Prøv avisen

Et venskabs udvikling og afvikling

Grundtvig og Ingemann korresponderede sammen i 40 år, indtil uenigheden en dag blev for stor. På billedet ses Grundtvig. Foto: Ukendt Denmark

Grundtvig og Ingemann korresponderede sammen i 40 år, indtil uenigheden en dag blev for stor

I år er det 150 år siden, at Bernhard Severin Ingemann døde. Digteren sov ind i sin stue med udsigt til Sorø Sø. Jeg var ganske fornøjet med, hvad jeg så, bemærkede han. Og det skal nok passe, for til billedet af Ingemanns åndelig fysiognomi hører, at han hentede sin inspiration i den nære livsverden og i kosmiske visioner.

LÆS OGSÅ: Grundtvigs salmer peger på påskens mirakel

Der er harmoni i Ingemanns univers, men Erik Kofoeds nye viser ham også som en polemisk natur, der ikke pakker tingene ind i uldne ord og omsvøb. Dr.phil. Erik Kofoed har med imponerende flid kortlagt litteraturen i den danske guldalder lige siden sin debut i 1954 om Grundtvig som selvbiograf, og i sin seneste har han analyseret de 146 breve, som Grundtvig og Ingemann udvekslede med hinanden i de 40 år, deres venskab bestod. Grundtvig og Ingemann var nære venner, men snart begynder der at dukke saglige divergenser frem i brevene, som sætter venskabet på en prøve.

Det siges, at fiskestimen får fastere og bedre kød, hvis hajen hærger blandt dem, og Ingemann var slet ikke i tvivl om, hvilken lykke Grundtvigs uforfærdede kamp for åndsfrihed i Danmark havde været. Den havde fremmet lødighed, kvalitet og holdning hos danskerne.

På et tidspunkt gør Ingemann dog anskrig. Ingemann opponerer mod, at Grundtvig har givet udtryk for, at han er villig til at bruge alle midler for at lukke munden på rationalisterne. Grundtvig mente, at rationalisterne undergravede kristendommen, når de gjorde gældende, at man alene gennem fornuften kunne få adgang til åbenbaringen.

Men som Ingemann pointerede, så var der jo ingen grund til at stille sig op som kristendommens forsvarer, for hvis Gud skulle forsvares af mennesker, så var han jo ikke Gud. Erik Kofoed ledsager korrespondancen med følgende kommentar: Han ved, at Grundtvig ikke er den mand, der formår at se sagen fra andet end sit eget synspunkt.

Retfærdigvis må man dog konstatere, at Grundtvig lyttede med større opmærksomhed og lydhørhed end normalt i spørgsmålet om åndsfrihed og modererede sit synspunkt under indtryk af digterkollegaens argumentation. Så måske er det i virkeligheden Ingemann, vi skylder tak, når vi hylder Grundtvigs tanker om åndsfrihed.

Det pudsige og påfaldende ved venskabet mellem de to digtere er dog, at ingen af dem brød sig ret meget om den andens produktion. Der var ikke tale om en venskabsforening til gensidig ros.

Til sidst kom det da også til et brud mellem de to mænd. Det bliver spørgsmålet om opstandelsen, der bringer dem i et uforligeligt modsætningsforhold.

Lige så fornøjet Ingemann var ved udsigten til Sorø Sø på sin livsaften, lige så misfornøjet var han ved udsigten til at skulle afvente kødets opstandelse i sin grav, og den udmelding tog Grundtvig ham så ilde op, at venskabet blev afviklet.

Ak ja. Det var dengang. 150 år senere er det et helt andet teologisk spørgsmål, der kan få venskaber til at revne.