Karsten Nissen er biskop over Viborg Stift
Der er dage, da jeg ville ønske, at jeg kunne udviske alle de rædsler af mit sind, som jeg har været vidne til.
Sådan beskriver Desmond Tutu sine erfaringer som formand for Sydafrikas Sandhedskommission, som efter apartheidregimets fald skulle give alle sydafrikanere sorte, farvede og hvide muligheden for en ny start. Den menneskelige lidelse og de mange overgreb, som fandt sted under apartheid i Sydafrika, danner baggrund for de overvejelser om tilgivelsens nødvendighed, som er den røde tråd i Desmond og Mpho Tutus Tilgivelsens bog, der udkommer i dag på Kristeligt Dagblads Forlag i Birger Pettersons oversættelse.
Desuden øser både Desmond og datteren Mpho Tutu af personlige oplevelser og erfaringer, ligesom en række navngivne personer fortæller om deres vej til et nyt liv igennem tilgivelse. Bogen tager således afsæt i en grum virkelighed, men det er en bog med teologisk dybde og relevans for alle. Når personer som Lynn og Dan Wagner fortæller om den tragedie, der ramte dem, da de mistede deres to døtre Mandie og Carrie, bliver tilgivelsen skærende konkret. Lisa, en kvinde, som var beruset og påvirket af kokain og metamfetamin, torpederede deres bil, og de to døtre blev dræbt. Lisa fik en lang fængselsdom, men Lynn og Dan Wagner tog kontakt til Lisa, fordi de ville tilgive hende. I dag holder de tre foredrag sammen om tilgivelsen.
Om Nelson Mandela siger Desmond Tutu, at han altid svarer nej, når mennesker siger til ham, hvilket spild det var, at Mandela tilbragte 27 år i fængsel:
Det tog ham 27 år at blive forvandlet fra en vred, uforsonlig, ung, yderliggående aktivist til et ikon for forsoning, tilgivelse og ære, som kunne lede et land tilbage fra randen af borgerkrig og selvdestruktion.
LÆS OGSÅ: Desmond Tutu: Tilgiv dem der gør dig ondt
Man kan drive både deduktiv og induktiv teologi. Deduktiv teologi begynder i det normative og principielle Bibelen, bekendelsen og dogmerne og udleder heraf en række almene og aktuelle teologiske sandheder. Induktiv teologi begynder i det almene menneskelige erfaringer samt historiske begivenheder og aktuelle kendsgerninger og udleder heraf teologiske principper og normer.
Tilgivelsens bog driver induktiv teologi og sætter dermed troen på og læren om syndernes forladelse ind i en dynamisk sammenhæng. Bogen er båret af en sjælesørgerisk omsorg for det enkelte menneske, idet forfatterne insisterer på, at tilgivelsen er den eneste vej til helbredelse og fred.
Undertitlen er Fire skridt til forsoning med dig selv og verden, og bogens omdrejningspunkt er den firefoldige vej: 1) om at fortælle historien, 2) om at sætte ord på smerten, 3) om at tilgive, 4) om at forny forholdet eller gøre dig fri.
Bogen rummer også bønner og meditative øvelser. Det gøres fra begyndelsen klart, hvad tilgivelse ikke er. Tilgivelse er ikke svaghed, tilgivelse undergraver ikke retfærdigheden, tilgivelse er ikke det samme som at glemme, og tilgivelse er ikke let. Men tilgivelsen er den eneste vej til helbredelse og fred, både for den, der har brug for at blive tilgivet, og for den, der tilgiver.
Bogens stærke understregning af, at tilgivelse kan give fred for den, der tilgiver, også når den, der har gjort fortræd, ikke angrer eller beder om tilgivelse, gør indtryk i lyset af forfatternes personlige erfaringer. Jesu bøn for sine bødler: Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!, bliver her et stærkt omdrejningspunkt og sætter de konkrete eksempler ind i en dyb trosmæssig og teologisk sammenhæng.
Bogen har relevans for alle, også dem, der ikke har så stærke personlige erfaringer om vold og overgreb som de to forfattere. I et af bogens sidste afsnit tales der om selvtilgivelse. På baggrund af forskeren Brené Browns definition af skyld som den følelse, at jeg har gjort noget ondt, og skam som den følelse, at jeg er ond, skildres selvtilgivelsens proces. Skyld i relationen til andre mennesker kan løses ved, at vi gør noget: siger undskyld, yder en godtgørelse og erkender den smerte, vi har forårsaget.
Med skam forholder det sig anderledes, idet skam ofte er en skjult følelse, der kan have en lammende kraft, der adskiller os selv fra verden og medmennesket. Klogt og med sjælesørgerisk dybde anvises en vej til at gøre op med skammen og dermed nå frem til en ægte tilgivelse af sig selv.
Det er muligt, at nogle vil finde de meditative og praktiske øvelser fremmedartede, men også uden disse øvelser kan man finde stor hjælp i bogen. Med baggrund i en klassisk evangelisk-luthersk kristendomsforståelse vil man måske også savne en understregning af Guds uendelige nåde som tilgivelsens egentlige kilde. Men igennem alle bogens 243 sider er netop Guds nåde den understrøm, uden hvilken man ikke vil kunne fatte dybden i den firefoldige vej. Dette gælder ikke mindst forfatternes stædige fastholden ved, at alt kan tilgives, og deres beskrivelse af vores fælles menneskelighed:
Tilgivelse er i sandhed den nåde, hvorved vi gør det muligt for et andet menneske at rejse sig med værdighed og begynde på ny.
Tilgivelsens bog anbefales til enhver, som ønsker at blive klogere på, hvordan vi når frem til et liv med helbredelse og fred og til en verden af tilgivelse.