I efterskriftet til "Thyra Frank. Livsglæde & Stjernestunder" fortæller bogens forfatter, journalist Jette Meier Carlsen, om den overvældende oplevelse, det har været for hende at møde lederen af det alternative plejehjem Lotte på Frederiksberg.
Hun havde såmænd ikke behøvet at fortælle det. For indirekte har hun fortalt det på hver eneste af de mange forudgående sider. Og man kan sagtens forstå hende. For også når man "kun" møder Thyra Frank i en bog, giver hun det, som hun har givet Jette Meier Carlsen, nemlig "en indsprøjtning med livsglæde".
Det er overvældende at lære denne "systemstormer" at kende. Hun har – uanset graden af modstand fra forskrækkede embedsmænd – insisteret på sin egen vej gennem regeltyranniet, fornuftens og medmenneskelighedens vej. Ansatte, der ikke behandlede beboerne ordentligt, blev efter Thyra Franks tiltræden som forstander i 1988 med det samme afskediget. Fagforeninger var ingen hindring. Et plejehjem skulle ikke være en institution, men et hjem.
Thyra Franks metoder er uortodokse, men de virker. Livsglæde er sundt. Det har hun og hendes medarbejdere erfaret mange gange. Sovemedicin bruger de ikke på Lotte, til gengæld bestiller de Baileys hjem i kassevis. Ligeledes giver ferieglæder en god, pillefri søvn. Og siden 1989 har beboerferie været en tradition på stedet.
Jette Meier Carlsen er ubrydeligt solidarisk med Thyra Frank og erkender da også i indledningen, at det er den portrætteredes version af historien, vi får. Det vil sige den i den grad positive. Det er det, hun helst vil tale om. Kommentarer til de konflikter og den modstand, der har været fra kolleger og fagfæller, "skal nærmest trækkes ud af hende". Det er fortid nu – hvorfor så beskæftige sig med det? Sådan er Thyra Franks holdning. I dag er der overvejende opbakning til hendes prioriteringer, hun er en efterspurgt foredragsholder både herhjemme og i udlandet – og ridder af Dannebrog.
Det er en bog om hele Thyra Franks liv. Som rimeligt er, hører vi en del om hendes barndom (hun er født i 1952) i Gl. Skørping i Nordjylland. For hun har sin fortid med sig, præget som hun er af sin far, der var førstelærer og kirkesanger. Hans omsorg for de svageste er også hendes. I det hele taget er hun meget præget af sit barndomshjem med dets generøsitet.
En ren succeshistorie er Thyra Franks tilværelse imidlertid ikke. Hun har haft sine nedture. Den alvorligste indtraf, da hendes far døde (hendes mor lever stadig og bor på Lotte) – og da hun måtte affinde sig med, at hun aldrig ville få børn. Hun blev syg, hendes stofskifte kom ud af kontrol, og hun var tæt på at dø. Hun, den ellers så handlekraftige, blev handingslammet. I to år vågnede hun grædende hver morgen. Hendes efterfølgende karakteristiske kommentar er denne: "Det, der i nuet føles som noget af det voldsomste, (kan) være det spark, der bringer én et nyt sted hen i livet."
Det ville være uretfærdigt at betegne bogen som en "helgenkåring". Men den velvilje og indforståethed, der til stadighed strømmer fra forfatteren mod Thyra Frank, medfører alligevel, at portrættet af hende har nogle begrænsninger. Det er meget godt at være positiv, men en bivirkning kan være, at visse sider af sandheden sløres.
For det meste oplever vi Thyra Frank i fuld udfoldelse. Det kan dog blive lidt monotont – i særdeles fordi den rigt illustrerede beretning er bredt ud over hele 336 sider. Jeg savner nogle nuanceskabende dybder.
Jette Meier Carlsen: Thyra Frank. Livsglæde & Stjerne-stunder. 336 sider. 299,95 kroner. Gyldendal.