Prøv avisen

En klog drengebog om kolonitiden

Illustration fra bogen.

Joseph Conrads debutroman i smuk dansk udgivelse

Så klog en drengebog og så drenget en gammel bog! Peter Petersen har illustreret Joseph Conrads debutroman med, hvad der må være akvareller med en uhyre sikker farveholdning, som får Østens tropiske skove til at stå klart for en.

Handlingen får næsten på hver tredje side sin detaljerede illustration, som var det forarbejdet til et filmmanuskript. Det er en ypperlig indsats, næsten som i gamle billedbøger.

LÆS OGSÅ: Vi bliver født, mens vi flyver gennem tiden

Conrads debut Almayers dårskab (1895) foregår i slutningen af 1800-tallet på Borneo. En gammel hvid mand er blevet hængende på sin efterhånden forfaldne handelsstation ved en flod med urskoven lige op til begge bredder. Han drømmer om ekspeditioner ind i landet, hvor han vil finde guld, som vil gøre ham hovedrig, så han kan vende tilbage til Europa og skabe sig en luksuriøs tilværelse for sig selv og sin halvblodsdatter.

Hende har han som eneste barn fået med en indfødt kvinde, og datteren har han sendt på en hvid klosterskole, hvor hun har lært om kristen, europæisk kultur, men også lært at hade den, hvad hun viser, da hun kommer hjem til handelsstationen. Hun forelsker sig i en ung høvdingesøn fra Bali til gamle Almayers store fortvivlelse, for hvad vil hun blive andet end en fjerde hustru hos denne unge mand? Drømmen om at installere hende i Europa må den gamle se gå itu.

På denne måde handler meget af romanen om, hvordan tingene går itu for den gamle hvide mand.

Hans dårskab er netop hans overdrevne forestillinger om sin fremtidige rigdom, der aldrig rigtigt bliver til handlinger, ekspeditioner, som eventuelt kunne skaffe ham den. Der er sump og råd i hans sind, som der er det omkring ham på det lille handelssted. Der er hollændere og englændere, som skiftes til at hævde deres imperiale magt på kanonbåde op ad floden. Og der er Almayer, som handler med krudt til oprørerne, der også gerne brænder det af i hovedet på de imperiale herskere, så Almayer får ballade for sin illegale handel.

Men så er der også kærlighedshistorien mellem datteren Nina og oprøreren Dain, der har sprængt to hvide mænd i luften. Og for at det ikke skal være nok, skaffer Ninas indfødte moder sig guld ved at sælge sig selv til en nærboende fyrste og derefter datteren til den oprørske høvdingesøn. Nina har sine kvaler med den hvide opdragelse, hun har fået, og hun vil tilbage til sit indfødte blod. Der er stof til post-koloniale studier i mange dage.

Dog handler romanen mest om gamle Almayers langsomme opløsning i druk og til sidst opium, da datteren har forladt ham. Men den har hele tiden naturen derude på Borneo med som et akkompagnement. Og det er denne omverdensbeskrivelse, der suger én igennem bogen. Træerne i udkanten af en rydning ser for eksempel sådan ud:

De stod og så ned over det opvoksende planteliv ved deres fødder med den mørke resignation, som kæmper ser sig om med, når de har mistet tiltroen til egen styrke. De ubarmhjertige slyngplanter klyngede sig til de store stammer som svære tove. Man fornemmer den hvide mands opløsning i mødet med disse urkræfter, som han ikke kan beherske. Imperialismen som æder sig selv op indefra på grund af vanvittige dårskaber.

Conrads senere Mørkets hjerte (1902) er foregrebet flere steder. Men som antydet er denne historie om Almayer langt mere kulørt og drengebogsagtig og ikke så stram som det nævnte mesterværk.

Alligevel hænger man på, og ikke mindst på grund af de begejstrede illustrationer, selvom man også undervejs ærgrer sig over den dårlige korrekturlæsning.