Prøv avisen

Er gåden større end sandheden?

Brevene giver Joakim Garff en enestående mulighed for at oplyse det mørke, der har omgivet historien om Søren Kierkegaard og Regine Olsen. – Foto: .

MED BOG-UDDRAG: Der er masser af nyheder i Joakim Garffs bog om Kierkegaards Regine, som er baseret på hidtil ukendte breve. Men der er ikke stof nok til så stort et værk

Forhistorien er næsten lige så usandsynlig, som den er sand. Efter et foredrag på Lolland i 1996 sætter et ældre ægtepar sig ved Kierkegaard-forskeren Joakim Garffs kaffebord og kommer med et tilbud, man dårligt kan sige nej til.

Kvinden, der viser sig at være barnebarn af Regine Olsens storesøster Cornelia, fortæller, at hun er i besiddelse af en papkasse med flere end 100 breve, udvekslet mellem de to søstre, hovedsageligt under Regines ophold i Sankt Croix i årene 1855-1860.

LÆS OGSÅ:
Så englene synger

Og ja, det er dén Regine! Den snart 200-årige Kierkegaards korttidsforlovede og evigt elskede, kvinden, der optræder overalt i hans værk, skjult (mest) og åbenlyst, kvinden, der efter mesterens død får testamenteret alt hans jordiske gods (men dog takker nej til det meste, undtagen de personlige breve og gaver), og som i dag ligger ved sin ægtemand, Johan Frederik Schlegels, side på Assistens Kirkegård, kun få skridt fra sin ungdoms elskede. Og ikke mindst: kvinden, vi næsten intet ved om, bortset fra alt det, der glimrer i hendes fravær.

Om Garff vil læse dem?

Nærværende udgivelse er svaret. Gennem de stakkede breve får Joakim Garff kort efter bogstaveligt talt et lille guldæg og en historisk lommelygte ind ad døren. En enestående mulighed for at oplyse det mørke, der siden den korte forlovelse i 1840 Regine er da bare 18 år har omgivet kvinden bag manden, der ændrede tænkningens historie.

Regines gåde er en uhyre omhyggelig gennemgang af det nye kildemateriale, kombineret med historiske kommentarer, dagbogsblade, uddrag fra Kierkegaards forfatterskab samt andre tekststykker, vi kender i forvejen.

Jeg har aldrig digtet oven på kendsgerningerne, endsige imod dem, konstaterer Joakim Garff i forordet.

Det er der andre, der har. Man påstod ligefrem for godt 10 år siden at have fundet Regines dagbøger. Et falsum, naturligvis.

Men et er kendsgerninger. Noget andet den fortolkning, der ligger i selve det at vælge fokus. Skåret firkantet ud kan man sige, at hvor romanaktuelle Peter Tudvad fokuserer på det teologiske, den åndelige dimension, så at sige, da vælger Joakim Garff, ganske som i sin tidligere Kierkegaard-biografi, SAK, at gå hjertets vej. Det er her, det brænder og brænder på. For hvad var den gådefulde forbindelse mellem de to, der var forlovede i bare 13 måneder, men som tilsyneladende havde en uudtalt pagt livet ud. Også i de næsten 50 år, hun overlevede ham.

Der er ingen tvivl: I verden ifølge Garff kan den platoniske udsættelse om muligt være endnu stærkere end erotisk opfyldelse!

Men tilbage til det faktuelt nye i historien: brevene og kvinden bag den lille mands hatteskygge. Får vi tegnet et mere nuanceret billede i denne omfangsrige bog? Naturligvis gør vi det. Vi forstår hvilken lidenskabelig og frimodig kvinde Regine også har været. Vi opdager, hvor meget hun keder sig under conversationens Trædemølle som guvernørfrue i Dansk Vestindien. Vi hører, hvor lidt spræl der er ved Frits og mig. Og i et brev til Cornelia efter rejsen til Sankt Croix i 1955 beskriver hun den fuldkommen aandelige Ligegyldighed, for ikke at sige Død der herskede i mit Hjerte.

Med god grund gætter Garff på, at rejsen til den anden side af jorden måske var et desperat forsøg fra ægtemandens side på at adskille de to. Et umuligt projekt, selvfølgelig, hvilket vi ved fra alverdens romantiske kærlighedshistorier, som Garff ikke er bleg for at sammenligne med. Regine var livet igennem BÅDE Schlegels hustru og Kirkegaards forlovede, konkluderer han.

Regine nævnte aldrig selv Kierkegaard ved navn i sine breve til den betroede søster. Ikke engang da han dør, og hun modtager den pakke med skrifter, der skal opklare så meget om kærlighedens væsen og uvæsen. Denne tavshed skyldes muligvis det helt konkrete, at ægtemanden læste med. Men mere subtilt kan det også fortælle os, at sandheden altid vil findes i rummet mellem ordene. I en af bogens vigtigste pointer konkluderer Garff således, at ligesom Kierkegaard indskriver Regine i myten, bliver myten også skrevet ind i Regine. Hun smelter ind i sin egen gåde. Hun er selv en meddigter, muligvis endda højst bevidst.

Spørgsmålet er da, nu hvor Regine for første gang får mund og mæle, hvad der er stærkest, ord eller tavshed?

Lad mig slå fast med syvtommersøm, at Joakim Garffs italesættelse og systematisering er af stor betydning. Og at arbejdet med de ukendte breve har været de rigtige hænder betroet. Alligevel sidder man som læser tilbage med en lidt mat fornemmelse. For faktum er, at det nye stof helt enkelt ikke kan fylde de næsten 500 sider, der ligesom på forhånd synes afsat til bogen. Og at værket derfor kittes sammen med den ene sidesløjfe og vage antydning efter den anden: vi ved det ikke, det må man tænke sig til, udelukkes kan det imidlertid heller ikke og så videre og så videre.

Man ihukommer (for nu at bruge den Kierkegaardske sprogtone, Garff tydeligvis har taget til sig), at redelighed desværre ofte betales med kedelighed. Hvorved gåden jo i værste fald ikke bliver løst, men opløst.

Jeg tror, jeg ville have foretrukket lidt mere meddigterisk schwung. Eller alternativt: mere præcision og knastørt ørkensand mellem tænderne.

Enten-eller. Læs interview med Joakim Garff i Bøger&Kultur på lørdag.

LÆS UDDRAG AF BOGEN GRATIS NEDENFOR