En overset brik i dansk kirkehistorie

Engagerende bog af Flemming Kofod-Svendsen om et lidet kendt trossamfund

Flemming Kofod-Svendsen: Lutheranerne på heden. Om Kristelig Lutheransk Trossamfunds historie. 168 sider. 99.95 kroner. Kolon/Forlagsgruppen Lohse.
Flemming Kofod-Svendsen: Lutheranerne på heden. Om Kristelig Lutheransk Trossamfunds historie. 168 sider. 99.95 kroner. Kolon/Forlagsgruppen Lohse. Foto: Biehler Michael.

Hvad er Kristelig Lutheransk Trossamfund? Spørgsmålet stilles uden tvivl på manges vegne. Et udtømmende svar får man af Flemming Kofod-Svendsen i en Lutheranerne på heden. Om Kristelig Lutheransk Trossamfunds historie, skrevet i hans egenskab af ph.d.-stipendiat ved Københavns Universitet.

LÆS OGSÅ: Lys over kulturhistoriske hemmeligheder

Kofod-Svendsen blev opmærksom på trossamfundet i forbindelse med en begravelse, hvor han traf adskillige af dets medlemmer. Meget plads har det angiveligt ikke fået i den nedfældede danske kirkehistorie.

Forfatteren indleder med at karakterisere det som en særlig gren af de gudelige vækkelser og nævner blandt andet dets praktiserede kirke/skole-samarbejde. For ham er der ikke tvivl om, at vi her finder nogle mennesker, der har udvist stor alvor i deres gudsdyrkelse, og samtidig har deres liv været præget af flid og trofasthed i deres jordiske kald. De har ydet et væsentlig bidrag til opbygningen af det velfærdssamfund, som vi kender i dag. Som eksempler henvises til den betydning, som medlemmer af trossamfundet har haft for hedeopdyrkningen og for tekstilindustrien i Herning.

Trossamfundet opståen på Herningegnen ses i sammenhæng med det opgør, der fulgte, da lægprædikanten Peder Larsen Skræppenborg gik over til grundtvigianismen.

Som udgangspunkt havde de involverede intet ønske om at forlade folkekirken, men en nadverstrid med en lokal præst førte ikke desto mindre til, at en gruppe vakte i 1863 blev ekskluderet noget sådant var aldrig hændt før og derefter dannede en frimenighed.

Med betydelig grundighed redegør Flemming Kofod-Svendsen solidarisk dels for Kristelig Lutheransk Trossamfund med tilnavnet Dømmerne og dets holdninger, dels for dets historiske baggrund. Fremstillingen bliver imidlertid aldrig hverken tør eller omstændelig. Kofod-Svendsen er en god formidler og fortæller med et fast og klart sprog, der er uden tilbøjelighed for akademiske snirklerier. Den afgørende forudsætning for, at en er så engagerende, som den er, må dog være hans eget engagement i sagen, uden at han nødvendigvis er ukritisk, men han lader aldrig sine personlige meninger være hovedsagen. For den træder han selv til side.

Grundigheden er ingen hindring for, at en virker koncentreret. Kofod-Svendsen stiller skarpt på det væsentlige. Således på konsekvenserne af det fundamentale synspunkt inden for kredsen, at udøbte børn går fortabt. Den gældende opfattelse dér var desuden, at døbte børn, som fik en kristen oplæring, burde følges med deres forældre til alters. Man mente, at det var i strid med både Bibelen og den lutherske bekendelse at fordre andre betingelser for ret brug af sakramenterne end troen. Derfor kunne man heller ikke acceptere konfirmationen som betingelse for at modtage nadveren.

Da den stedlige biskop afviste, at ukonfirmerede børn kunne gå til alters, besluttede man at gennemføre nadver selv uden medvirken af en ordineret præst.

Bogen slutter med at fortælle om Kristelig Lutheransk Trossamfund i dag, hvor medlemstallet er cirka 110. Da det var størst, var det omtrent dobbelt så stort. Kofod Svendsen beretter om den fornyelse, der er sket, og antyder endvidere en årsag til, at trossamfundet er så lidet kendt, som det er: Med henvisning til, at medlemmerne traditionelt har været mere trygge ved en gammel end ved nye oversættelser af Bibelen og af Luther, vurderer han, at der har været noget tungt over deres gudstjenester samt over den givne kristendomsundervisning.

Han mener, at medlemmerne ikke rigtig har lært at tale om Gud og livet med ham i et naturligt og samtidigt hverdagssprog. Noget, som efter hans opfattelse har været med til at isolere Kristelig Lutheransk Samfund.