagn i en vellykket og ret sjælden balance mellem at skrive historie og fortælle historier.
Bogens første kapitler viser, hvordan samspillet mellem århundredets to største forbrydere, Hitler og Stalin, blev bestemmende for Østeuropas skæbne efter krigen. Østeuropa blev en slags kastebold mellem de to stormagter, der omklamrede dem fra hver sin side.
Molotov-Ribbentroppagten blev et forspil med opdelingen af Polen, Rumænien, Finland og de tre baltiske stater i en sovjetisk og tysk indflydelsessfære. Det gav Stalin en forsmag på, hvordan man kunne udbrede det kommunistiske budskab og udvide det sovjetiske imperium med en blanding af list, magt og vold.
Da Den Røde Hær rullede ind over Østeuropa efter nazisternes hærgen, var vejen banet. Store dele af Østeuropa var blevet jævnet med jorden, byerne lå tilbage som rygende ruiner, og befolkningerne var forpinte, traumatiserede og helt forsvarsløse. Hvis de troede, at Den Røde Hær betød befrielse, fred og tryghed, fandt de meget hurtigt ud af noget helt andet.
De sovjetiske soldater indtog den ene østeuropæiske by efter den anden som vilde horder, der stjal, plyndrede og voldtog, så østeuropæerne oplevede befrielsen som at komme fra asken og i ilden. Drevet af blind hævntørst over for tyskerne og gemen berigelsestrang gik de sovjetiske soldaters bersærkergang på en udmarvet og chokeret civilbefolkning, der intet kunne stille op. Først voldtog soldaterne Østeuropas kvinder og myrdede mange af dem, og siden voldtog sovjetstyret det ene østeuropæiske land efter det andet ved at rippe dem for alt af værdi.
Hvad der var tilbage af industrianlæg, blev rub og stub ført til Sovjetunionen som krigsbytte og kompensation for de sovjetiske tab. Togladninger med biler, kunst, indbo, bøger og alt andet, der repræsenterede en værdi, blev hjembragt til Moskva som trofæer. Armbåndsure blev en mani og et statussymbol for de sovjetiske soldater, der ofte sås med fem-seks ure om håndleddet. Det berømte billede af soldaten, der rejste det sovjetiske flag over Rigsdagsbygningen i Berlin, måtte retoucheres, så man ikke så de mange armbåndsure på soldatens håndled.
Udplyndringen af den østeuropæiske industribase var en del af den officielle sovjetiske politik, mens voldtægterne og udplyndringen af civilbefolkningen blev accepteret og sanktioneret af den sovjetiske ledelse som en naturlig og forståelig reaktion på nazisternes forbrydelser mod den sovjetiske befolkning. Anarki og lovløshed herskede overalt i Østeuropa, hvor tidligere partisaner og modstandsfolk begyndte at bekæmpe russerne og samtidig udnyttede det totale kaos til at kaste sig over deres egen befolkning for at overleve eller få del i rovet.
Den længe ventede befrielse blev til en lang besættelse. Det ene mareridt afløste det andet i en region i totalt sammenbrud. Applebaum dokumenterer, hvordan Den Røde Hærs fremfærd var et forstadium til Sovjetunionens fuldstændige politiske, militære og økonomiske dominans af hele Østeuropa.
Det skete ikke spontant, men var en nøje planlagt strategi, der blev udviklet flere år inden krigens afslutning. Østeuropæiske kommunister blev hjernevasket og oplært i Moskva i det hemmelige politis regi med lige dele af ideologisk indoktrinering og de sovjetiske erfaringer med konspiration, infiltration, vold og undertrykkelse. De skulle være klar til at blive sat ind som sovjetiske marionetter, når tiden var inde. Og det var den, da de østeuropæiske lande lå hen som rygende mareridtslandskaber, hvor det ikke kun var enkelte soldater eller borgere, men hele nationer af desillusionerede og demoraliserede mennesker, der kunne få stillet diagnosen PTSD posttraumatisk stressforstyrrelse.
Østeuropa var plukkemoden, og alle Stalin-dukkerne blev sat ind i de østeuropæiske hovedstæder, ikke assisteret, men styret af sikkerhedstjenester, der var kloner af NKVD, det sovjetiske sikkerhedspoliti. Det blev rygraden i al administration og magtudøvelse i de nye socialistiske lande fuldstændig som i Sovjetunionen.
I mange tilfælde gjorde man ikke en dyd ud af at skjule NKVDs direkte medvirken i styringen af disse lande. NKVD-officererne optrådte ofte som den nye klasse, der tog godt for sig af retterne i Øst-Berlin, Warszawa, Budapest og de andre hovedstæder. Befrierne overtog ubesværet rollen som de nye herskere.
Vestmagternes rolle og holdning i det forløb var i bedste fald tvivlsom. Som regel valgte de at se den anden vej. De havde nok at gøre med genopbygningen efter krigen og med at varetage andre strategiske interesser som for eksempel i USAs tilfælde krigen mod Japan. Trods løfter om det modsatte lod de vestlige demokratier østeuropæerne i stikken. Jerntæppet gik ned. Østeuropa var prisgivet. Vesten accepterede det delte Europa. Millioner af østeuropæere blev dømt til næsten et halvt århundredes ufrihed, fornedrelse og mørke.
Man kan sige, at der ikke er nogen nyheder i Applebaums fremstilling, men som i hendes prisbelønnede værk om Gulag ligger fortjenesten i Jerntæppet først og fremmest i, at hun samler og perspektiverer stoffet og giver sine læsere essensen af totalitarismens væsen og konsekvenser. Det gør hun med bravour til skræk og advarsel for alle, der ligger under for vordende eller eksisterende despoter med totalitære drømme. Bogen er en kraftpræstation, og det skal ikke lægges Anne Applebaum til last, at skrækeksempler i verdenshistorien aldrig har været nok til at hindre gentagelser.