Er Charlotte Weitze ikke en smule undervurderet? Er hun i virkeligheden ikke blandt de dygtigste prosaister i dansk litteratur? Sådan tænker jeg uvilkårligt efter at have læst hendes nye roman, der er skrevet i den mest eventyrlige romanprosa. At den netop er eventyrlig, skal forstås i begge ordets betydninger, og at romanen først og fremmest udmærker sig som fortællende prosa, bør understreges.
LÆS OGSÅ: Her har I mig tilbage
Hvor den foregående samling af ligeledes eventyrlige, kortere fortællinger, Det hvide kvarter (2011), kredsede om temaerne parforhold, naboskab og integration inden for forstadskvarterets snævre omkreds, undersøges i den nye roman, Harzen-sanger, relationerne inden for en lille kernefamilie på Vesterbro i København.
På overfladen skriver Charlotte Weitze om en helt almindelig dansk familie; faderen, Niels, interesserer sig for fugle, datteren, Lisa, er en indadvendt teenager, og moderen, Hanna, hvis tanker vi følger, forsøger lettere desperat at holde sammen på ægteskab og familie.
Men lige under overfladen rumsterer eventyrets logik karakteriseret ved, at hverdagslige trivialiteter føres helt ud i ekstremerne.
Niels, der hvert år tager på langvarige ture for at stå med en kikkert, er paradoksalt nok næsten blind, mens Hanna helt mister stemmen, da Niels forlader hende, hvorpå hun med noget besvær meddeler sig skriftligt på små post it-lapper.
Tidligere, da Hanna og Niels mødte hinanden, havde Hanna en sangstemme af den anden verden, som dels kunne tiltrække unge mænds hjerter, hvilket måske ikke er så uforklarligt, dels tiltrak naturens dyr og fugle. Hannas stemme var efter hendes egen opfattelse af guddommelig art. Hvis den ikke gav tilhørerne evigt liv, nedsatte den i al fald deres aldring, hvilket romanen mod slutningen bekræfter!
Titlen Harzen-sanger spiller på dobbeltbetydningen af sangfuglen Harzen-sanger som efter mine oplysninger er opdigtet og så Hanna, der under en rejse til Harzen opdagede sin egen sangstemmes kraft. Man mærker her tydeligt forfatterens søgen efter en forståelse af kunstens kraft og væsen.
Et lige så væsentligt tema i romanen er en mors tab af sit barn. Kort efter at Lisa er fyldt 15 år og dermed næsten er så gammel som Hanna, da hun blev gravid med hende, forsvinder hun en dag sporløst. Hanna indleder en eftersøgning, hvorom det symbolsk hedder: Det er svært at lede efter noget dyrebart. Tænk, hvis man opdager, at det aldrig kommer tilbage. I eksistentiel forstand kan datterens forsvinden læses som, at hun nu er blevet så meget sig selv, at moderen har ikke længere har hende for sig selv. Datteren er med tanke på faderens interesse for fugle fløjet fra reden.
Skal man ytre et lille forbehold over for Charlotte Weitzes ellers uimodståelige romanprosa, er det, at romanen som helhed er lidt deform. Handlingen slår nogle gevaldige kolbøtter undervejs, måske har forfatteren ikke rigtig kunnet beslutte sig til, hvordan det skulle gå med eftersøgningen, hvorfor slutningen virker noget abrupt.