Prøv avisen

En hyldest til den gryende kultur

Leo Tandrup er en mesterlig billedanalytiker. Ikke mange kan få så meget ud af et par øjne som han. – Foto: Nils Rosenvold.

Leo Tandrup tager i nyt pragtværk på over 2000 sider livtag med kulturhistoriens største temaer

Der findes bøger, og så findes der værker. Leo Tandrups Det oprejste menneske hører så afgjort til i den sidste kategori, og ikke kun på grund af sit imponerende ydre format: tre meget store gennemillustrerede bind med tilsammen over 2200 sider. For at noget kan karakteriseres som et værk, må man dog også stille krav om en vis afrundethed og indre sammenhæng krav, som Tandrup i sjælden grad lever op til.

LÆS OGSÅ: Jødernes fortælling gennem 2000 år

Det er fristende, men ville være misvisende, at betegne Det oprejste menneske som en kunsthistorie. Det er ganske vist billederne, der er værkets rygrad. En 700-800 illustrationer kronologisk ­organiseret fra Venus fra ­Willendorf (cirka 22.000 f.Kr.) til den nulevende amerikansk-iranske kunstner Shirin ­Neshat.

Udvalget følger ikke nødvendigvis den sædvanlige kanon, men er på den anden side heller ikke bevidst oprørsk. Hvad der er styrende for billedudvalget, er tydeligt nok, at Tandrup kan bruge de enkelte kunstværker til at vise noget, han finder karakteristisk for en bestemt mentalitet.

Tandrup er egentlig historiker, men Det oprejste menneske er lige så lidt som hans senere værker et typisk historisk værk. I sin indledning undlader han ikke med en vis sarkasme at lægge afstand til den almindelige historikers store interesse for spændende temaer som småskibsfarten på Æbeltoft-bugten 1838-39. Man kan roligt sige, at Tandrup med Det oprejste menneske stiler en hel del højere end dette. Faktisk kan man ikke forestille sig noget historisk anliggende, der er større end det, Tandrup her bevæger sig ud i. Genren er universalhistorien, en lige så filosofisk som historisk og her altså bestemt også kunsthistorisk disciplin, der nok kan beskæftige sig med små ting, men kun for så vidt som de kan bruges som byggesten i en fortolkning af historien i dens allerstørste og bredeste betydning.

Leo Tandrup tilstår at have sit metodiske grundlag fra tre store traditioner: fremskridtstænkningen (det vil sige traditionen fra oplysningstiden), den dialektiske materialisme (det vil sige marxismen) og organismetænkningen.

Dette sidste begreb, organismetænkningen, virker ikke slet så selvfølgeligt som de to andre, men det er så absolut i denne inspiration, at man finder den væsentligste kilde til Tandrups historiesyn.

Bag ordet organismetænkning gemmer sig en særlig europæisk tradition med rødder ikke mindst hos Goethe, men den egentlige fødselshjælper for Tandrups gigantiske projekt er Oswald Spengler, den både populære og (måske derfor) uglesete forfatter til Untergang des Abendlandes (dansk: Vesterlandets undergang) et værk fra 1920erne, der er omtrent lige så megalomant og ambitiøst som Tandrups.

Som Spenglers verdenshistorie har også Tandrups en forkærlighed for det cykliske. Denne verdenshistorie skrider nok fremad, men på en måde, hvor de samme motiver alligevel igen og igen dukker op i nye forklædninger.

Når Tandrup i sin fremstilling af hellenismens fremkomst, efter Alexander den Stores død i 323 f.Kr., beskriver, hvorledes der opstår en international borgerklasse af embedsmænd, kunstnere og videnskabsmænd uden lokale rødder, så består Tandrups spenglerske trick her i, at denne beskrivelse lige så meget er møntet på vor egen tid som på hellenismen.

I det, Spengler kaldte historiens morfologi, gør der sig en samtidighed gældende. Eftersom hellenismen befinder sig på et organisk udviklingstrin, der svarer til vores civilisations stadie, er der en række træk, vi har til-fælles med hellenismen.

Man behøver ikke at være i tvivl om, hvad Tandrup mener om denne udvikling af en global elite, der lever et liv i abstrakt, kosmopolitisk hjemløshed. Han bryder sig ikke om den.

En sådan elite er et udtryk for, at kulturen har udviklet sig til civilisation. Når kulturen mister sin folkelige fundering, når den ikke længere udvikles som en indre organisk sammenhæng, med rødder i sin egen identitet, så bliver den til civilisation, og selvom civilisation nok i en vis forstand er en videreudvikling af kulturen, så er den for Tandrup først og fremmest en forfaldsform.

Civilisationens ydre pragt er for Tandrup før noget andet et tegn på en indre stivnen og et værdimæssigt forfald. Nihilisme er et ord, faktisk snarest et slagord, Tandrup ynder at anvende i denne forbindelse, måske endda så hyppigt og upræcist, at dets indhold bliver temmelig uklart.

Den cykliske historieforståelse opererer altså på én og samme tid med en udvikling og en vis form for gentagelse. Årstidernes skiften er tydeligt grundmodellen for denne tanke, og Tandrup hører, som Goethe og Spengler, her bestemt til dem, der foretrækker foråret frem for sommeren. Kulturen er allersmukkest i sin spæde vorden, hvor den pibler frem, selvbevidst og med stort gåpåmod, men endnu også med et strejf af uskyldighed.

Vi må gå langt tilbage for at finde dette moment i vores kultur, der for længst er degenereret til en manieret civilisation. Med spenglersk sprogbrug kaldes vor kultur for den faustiske kultur, og Tandrup finder et eksemplarisk udtryk for dens fremspiren så langt tilbage som i 1100-tallets romanske katedral i Autun i Bourgogne, hvor han i en fremragende og gennemforelsket analyse finder den nye kulturs gryen.

Den faustiske kultur springer altså ud af kristendommen, men også af overvindelsen af en forudgående kristen tradition, der var underdanig og strengt dualistisk fremhævede jordelivets elendighed. I modsætning hertil vokser en ny kultur frem, der ikke skam­mer sig, hverken ved det jordiske, ved sig selv eller ved mennesket.

Den selvbevidste borger er hovedpersonen i denne kultur dengang som i realiteten stadigvæk. For så vidt er vi nemlig stadig børn af den faustiske kultur, vil Tandrup mene, men den har forvandlet sig til en moderne civilisation og er gledet tilbage i nihilismen. Kulturer opstår af oplevelsen af tomhed og glider, som civilisationer, tilbage i tomheden.

At påpege hvilken rolle Spengler spiller for Tandrup, er på ingen måde at fratage ham originalitet. Spengler er kun leverandør af et inspirerende grundskema, der på fremragende vis binder værket sammen. Denne overordnede ramme gør det muligt, at hvert af værkets 245 kapitler kan fremstå som en lille, afsluttet og i sig selv storslået fortælling, som regel bygget op omkring analysen af et enkelt eller to kunstværker.

Tandrup er en mesterlig billedanalytiker. Ikke mange kan få så meget ud af et par øjne som han. Det er i det fine spil imellem det intense studie af den mindste detalje og dennes indpasning i den allerstørste historiefilosofiske ramme, at værkets egentlige metodiske kup ligger. Tekster spiller til gengæld en beskeden rolle i Tandrups historiefortælling, og det skal man ikke beklage, for det er tydeligt, at Tandrup er bedre til at læse billeder end tekster.

Det er modigt af Tandrup at søge sit fundament hos Spengler, ikke mindst fordi Spengler altid i de højere akademiske cirkler har været anset for indbegrebet af dårlig smag. Trods mange år som lektor ved Aarhus Universitet fastholder Tandrup da også en oppositionel attitude over for disse cirkler.

Brugen af Spengler har oplagt nok brod mod disse elitære kredse, der er indbegrebet af alt, hvad Tandrup ikke bryder sig om ved civilisationen: De er en historieløs, kosmopolitisk elite, fuld af manerer, men uden nogen inderlig kultur.

Det er helt i pagt med grundtonen, når Tandrup lader sit værk munde ud i et polemisk opgør med et af de seneste års uheldigste udtryk for kosmopolitisk elitisme: Bogen Adskillelsens politik af Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksen, der i en bizar blanding af akademi-hovmod og fagligt dilettanteri rettede et frontalangreb mod selve kulturbegrebet. Denne position må nødvendigvis være Leo Tandrups naturlige omend uværdige modstander.

Det er som i Spenglers klassiske værk ikke svært at finde noget at pege fingre ad i Det oprejste menneske. De statsautoriserede revisorer vil så let som ingenting finde regnestykker, der ikke helt går op. Langt de fleste modsigelser har dog en organisk karakter og bidrager egentlig blot til at holde sammen på værkets enhed.

På den ene side er det Tandrups kald at levere en loyalt beskrivende fremstilling af kulturens bevægelser, på den anden side er det subjektivt vurderende til stede i hver eneste sætning, og det kan ikke være anderledes i en , der så tydeligt er skrevet med eros som brændstof.

Fordi Tandrup tydeligt er sig denne spænding bevidst, er det dog yderst sjældent, at den bliver et problem for værket.

På den ene side kan hele værket læses som én stor kritik af liberal oplysningstankegang; på den anden side er Tandrup tydeligt selv dybt forankret i denne tradition. På den ene side er værket gennemsyret af en kulturkonservativ grundstemning, på den anden side knytter han al forhåbning til de sprudlende, progressive øjeblikke i historien.

Derfor søger Tandrup da også at lægge en vis afstand til Spenglers kulturpessimistiske udgang. En civilisations stivnen er altid den grund, der muliggør en fremvoksen af en ny og livskraftig kultur. Også her har Tandrup et ben indenfor og et ben udenfor. Man mærker en dyb instinktiv skepsis over for modernismens kultur, men han forholder sig dog loyalt også over for modernismen.

Jo, Leo Tandrups fremstilling er fuld af indre modsigelser, men det bidrager snarest til værkets kvalitet. I virkeligheden udspringer alle store værker af en kamp med indre modsigelser, og Det oprejste menneske er virkelig et stort værk.

Kristeligt Dagblad bringer i næste uge et interview med Leo Tandrup om værket.