Er småt godt? Eller for småt?

Med et klart blik for drengesindet giver Anders Jørgen Mogensen os sine minimale tekster, der er lige ved at tilte over i det rene ingenting.

Der er noget i Anders Jørgen Mogensens bambiagtige stil, der bliver hængende. En insisteren på sig selv og på bæredygtigheden i detaljen.
Der er noget i Anders Jørgen Mogensens bambiagtige stil, der bliver hængende. En insisteren på sig selv og på bæredygtigheden i detaljen. Foto: Henrik Pyndt Sørensen.

Jeg er ikke mig selv af musiker og forfatter til sin nu femte bog Anders Jørgen Mogensen er en af de spinkleste udgivelser, jeg længe har læst. Bogen består af korte, papirtynde tekster om mikroskopiske bevægelser i en lille, i grunden helt almindelig drengetilværelse med mor og far og storebror, en hund, der hedder Blacky, skole og kammerater og (lidt senere) kærester og dertil en opdigtet grøn ven, der hedder FUK alt fordelt på små 120 sider. Noget nyt under solen? Næh.

LÆS OGSÅ: Kampen om de danske salmer

Det er så spinkelt, så småt, så enkelt og banalt, så sprogligt uprætentiøst og glitterløst ja, indimellem ligefrem ubehjælpsomt, når udtryk som det kan også gøre lige meget eller flagermuse lander på papiret at man i første omgang undrer sig over, at det har fundet vej gennem den hårdt trængte forlagsjungle. Sådanne tekster kunne være udgivet i overflodstider for 10 eller 20 år siden. Men i dag?

Og så alligevel. Der er noget i Anders Jørgen Mogensens bambiagtige stil, der bliver hængende. En insisteren på sig selv og på bæredygtigheden i detaljen. En sans for det utildækkede drengeblik. Dette er nok, synes forfatteren at prikke os på skulderen jeg giver jer hele verden på et knappenålshoved.

Titlen Jeg er ikke mig selv spiller på den uvirkelighed, der ofte knytter sig til erindringer. Er det nu sandt, og er det nu mig? Således indledes den første historie med en løgn eller bare en erindringsforskydning. Med lidt god vilje kan man derfor se teksterne som et led i den række af udgivelser, der for tiden leger i netop grænselandet mellem fiktion og sandhed.

Men det er nu i den næsten uskyldige vilje til sandhed (forskudt eller ej), at disse tekster rejser sig og trods alle odds griber om struben. Ikke ved udspekulerede fiktionaliteter, men gennem den voksne mands barneøjne, der nok frasorterer, men dog lukker det hele ind. På den måde får man som læser et forførende nyvasket blik ind i et drengesind fra 1980erne: hans mavefornemmelser, hans vilde glæde ved Batman og pommes frites, hans ofte helt ubegrundede angst, hans lyde, hans kvalme, hans bulende underbukser, hans første erotiske oplevelser, hans forskrækkelse (hænger der altid en snor?), hans rørende skrøbelighed, hvor vandet står i øjnene og opkastet i wc kummen ved den mindste ydre påvirkning. Og endelig bøjlen på de tænder, der bare bliver ved med at stritte.

Dreng og dådyr i en og samme person.

Sådan kan lidt have sin ret. Men faretruende tæt på for lidt.