Kaspar Kaum Bonnéns "Skabelse" tilhører den sjældne kategori inden for moderne litteratur, der kan kaldes et åbent og encyklopædisk værk. I det nye årtusind har man af danske værker nok kun set to sådanne, nemlig Klaus Høecks "In Nomine" fra 2001 og Niels Lyngsøs "Morfeus" fra 2004.
Det encyklopædiske peger på, at værket omhandler stort set alt i tilværelsen, og at man satser på at sammensmelte de mest forskellige emner, holdninger, stilarter og genrer. Tilsvarende dækker begrebet "det åbne værk", der blev lanceret af Umberto Eco i 1962, en forestilling om et værk, som læseren frit kan vælge sin vej igennem, og som i sit udtryk og sit indhold har en uudtømmelig mangetydighed.
Bonnéns "Skabelser" er struktureret i seks forskellige spor med vidt forskellige teksttyper, som forløber parallelt igennem værkets 276 tætskrevne sider. Resultatet er et betydningsmættet, labyrintisk og på mange måder fascinerende stykke litteratur. Men faren i intentionen om at spænde over alt er dog også, at værket kan få et lidt substansløst og flagrende præg. Denne medfødte sygdom er dog ikke voldsomt synlig i Bonnéns værk.
I bogens seks spor optræder følgende teksttyper: Et spor rummer 60 haiku og 60 kortere digte, der afspejler henholdsvis sekunderne i et minut og minutterne i en time. Et andet spor rummer 24 sonetter som billede på døgnets timer. Et tredje spor indeholder syv langdigte, hvilket korresponderer med ugens dage. Et fjerde spor består af 50 genfortalte skabelsesberetninger fra forskellige kulturer. Et femte spor rummer 13 lange biografiske prosatekster. Et syvende er et lille leksikon med forfatterens definitioner på en række begreber.
Gevinsten ved Bonnéns åbne komposition er, at der ofte opstår en interessant synergi, når en håndfuld af tekstsporene, der alle har vidt forskellige typografier, stilarter, genrer, emner og tilgange til verden, optræder på den samme dobbeltside.
Vi springer således fra den hudløse selvbiografiske beretning om en barndom med en psykisk syg mor til en nørdet intellektuel stil i leksikonopslagene og videre til prægnant sansning i haiku-digtene. Der springer på denne vis gnister mellem afsnittene, når læserens opmærksomhed glider fra en religiøs skabelsesberetning til en beskrivelse af skabelsen som en psykologisk eksistentiel størrelse, hvor det fortælles, hvordan barndommens traumer kan være bestemmende for den kreative udfoldelse som en overlevelsesmekanisme.
Det skal grundlæggende siges, at der er særdeles mange gode tekster i "Skabelse". Blandt de bedste er en række på en gang selvironiske og samfundskritiske kortdigte, blandt hvilke vi møder den følgende salve:
"Vi elsker hinandens overflader./ Det er der vel ingen tvivl om./ Jeg bryder mig i hvert fald ikke om/ at se dit blod eller din angst./ Tag et plaster på, spis nogle antidepressive piller./ Tag dig dog sammen!/ Så jeg kan krybe over din hud som en panter,/ nyde landskabet som den kunstner, jeg er."
I enkelte tilfælde slipper Bonnén dog ikke helt godt fra det digteriske håndværk. Især burde han have undladt at kaste sig ud i sonetgenren, idet resultatet er blevet ufrivilligt komisk på grund af en rigid rimtvang og en diktion med luftige abstraktioner og monoton patos.
At der er kiksere i Kaspar Kaum Bonnéns enorme tekstkorpus, skal dog på ingen måde fjerne fokus fra, at der er tale om et poetisk værk, der ikke bare har et ambitiøst og vidtfavnende koncept, men som også har æstetisk slagkraft og eksistentiel tyngde til at engagere og fascinere sin læser.
Kaspar Kaum Bonnén: Skabelser. 274 sider. 299 kroner. Forlaget Arena.