Der er sket meget med barn- og ungdommen i de sidste cirka 100 år. Som på så mange andre områder af vores samfundsliv er det gået utrolig stærkt.
Det 20. århundrede blev blandt andet indledt med den berømte svenske pædagog Ellen Keys (1849-1926) lige så berømte som profetiske bog Barnets århundrede fra år 1900. Med den indvarsledes et helt nyt og forstærket fokus på børns og forældres livsvilkår, som med en målrettet indsats skulle forbedres markant. En god barndom er en forudsætning for et godt liv. Her ved indgangen til det 21. århundrede er det derfor berettiget at spørge: Hvordan er det så gået?
Ifølge pensioneret professor i socialpsykologi og tidligere formand for Børnerådet Per Schultz Jørgensen (født 1933) både op og ned endda med en aktuel fare for, at de landvindinger, som trods alt er vundet for børns og unges vilkår i sidste halvdel af det 20. århundrede, nu er ved at blive sat over styr i den moderne konkurrencestats hæsblæsende jagt på målbare resultater af Schultz Jørgensen polemisk og indigneret sammenfattet under overskriften Fra barndom til faktura.
I en ny bog Styrk dit barns karakter et forsvar for børn, barndom og karakterdannelse, slår han til lyd for en genintroduktion af dannelsesbegrebet, som nu allerede har cirkuleret blandt pædagogiske teoretikere i nogen tid, men som man i 1960er- og 1970ernes stærkt politiserede pædagogiske miljø mente var et for længst tilbagelagt stadium fra den hedengangne borgerlige kultur.
Det er det ikke, men har efter det kolossale opbrud i familiestrukturerne fra slutningen af 1960erne og op gennem 1970erne fået fornyet aktualitet, idet megen af den karakterdannelse (læs: opdragelse), som tidligere havde sit naturlige udgangspunkt i hjemmet, nu er blevet hjemløst. Barndommen blev massivt institutionaliseret samtidig med at individualiseringen sætter både tidligere og mere markant ind i børns og unges udvikling.
LÆS OGSÅ: Babelsk forvirring på nordisk
Efter mange års fokus på børn og unges viden og kundskaber melder spørgsmålet sig: Hvad med udviklingen og dannelsen som menneske slet og ret? Hvordan opøver man blandt forældre, i daginstitutioner, skoler, SFOer og fritidsklubber et indre selvværd, en robusthed, selvstændighed og modenhed hos barnet og den unge, som gør dem i stand til at færdes i et samfund, der forandres hele tiden, uden at de bliver løbet over ende og mister grebet om sig selv og deres personlige integritet?
Det gør vi ved at sætte fokus på at styrke børn og unges karakterdannelse, anfører forfatteren:
Vi skal hjælpe børn til at finde retning, mening og målestok ved at styrke deres karakter. Det betyder skridt for skridt at give dem en erfaring med egen styring og tro på, at de har et ansvar og klarer det pres, de kommer ud for.
Børn og unge skal med andre ord styrkes i en sund, afbalanceret tro på deres egne indre ressourcer og deres selvværd, som derpå bliver den tilnærmelsesvist faste kerne, hvori barnet og den unge, også som voksen, kan bevare både selvrespekten og modstandskraften. For langt de fleste voksne betyder det en stor udfordring. For det første skal vi, som Jørgensen formulerer det programmatisk gå over broen til børns verden. For det andet fordrer det en voksenrolle, der også omfatter ledelse, organisering, uddelegering og fastholdelse af ansvar.
Den nemme løsning at søge tilbage til den autoritære opdragelsesrolle, som både karakteriserede familien og det omliggende samfund i tiden før 1960erne, er ikke længere mulig. Den indebar nemlig som uudtalt forudsætning, at børn og unge blot skulle overtage de voksnes værdier.
Heroverfor spredte sig blandt pædagoger og lærere i 1960erne idéen om børns og unges autonomi. Måske lige lovligt meget præget af den politiske tidsånds stærke oprørs- og revolutionstrang, hvorefter med tiden enhver banal obsternasighed blev udlagt som naturligt led i barnets personlige selvudvikling. Men forfatteren understreger, at autonomi ikke er en fikseret indholdsbestemmelse, men derimod er en levende proces, hvori børn og forældre og andre ansvarsbevidste voksne danner en slags symmetrisk parløb.
Per Schultz Jørgensen er ikke alene en dygtig forsker og videnskabsmand, men det skinner ud af bogen, at han tilmed er en samvittighedsfuld far og et sympatisk menneske. Det præger blandt andet hans fremstilling på dén måde, at det tydeligvis er ham livet om med bogen at medvirke til børns trivsel og ret til et godt liv på deres egne præmisser.
Bogen er skrevet i et forståeligt dansk sprog med et passende udbud af konkrete eksempler, ligesom den karakteriseres af den almindelige visdom, som hos lærde forskere langsomt indfinder sig med tiden, når den opsamlede viden fra en lang forskerkarriere lutres og menneskeliggøres af erfaringen.
Henrik Bang-Møller er sognepræst, cand.theol.