Martin Glaz Serup har skrevet en digtsamling med titlen Romerske nætter, der ligesom hans tidligere digtsamling, Trafikken er uvirkelig (2007), består af lange, rytmiske, ofte polyfone tekster. En formulering fra denne nye samling, der sammenfatter den poetiske strategi, lyder: jeg vil digtet som et sted hvor alting kan ske/ hvor det stadig kan nå at ske/ inden det forsvinder. Dette er i sandhed også, hvad man oplever i Serups tekster, hvor der med voldsom intensitet hele tiden skiftes mellem sansning, erindring, følelsesudbrud, refleksion og citater fra andre tekster.
Titlen på samlingen, Romerske nætter, stammer fra den italienske digter og filminstruktør Pier Paolo Pasolini, og det er da også tydeligt, at Serup har annekteret denne digters vildskab med hensyn til at blande genrer og stilarter og lade alle mulige prosaiske teksttyper indgå i de poetiske tekster.
LÆS OGSÅ: Spændende antologi om litteraturen i velfærdsstaten
Ser man på den hjemlige digtning, er forbilledet for Romerske nætter dog lige så klart, nemlig to af det nye årtusindes bedste danske digtsamlinger, Niels Franks En vej (2005) og Små guder (2008). Ligesom hos Frank finder man hos Serup ofte en kamp mellem to forskellige stemmer i den samme tekst, således at vi får en skarp og barok-humoristisk fremstilling af en række sociale, psykologiske og eksistentielle dilemmaer hos det poetiske subjekt:
Livet som mig: Åh, altid at skulle tale om sig selv/ når ikke man ved hvad ellers man skal sige/ sådan et menneske er jeg/ nok ikke, jeg er sådan en der søger tilflugt i naturen/ Nej/ Jeg er sådan en der søger tilflugt i et ordsprog/ Nej/ Jeg er sådan en der laver blødkogte æg til mine børn til aftensmad/ og cornflakes og havregrød og pandekager og cola/ fordi jeg ikke ved hvad jeg ellers skal lave/ Nej/ Fordi de ikke vil spise andre ting/ Nej.
Hvad der gør Serups digte tiltrækkende, er desuden, at han skriver aldeles ukrukket og lige ud af posen, hvilket bestemt ikke er tilfældet med en dominerende retning inden for nyere dansk poesi med agenter som Mette Moestrup, Olga Ravn og Asta Olivia Nordenhof, hvor der ikke kan være subtile og fortænkte intertekstuelle referencer nok. Et digt sammensmelter digterens oplevelse af at være på vej til en digtoplæsning i USA, erindringer om en afdød morfar og tekster af andre poeter på en fuldstændig organisk måde, som man fornemmer af følgende anslag:
Hvilke tanker jeg har om dig i aften, morfar/ for jeg sidder i et skinnede fly ved et vindue med propper i ørerne/ og kigger ned i det sted der hedder Ontario/ i stedet for at kigge ned i den bog jeg læser af Allen Ginsberg/ hvilke skyer, hvilken iskold aircondition/ de ansatte samler skraldet sammen med et smil.
Og sådan glider vi frem og tilbage i Serups poetiske rum mellem erindringer om en nedbrudt mor, erotiske oplevelser, natlige vandringer i Rom, skilsmisse, samvær med børn og citater af digtere fra alle mulige lande, uden at den opmærksomme læser mister tråden og interessen. Det er god poesi!