Ensom blandt mennesker

I sin nye, smukke og rolige roman viser Jens Christian Grøndahl sig som en sand arvtager til Albert Camus og den franske eksistentialisme

Jens Christian Grøndahl er aktuel med en roman, der roligt tager arven op efter Camus og den franske eksistentialisme
Jens Christian Grøndahl er aktuel med en roman, der roligt tager arven op efter Camus og den franske eksistentialisme. Foto: Marianne Grøndahl Denmark.

Titlen på Jens Christian Grøndahls nye roman er Før vi siger farvel, og det må siges at være en meget træffende titel. Vi befinder os nemlig hos Grøndahl blandt mennesker, der har svært ved at knytte varige forbindelser. Der skal siges farvel før eller siden. Og som regel er det før. Ikke mindst begæret og tilfældet spiller en rolle. Til dødens adskillelse kommer man sjældent.

LÆS OGSÅ: Ud af jegets enecelle

Grøndahls gæld til de franske eksistentialister fra 1950erne er i denne roman meget åbenlys. Det er Camus, overført på nutidens mennesker og deres livsstil. Mennesket er fundamentalt alene. Det kan kæmpe for at skabe mening og knytte bånd til andre, men det er på en måde frugtesløst. Absurditet og meningsløshed følger hele tiden disse livsudkast som uheldssvangre skygger.

Romanens hovedperson, Barbara, forlagsredaktør og 36 år, inkarnerer ensomheden. Hun er adoptivbarn fra Calcutta, kender ikke sine forældre, der efterlod hende som spæd en morgen på en bro i den pulserende storby. Hendes danske adoptivforældre er blevet skilt for længst, og mere eller mindre tilfældigt bliver hun kæreste med den langt ældre fotograf Marcus. Hvor Barbara repræsenterer ensomheden som vilkår, har Marcus valgt den som livsstil. Han er skilt fra kone og børn og befinder sig helst på evig rejse til verdens brændpunkter. Han er tilskuer til livet og har det bedst, når tilværelsen er noget, han skal prøve at fange i sin kameralinse. Og livet som et sammenhængende projekt i tid har han for længst opgivet.

Tilsyneladende passer de to uforankrede mennesker godt til hinanden, men Marcus vælger alligevel at støde Barbara fra sig. Han plages af aldersforskellen, og i hans lidt kuldslåede livsfilosofi, hvor livet ikke har nogen anden mening end det biologiske imperativ at give det videre, er han overbevist om, at Barbara ikke på længere sigt kan acceptere ikke at få børn.

Barbara må således se sig kastet ud på dybt vand, men er ikke uden muligheder. I denne verden, hvor ethvert forhold og familieliv kun gælder indtil videre, er der flere mænd, der pludselig og umotiveret ser Barbara som det skæbnemoment, der skal forandre alt for dem. Men den hopper hun ikke på. I forbindelse med et forlagsprojekt, hvor hun skal redigere en interview med en aldrende dansk filmdiva og tidligere sexbombe, kommer hun med denne svada:

Personerne springer jo på hinanden for et godt ord. De mødes, de boller, og så er der så at sige skabt kendsgerninger på landjorden. Så river de alt op med rode og flytter igen. Det er jo forrykt, så meget de mennesker har lagt i sex. Hvis muligheden er der, så boller man. Man forandrer alt, fordi man kan, og beplanter bombekrateret med følelser bagefter. Mening! Hvor nødvendigt det var. Hvor stor kærligheden er denne gang. Selvfølgelig altid større end sidst!.

Barbara vil ikke indlade sig med begærets karrusel. Hun er som Sisyfos hos Camus. Hun har indset, at det hele er meningsløst, men hun triller alligevel troligt klippeblokken op ad bjerget. Som i denne lille dialog, hvor hun vil have Marcus tilbage:

Drop det, Barbara. Jeg er en udbrændt gammel stodder. Du er min udbrændte stodder. Ikke mere da. Beklager, men jeg har ikke andre.

I en om filmdivaen går det så stærkt ud ad begærets vildveje, at personerne selv i de ømme scener ligner sprællemænd på speed. I Grøndahls er tempoet sat ned. Vi er i de bedre kredse, hvor man for længst har fundet sin foretrukne landsby i Toscana, som det hedder med stilfærdig satire. Her læner personerne sig bare ligesom lidt ud af det billede, som deres perfekte liv tegner. På jagt efter noget andet og mere, som partout skal have med kærligheden at gøre.

Barbara er den, der har sat tempoet allermest ned. Hun vil ikke absolut finde sin oprindelse og sine forældre i Calcutta. Hun lever alene meget af tiden. Hun er sikker på, at de forelskede mænd nok skal finde en anden skæbne et par måneder efter, at de insisterede på, at hun (så mørk og eksotisk anderledes) var deres skæbne. Men Marcus antastede hende jo også i sin tid på en helt tilfældig og umotiveret, insisterende måde. Er hun ikke selv ude i det samme ærinde som alle andre? At prøve at forvandle begærets tilfældighed til kærlighedens nødvendighed?

Forskellen er hårfin på de alvorlige og de ualvorlige. Også i det stykke er Grøndahl eksistentialist. Måske er kærligheden til at kende. Måske er den bare noget, man vælger, fordi man skal have noget at kende sig selv i.

Grøndahl skriver så roligt, smukt og klogt. Det er en lise at læse ham. Han tager sig god tid til også at folde sidehistorier ud. Der sker ikke alverden. Vi skal ikke nogle bestemte steder hen. En slags håbefuld slutning får vi dog.

Og det er godt, for den risiko, der lurer på Grøndahls sikre stil og eksistentialismens overlegne desillusion, er fornemmelsen af monotoni, at romanen i princippet bare kunne blive ved og ved, i nye arabesker af mennesker, møder, begær og brud. Heldigvis slutter den. Og heldigvis er den god, så længe den varer.