Prøv avisen

En frafalden islamist beder om nåde

Foto: BT/Berlingske Media

Ahmed Akkari leverer vigtig indsigt i det islamistiske miljø og fremstår ærlig i sine ønsker om at angre

Der er tale om en omvendelse af de større, og mediedækningen op til dagens udgivelse af Ahmed Akkaris bog har været massiv. Historien om den islamistiske imam, der nu angrer sin kamp mod det danske samfund, er da også bemærkelsesværdig, og med Min afsked med islamismen fremlægger Akkari i samarbejde med journalist Martin Kjær Jensen hele sin historie. Den udgør et både personligt og samfundsmæssigt vidnesbyrd, og i begge henseender er det udbytterig læsning.

Ahmed Akkari blev i 1978 født i Libanon i en velfungerende, ikke religiøst orienteret familie, men da syrerne i 1983 angreb landet, flygtede familien til Nordjylland. Her faldt den lille Ahmed hurtigt til blandt andet takket være en klog far, der ønskede, at hans børn skulle integreres.

Efter et mislykket forsøg på at genoptage livet i Libanon blev Danmark familiens faste hjem, og som 16-årig lod den åndeligt søgende Ahmed Akkari sig hverve til moskéen i Aalborg. Snart blev han indfanget af islamistisk læsning og ikke mindst autoriteternes hævdelse af entydig sandhed.

LÆS OGSÅ:
En frafalden islamists bekendelser

Akkari fandt sit ståsted, og som begavet og veltalende indså han, at moskéen kunne blive hans arena at blomstre i. Skridt for skridt lagde han afstand til både samfundet og sin fars advarsler, mens dyrkelsen af sharia-loven og konflikten mellem det onde vantro Vesten og den islamiske rene lære kom til at overskygge alt.

Resten er historie. Akkari blev en anerkendt imam, og da Morgenavisen Jyllands-Posten i september 2005 bragte 12 satiretegninger af muslimernes profet, Muhammed, indledtes Muhammed-krisen. Akkari var del af den arbejdsgruppe, der gjorde alt for at intensivere krisen ved blandt andet at rejse til Mellemøsten og hidse trosfæller op.

Vi erfarer, at gruppen endog havde kontakt med terrororganisationerne Hamas og Hizbollah, og at dagbladet Politiken med sin kritik af tegningerne og udstrakte hånd til imamerne blev opfattet som en vigtig allieret, der som det eneste danske medie fulgte den dagsorden, vi ønskede.Heller ikke politikere som Uffe Ellemann-Jensen (V) og Niels Helveg Petersen (R), der ønskede forhandling, kunne gennemskue islamisternes dobbeltspil, når disse i offentligheden krævede oprejsning for de krænkede religiøse følelser, mens sandheden var, at konfrontationen var målet i sig selv. Hvilket også får Akkari til at afvise, at det havde ændret noget, om daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) havde taget det berømte møde med de vrede ambassadører.

Meget betegnende skriver Akkari: En islamistisk læresætning siger, at man skal få så meget som muligt ud af en bøjet nakke.

Men én ting er indblikket i Muhammed-krisens maskinrum. Noget andet er Akkaris blotlægning af det islamistiske miljø, hvor virkeligheden bag facaden i en del af landets moskéer og muslimske friskoler fremstår chokerende. Der er ifølge Akkari ofte tale om målrettet antidemokratisk koran-hjernevask forklædt som integrationsivrige foreninger, som velmenende kommuner pøser penge i. Det islamistiske netværk mestrer kunsten at vride penge ud af systemet, og når kommunen anmelder et kontrolbesøg på en muslimsk friskole, skiftes bøgerne ud, imamerne får fri, og børnene instrueres nøje. Danskerne er med Akkaris ord til grin for egne penge, og man bør ikke deltage i debatten om stormoskéer i Danmark uden at læse en passage som denne: De fleste vesterlændinge forbinder formentlig det strenge liv under shariaen med de mørkeste kroge af Afghanistan. Men faktum er, at disse dogmer også spredes fra langt de fleste moskéer i Danmark og gør livet svært for mange unge i det danske samfund. Akkari skønner, at der findes cirka 5000 hårde islamister i landet, men antager desuden at en fjerdedel af danske muslimer er påvirket af islamismen. Og i hans øjne er for eksempel folk som Asmaa Abdol Hamid og Abdul Wahid Pedersen, der ofte er blevet taget på råd angående dialog og sameksistens, dobbelttungede og islamistisk sindede.

LÆS OGSÅ: Forsoning i bogens form

Min afsked med islamismen er bestemt også historien om en skrøbelig sjæl, og efter netop at have læst Åsne Seierstads store bog om Anders Breivik aner man paralleller. Begge beretninger handler om en teenager med maskuline komplekser, der længes efter at triumfere og gradvist finder mening i tanken om voldelig kamp. Ja, så dybt identificerer Akkari sig med islamismens verdensbillede, at han den 11. september 2001 blot fryder sig over, at konfrontationen mellem Vesten og islam omsider er indtrådt. Med denne bog tager han imidlertid konsekvensen af sin vildfarelse, og mens det fortsat undrer, at et så begavet menneske af tryg familie kan træde så skævt, virker Akkaris selverkendelse ægte. Efter Muhammed-krisen overmandes han af dyb lede og tomhed, flakker rastløst rundt, lader sit fjerne ægteskab i Libanon havarere og får job som lærer på Grønland. Her læser han bunker af ikke-islamistisk litteratur og genvinder gradvist den tabte evne til at tvivle. Den har nu bidraget til, at han træder frem med denne bodsgave til Danmark, som hans bog reelt er. Akkari formår her at se egen svaghed i øjnene og gennemføre en selvransagelse, der måske kan bidrage til at bekæmpe kommende tragedier i Danmark. Det er da også selve nationen, Akkari til sidst tiltaler med ordene: Undskyld. Og tak for alt!. Den frafaldne islamist beder om nåde. Om den danske befolkning vil tilgive ham, kan kun tiden vise, for hans brøde er enorm. Men Ahmed Akkari har taget et stort skridt i retning af forsoning ved selv at indse det.