Prøv avisen

Et modigt opråb

Massoud Fouroo-zandeh og Marianne Søndergaard: Global jihad - Islams sjette søjle. 376 sider. Forlaget Effatha

Massoud Fouroozandeh og Marianne Søndergaards bog om global jihad er nådesløst ligefrem i tonen og afviser for eksempel at anerkende islam på linje med andre religioner

Vi lever i en svær tid. På den ene side synes meget i hverdagen at foregå ret fredeligt, men samtidig bliver nogen ved med at hævde, at der i dén grad er grund til bekymring. Fordi radikal islamisme ligger som en bombe under de vestlige samfund.

Denne gang lyder advarslen fra to teologer, der med en Global jihad vil skabe indsigt og forklare islams egentlige væsen. Og den konverterede muslim Massoud Fouroozandeh og Marianne Søndergaard tager yderst konkret fat.

LÆS OGSÅ: Jihadens nye generation

De beskriver islam helt fra begyndelsen med Muhammed, der præsenteres som en typisk krigsherre præget af et udpræget had til jøder. Begrebet jihad kaldet den sjette søjle i islam spiller selvsagt en stor rolle i en, hvori det understreges, at enhver troende muslim er kaldet til kamp mod de vantro.

Og jihad inddeles i tre bølger.

Den første fandt sted fra begyndelsen, i det 7. og 8. århundrede, den anden indledtes i 1071 og blev bremset ved Wiens porte i 1683, og den tredje foregår nu i form af den såkaldte demografiske jihad bestående af massiv muslimsk immigration til vestlige lande, og det er forfatternes påstand, at når muslimerne i et samfund bliver mange nok, vil der gradvist blive taget mere og mere håndfaste midler i brug for at opnå dominans.

Bogen skiller sig ud ved en påfaldende klar understregning af, at islam basalt set rummer problemet i sig selv. Blandt andet formuleret således: Vold er simpelthen uløseligt indlejret i islams DNA! og Islam er en politisk ideologi, der eksisterer i en permanent krigstilstand Vigtigt er det at forstå, at denne krigstilstand ikke primært skal ses som blodig terrorisme, men mere som den kulturelle jihads ikke-voldelige initiativer, der efter salamimetoden langsomt eroderer vores frihed væk Bogen rummer en dramatisk tone, som kan skabe en vis skepsis i læseren, men samtidig er den fyldt til randen med dokumentation.

Forfatterne har et stort kendskab til det muslimske netværk, de har foretaget et grundigt kildearbejde og beskriver bestemte træk ved islam som jødehad, forfølgelse af andre religioner, den tvetungede tale, foragten for Vesten samt et interessant historisk perspektiv. For eksempel vil det sikkert være nyt for mange, at der i sin tid eksisterede en nær alliance mellem nazisterne og muslimske ledere.

Ud over jødehadet deler de to ideologier ifølge forfatterne også den bitre krænkelse, der hører fascismens væsen til. Islamismen beskrives som bærende på et dybt traume, fordi det store verdensherredømme foreløbig ikke er realiseret, og forfatterne opfatter faktisk islamismen som farligere end både nazisme og kommunisme. Fordi den rummer den dragende transcendens, de andre mangler. Dette gør dog ikke i denne islam til en værdig religion, og man kan roligt sige, at retorikken her rammer en pæl midt igennem den pæne tone, der ikke vil høre tale om basal væsensforskel mellem religioner.

Men Fouroozandeh og Søndergaard vakler ikke og fastslår: Islam er ikke en personlig tro, som man dyrker i en moské, men et totalitært politisk system og den må behandles som et sådant. Islam har ikke krav på den samme beskyttelse og de privilegier, man giver til en religion.

Sjældent barske ord i debatten, og forfatterne anklager endvidere EU-eliten for katastrofal blindhed over for den islamistiske erobringsstrategi, der blandt andet bør minde om, at moskéer ofte fungerer som centre for islamistisk ideologi.

Bogen repræsenterer den voldsomme undergangstone, der præger visse islamkritikere, og derfor er det så afgørende, at forfatterne samtidig anerkender, at den altovervejende mængde af muslimer er ganske fredelige. Idet de dog kritiserer deres øredøvende tavshed og mener, at så længe dette tavse flertal ikke åbent forsager radikal islamisme, gør de reelt hverken fra eller til. Hvilket er en primær pointe i en.

Det er et fåtal af muslimer, der direkte styres af aggressiv erobringstrang, men et fåtal er nok, hvis både de mange moderate muslimer og et apatisk Europa blot ser til og gradvist lammes af historisk selvhad og overdreven tolerance.

Global jihad vil af nogen blive opfattet som islamofobisk og skadelig for dialogen, men det centrale spørgsmål er, om dens dokumentation kan tilbagevises. Det er dén, debatten skal udspringe af, og mens denne rummer lidt for mange generaliserende vendinger og skulle have været redigeret strammere, står det klart tilbage, at forfatterne har ydet en stor og modig indsats.

Vi skal være taknemmelige for, at nogen bliver ved med at råbe højt, mens så mange andre blot tier. Det er enhver europæers pligt at skaffe sig viden om islam, og man kan fint tage fat her.