Med Helle Helles nye roman er Udkantsdanmark igen-igen kommet på det litterære landkort. Denne gang den sjællandske stationsby Glumsø. Nu burde det være endeligt bevist. Koen findes uden for kartonen. Livet vest for Valby Bakke eksisterer faktisk. Og jeg ved det. For jeg har lige været der.
LÆS OGSÅ: Fortvivlelse og skriveri
Så her følger en rigtig succeshistorie fra Danmarks udkant – hvis østjyderne da vil finde sig i en så perifer placering. En succes, der har varet i 10 år, og som bare vokser og vokser. Opskriften er enkel: Tag Horsens, tilsæt en ildsjæl eller tre fra biblioteket, en støttende chef, en god kulturudvalgsformand, et velvilligt erhvervsliv, masser af frivillige og en tæft for, hvad der rører sig. Og nej, det er ikke megakoncerter med Madonna og Paul McCartney, jeg tænker på, selvom det også er godt gået. Men derimod Krimimessen, der i år har jubilæum og aldrig før har haft så meget kæderaslen og vind i tremmerne.
Det hele startede med, at bibliotekar Vibeke Johansen (også kaldet Krimimor) en dag i 2001 ringede til nestoren Bo Tao Michaëlis med en god idé. Tre århusianske forlag, Klim, Modtryk og Hovedland, og de lokale boghandlere bakkede op.
Det blev til en lang søndag (som vist føltes endnu længere!) samme år på Horsens Teater.
Men jyder bliver ved! I 2007 flyttede messen til det nedlagte statsfængsel, hvor det har huseret siden. Og i dag, 10 år senere, er Horsens blevet Nordens krimiby nummer ét med en årlig messe, hvor mere end hundrede forfattere og foredragsholdere fra hele verden optræder, og mange tusinde gæster kigger forbi.
Læg dertil gadeteater, skriveværksted, børnefængsel, musikscene med Johnny Cash a la provinsen, undervisning i 'skurkologi' samt fremvisning af to skønne politihunde. Som selvfølgelig fandt den nedgravede pistol i græsplænen!
Ud over at interviewe to i øvrigt hovedsageligt skønlitterære forfattere var min primære opgave at indsnuse atmosfæren, nyde den kåde forårsluft og med gys besigtige de små nedlagte cellerum.
Og undre mig! For i en tid, hvor andre forfattere lover hinanden tæsk og vand ned ad nakken, var stemningen blandt disse omvandrende opfindere af seriemord, psykopater og torturredskaber usædvanlig fredsommelig. Nærmest uskyldig. I hvert fald i dagslys og nogenlunde ædru tilstand. Der var en ægthed, en uforstilthed, en rå hjertelighed i omgangsformen, som er sjælden at finde hos storebror i Forum.
"Det er lidt ligesom med børnebøger. Vi ved, at vi aldrig kommer med i det fine selskab," forklarer forfatteren Lene Kaaberbøl hen over salatbordet.
"Vi vinder ikke Nobelprisen. Netop derfor behøver vi ikke at puste os op over for hinanden."
Og Bo Tao Michaëlis supplerer: "Hårdkogtheden ligger i bøgerne. Krimimessen i Horsens er jo nærmest en blanding af Andeby og Mahatma Gandhi."
Til gengæld kan man score kassen. Og løbe ind i en bestseller. Det kræmmermarked skal man ikke tage fejl af. Gandhi eller ej.
Men salgstallene må nu klare sig uden mig. Jeg er ikke krimiernes målgruppe. Jeg synes, livet er for kort til at dø i utide, og jeg tænder ikke specielt på pistoler. Ikke med mindre der er en helt særlig sproglig kvalitet til stede. Og det er sjældent, selvom det findes. Jeg interviewede i øvrigt selv en af slagsen.
Men jeg er heller ikke tilhænger af pædagogiske pegefingre og pastoral pessimisme. Og der er et boom her, en litterær strømning, man må tage alvorligt. En muligvis ganske sund folkelig modreaktion på den kunst, som i årevis ikke har interageret med virkeligheden. I øvrigt og sagt i parentes: Det er faktisk ved at vende. Så pas på, krimikonger og dramadronninger! I får konkurrence.
Men bølger har det med at optræde forskudt. Og ser vi bort fra en bizar fokusering på seksuelle ekstremiteter, ligger der i den enorme appetit på krimier sandsynligvis også en længe undertrykt trang til historiefortælling. Til en verdensorden, der (ganske vist bagvendt) moralsk hænger sammen, og til en enfoldig, kronologisk lovmæssighed. Det konkrete problemfelt omkring os er uoverskueligt. Havet stiger. Uligheden vokser. Krisen kradser. Men i krimien kan vi se bæstet i øjnene og sætte det bag lås og slå. I krimien er kaos under kontrol. Livet går fra A til hÅndjern.
Så kernelæser eller ej. Sixpencen af for vovemod og lokale tornadoer. For et ægte og ukrukket møde mellem forfattere og læsere. For nedlagte fængsler, der knager i gitterværket. Og ikke mindst for kulturel selvantændelse! For læser man en krimi den ene dag, kaster man sig måske over Helle Helle en anden.
Er det lettere sagt end gjort? Selvfølgelig er det det. Men Horsens har gjort det.
I denne klumme skriver Kristeligt Dagblads litteraturanmeldere Liselotte Wiemer og Lars Handesten på skift hver lørdag om forbindelserne mellem bøger og eksistens både historisk og aktuelt