Prøv avisen

Forfatternes forhold til pressen og byen

Et selvstændigt kapitel i bogen handler om danske forfatteres forhold til New York, som både Johs. V. Jensen, Klaus Rifbjerg og Naja Marie Aidt har skrevet indgående om. – Foto: og Leif Tuxen.

Anne-Marie Mai har egenhændigt skrevet en original dansk litteraturhistorie, der med dagens tredje og sidste bind bliver stående i eftertiden

Anne-Marie Mai udgav sidste år de to første bind af en ny litteraturhistorie med titlen Hvor litteraturen finder sted.

Vi fulgte her Mais fortælling om, hvordan litteraturens udvikling er knyttet til bestemte lokaliteter, hvor digtningen er blevet udarbejdet, samlet, brugt og kanoniseret.

LÆS OGSÅ:
Læserne svigter litterære klassikere

Det drejer sig i første bind, der omfatter tiden frem til 1800, om katedralskolen, herregården, hoffet og akademiet, mens det i andet bind, der omhandler det 19. århundrede, er præstegården og den litterære salon, der er i fokus.

I det sidste bind, der bærer undertitlen Moderne tider 1900-2010, er der tre nye steder i spil, nemlig bladhuset, metropolen og internettet.

At Anne-Marie Mai har valgt at fortælle den danske litteraturs historie med udgangspunkt i en række lokaliteter, der binder forfatterskaber og strømninger sammen på en måde, vi ikke har set før, gør, som forfatteren gør opmærksom på, i høj grad hendes værk til en konstruktion, der er én af mange mulige.

Konstruktionens styrke er de øjenåbnende forbindelser mellem værker. Og dem er der ikke så få af.

Allerede i det første kapitel, der bærer titlen Ind i det moderne 1900-1940, røg denne læser således op af stolen, for efter den obligatoriske præsentation af Johannes V. Jensens Kongens Fald fra 1900-01 går vi ikke som vanligt over til at se på Jensens øvrige produktion med Digte 1906, myterne og Den gotiske renæssance, men derimod til en diskussion af en række andre formeksperimenterende historiske romaner fra samtiden, såsom Fredrik Ny­gaards Vikingen fra 1920, Emil Bønnelyckes Spartanerne fra 1919 og Harald Kiddes Jærnet fra 1918.

Med den slags overraskende koblinger af værker bliver det jo i sandhed sjovt og udfordrende at læse litteraturhistorie.

For hvad man savnede i de sidste to store danske litteraturhistoriske projekter, nemlig den grønne 9-binds Dansk litteraturhistorie fra 1983-85 og den nye røde 5-binds Dansk litteraturs historie fra 2006-09) var i mange tilfælde modet til at gå planken ud med nogle utraditionelle sammenknytninger af forfatterskaber på tværs af vante genre-, stil- og periodemæssige kategoriseringer. Den slags er Mai aldrig bange for.

I værket får vi præsenteret en linje inden for dansk litteraturhistorie, der kunne hedde de presseinfluerede forfattere og omfatter så forskellige skikkelser som Herman Bang, Henrik Pontoppidan, Johannes V. Jensen, Thøger Larsen, Tom Kristensen, Klaus Rifbjerg, Jørgen Leth, Suzanne Brøgger og Dan Turèll.

Om disse bemærker Mai rammende, at de journalistiske genrer gang på gang fungerer som blandingsbatteri for flere skrivemåder og tilgange, hvor en kunstnerisk litterær tilgang både kan være meget fremtrædende og helt tilbagetrukket.

Det kommenteres i denne forbindelse indgående, hvordan en lang række tekster af forfattere fra Jensen til Brøgger netop har brugt avisen som en slags kuvøse for deres litterære produktion, idet mange digteriske tekster i deres første udgaver udkom i dagspressen.

Den anden litteraturhistoriske linje, som Mai fremskriver, vedrører metropolen, og det drejer sig i de fleste tilfælde om New York, der, godtgøres det i bogen, spiller en usædvanlig stor rolle i dansk litteratur.

Der er i Hvor litteraturen finder sted rigeligt stof til et selvstændigt værk i diskussionen af de mange New York-inspirationer, som man finder hos danske digtere fra Otto Rung, Johannes V. Jensen og Storm P. over Klaus Rifbjerg, Anders Bodelsen og Hans-Jørgen Nielsen frem til Camilla Christensen, Naja Marie Aidt og Marius Nørup-Nielsen.

Endelig vedrører den sidste problemkreds internettets betydning for litteraturen.

Der gives her en teoretisk tour de force gennem fænomener som remediering og hypertekst samt korte præsentationer af litterære aktører på internettet såsom Christian Yde Frostholm, Klaus Høeck, Niels Lyngsø, Adda Djørup, Pejk Malinowski, Martin Glaz Serup, Mette Moestrup og Olga Ravn. Ikke just et område, der er let at overskue, selvom Mai gør et tappert forsøg.

I et værk med et omfattende emne som hele det 20. århundredes danske litteratur, kan enhver læser naturligvis finde noget at savne.

Personligt kunne jeg godt have tænkt mig, at der var nogle flere indgående analyser af litterære tekster, der kunne fungere som indgange til de omfattende tematiske læsninger på tværs af de mange tekster.

Og jeg kunne godt have forestillet mig, at der havde været mere nuancerede diskussioner af litteraturhistoriske begreber som f.eks. symbolisme, ekspressionisme og surrealisme, der jo kan fungere som relevante, øjenåbnende og nytænkende optikker i en eftersporing af litterære tendenser, der løber parallelt med hinanden op igennem det 20. århundrede, på præcis samme måde som Mais tematiske litteraturhistoriske linjer med udgangspunkt i lokaliteterne, avisen, metropolen og internettet.

Og sådan kunne man blive ved.

Eller sagt på en anden måde: Sådan er Hvor litteraturen finder sted fyldt med stof, der gør den til et vægtigt, udfordrende og inspirerende litteraturhistorisk værk, der utvivlsomt vil blive stående mange år frem i tiden.

Læs stort interview med Anne-Marie Mai i avisen i morgen.

Anne-Marie Mai: Hvor litteraturen finder sted. Bind 3: Moderne tider 1900-2010. 496 sider. 399 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag.

Foto: Leif Tuxen