Prøv avisen

En begavet bagatel

Menneskehandel og vold mod medlemmerne i Scientology er blandt de mest alvorlige anklager mod Scientologys øverste leder, David Miscavige. Foto: Linda Kastrup

Claus Damgaard fortolker Søren Kierkegaard i sit eget billede muntert og upålideligt

Claus Damgaard citerer Søren Kierkegaard for, at det i livet gælder om at passe på, når ens stikord kommer. Man kan ikke sige, at Dam-gaard har ladet sig tyrannisere af denne formaning. Snart sagt et hvilket som helst stikord fra Kierkegaard sætter gang i Damgaards associationsmaskine.

LÆS OGSÅ: "Jeg hedder Claus og er Kierkegaard-misbruger"

Forfatteren turnerer med et efter sigende meget succesfuldt Kierkegaard-show, og bogen er et slags spin-off fra forberedelserne: Denne bog er jo egentlig kun tænkt som inspiration! ... det virker for mig når jeg husker at udøve det om det virker for dig? dig om det!.

Damgaard bruger Kierke-gaard til opvisning og til intellektuel møblering af sit eget indre univers. Det er på en gang forfatterens problem og inspiration. Problem, fordi han ikke magter at variere temaet. Men også inspiration, når han rammer plet, som da han kommenterer ordene fra Kærlighedens gerninger om, at opgaven ikke så meget består i at finde den elskede som i at finde den udvalgte elskelig: Jeg må igen og igen finde det elskelige ved den kone, jeg nu engang har ! ...hvis jeg altså har en mens jeg har hende!.

Mig og Søren giver en spøjs og sprudlende skildring af Damgaards liv og udvikling i lyset af citater fra Kierkegaards værk. Det er tydeligt, at Kierkegaard har sat Damgaard på sporet af mange spændende temaer i tilværelsen. Damgaard er imidlertid helt uden forståelse for Kierkegaards kristendom: Jeg tilstræber at undgå ordet Gud i denne her bog, fordi det forekommer mig så belastende. Det er svært for mig at sige eller høre det ord uden på en eller anden måde at tænke kirke og bilde mig ind, at jeg ved, hvad det er, vi taler om. Men når Damgaard negligerer Kierkegaards bundethed til kristendommen, bliver Kierkegaards ærinde udvasket og blødkogt. Kierkegaard kan jo dårligt kaldes andet end en kristelig forfatter. Kristendommen er med fra begyndelsen. Kristendommen er udgangspunktet og ærindet. Og kristendommen er sin egen betingelse i Kierkegaards værk. Men Dam-gaard udraderer, hvad han ikke kan bruge. Og ved sin brug af Kierkegaard karakteriserer han sig selv og karakteriserer dermed en bestemt tilgang til Kierkegaards forfatterskab, hvor man udelukkende tager pejling efter det psykologiske perspektiv.

På den sidste side i bogen bliver Kierkegaard ikke desto mindre citeret for følgende: Du skal gøre det etiske i ethvert øjeblik, og er etisk ansvarligt for ethvert øjeblik, du spilder. Damgaard selv er ikke den, der hejser sproget op til stor faldhøjde, og den lumske følelse af banalitet og gentagelse sniger sig ind undervejs. Når Damgaards bog alligevel ikke er tidsspilde, skyldes det hans betagelse af Kierkegaards forfatterskab og den beredvillighed til at anerkende det geniale, der gennemsyrer gennemgangen. Mig og Søren er derfor en bagatel i Kierkegaard-litteraturen.

Men det er en begavet bagatel.