Måske skulle man gøre det igen. Fylde et rumskib med dokumenter fra vor tid, sende det ud i uendeligheden og lade Karl Ove Knausgårds "Min kamp 2" være hovedværket. Så kunne en ukendt stjerneboer en dag zoome ind på værket og få et enestående billede af, hvordan livet formede sig for en familiefar i begyndelsen af det 21. århundrede. Og mon ikke de små antenner ville vibrere!
Med denne gigantiske selvspejling er den norske forfatter Karl Ove Knausgård i hvert fald selv på vej mod stjernerne. Intet mindre end seks store bind har den 42-årige nordmand skrevet om sit eget liv. Det andet foreligger nu på dansk, endnu mere udsat på virkelighedens bjerge end det første. Det tredje kommer til foråret.
Hvad er det så, vi har foran os? En mursten på næsten 700 sider, et udstillingsvindue ind til det mest private, en bombe, der når som helst kan detonere. Og gør det. Selv kalder Knausgård det en roman. Men det er også en splitternøgen selvbiografi i størrelsesforholdet en til en. Ekstremrealisme. Som skrev han med et kamera sat direkte på skulderen. Ikke en mislyd, ikke en snavset sok, ikke en bagtanke, ikke en fortvivlet genforening går hans tastatur forbi. På den måde er romanen aldeles banebrydende. Reality-show uden show. En radikal afsløring af hverdagens mindste bevægelser.
Ikke sært, at den har vakt opstand. Familiemedlemmer har kaldt den Judas-litteratur. Forfatterkolleger har undsagt den som litteratur overhovedet.
Men de overser dobbeltbevægelsen. Det forunderlige paradoks, at hverdagen holdt fast i et ucensureret nærbillede krænger over i sin modsætning. At en afsløring også er en tilsløring. Fordi virkeligheden er en boomerang, der i sin ekstreme nærhedsgrad kaster læseren tilbage i fiktionen. Som når et ansigt gradvist forvandles, jo tættere du kommer på. Eller jo mere du elsker det. Så litteratur er det. Selvom det må være hårdt at lægge ryg til for de nærmeste. Og romanen oser da også af litterær (selv)bevidsthed.
Den symboltunge titel refererer til en kamp i det ydre såvel som det indre. En invaliderende splittelse hos vores hovedperson mellem trangen til et normalt familieliv (slå dig dog ned i Memphis!) på den ene side - og en umådelig drift mod ensomheden og forfatterlivets tusmørkekræfter på den anden. Memphis er Stockholm, senere Malmø, hvor forfatteren bor med sin kone, Linda, og deres tre små børn. Skyggelandet er den afdøde far, der drak sig ihjel. Det kan man læse om i bind 1. Og skyggen breder sig som mindreværd, som behagesyge og som en enorm, indestængt vrede. I den traumatiske triangel finder vi hele værkets energi.
Bind 2 begynder i sommeren 2008, hvor første bind netop er færdigt. Forfatteren har i månedsvis formummet sig i kolonihaven, skrevet og skrevet. Nu er børnene taget ud af børnehaven, nu skal der være tid til familie, hygge og ferie med venner. Men alt går galt. Ungerne skriger, Linda brokker sig. Vi ville for længst være gået fra hinanden, hvis ikke logistikken bragte os sammen: "... én bil og to barnevogne" noterer vores hovedperson.
Og så tumler vi baglæns over børnefødselsdage, opvask og beskidte bleer i gangen (hvorfor bærer hun aldrig posen ned!). For endelig i et sjælsrystende spring fra mørkrandet kaos til sollys lykke at være tilbage ved det første møde. Den store kærlighed. Linda, der får solen til at stå op, Linda, der får Karl Ove til at føle sig lige midt i livet. Linda, der er maniodepressiv og lige så sej, som hun er sitrende sårbar. Linda, der vågner ved siden af ham. Og hvor han den allerførste morgen siger de ord, han ikke aner konsekvenserne af: Jeg vil have et barn med dig!
Det er så smerteligt, det er så smukt. Og det er så ubærligt, når vi igen springer frem. Ubærligt, hvis det altså ikke også var så desperat humoristisk. Som i den farceagtige scene, hvor Karl Ove tvinges til babyrytmik og smiler stift til de få andre fædre. Kun instruktørens bryster redder hans liv! Som når han raser over de idiotiske svenskere. Eller når vi genkender det komplet smålige millimeterdemokrati i ethvert parforhold.
Alt har en pris. Og Karl Ove Knausgårds pagt med virkelighedsdjævelen betyder alt for mange sider og alt for mange ord. Minutiøst gengivne samtaler, sammenkomster og drukture uden synlig stopklods. Men det er en del af kontrakten. Ligesom vores egen hverdag er fuld af overspring og mellemspil. Og det er det værd. For pludselig eksploderer det hele jo igen og sender os lige lukt tilbage til handlingens midte.
Hen mod slutningen reflekterer Knausgård selv over, hvorfor han har valgt netop denne form. For også det udspringer tilsyneladende af kamp. Af en tabt tro på litteraturen. Alt bliver fiktion, siger forfatteren. Ingen kan prikke hul ind til virkeligheden længere. Så det eneste, der giver mening, er den litteratur, der ikke handler om noget, men kun består af "personlighedens stemme, et liv, et ansigt, et blik man kunne møde". Det er det råmateriale, han skriver på.
Således får vores ukendte stjerneboer også en dogmepoetik, der repræsenterer et uhyre konsekvent oprør mod fiktionen. Og dermed selv bliver fiktion. Fordi den insisterer på at være virkelighed. De får noget at tænke over - derude på Mælkevejen!
Karl Ove Knausgård: Min kamp 2. Oversat af Sara Koch. 656 sider. 350 kroner. Lindhardt og Ringhof. Udkommer i dag.