Fornuft og fanatisme

Niels Erik Søndergaard skader sit vigtige fokus på forfølgelse af kristne verden over med for ensidige kommentarer i ny bog

Det er svært at forestille sig i dette fredelige hjørne af verden, men de kristne forfølges derude. Mens vi her i landet gennem mange års kulturradikal offerretorik har vænnet os til at opfatte muslimerne som den svage part, må kristne overalt i verden bøde for deres tro.

Vi ved, det foregår, men vi taler sjældent om det, for det ligger mange i Vesten fjernt at bruge energi på at forsvare noget i kristendommens navn. Tørre kendsgerninger får man imidlertid serveret med udgivelsen "Kristenforfølgelser i verden", der nu er udkommet i andet nummer. Det er islamkritikeren Niels Erik Søndergaard, der står bag, og hans opdaterende publikationer udgør en blanding af dokumentation og personlige kommentarer.

Ifølge Søndergaard, der sært goldt præsenterer sig selv blot med navn og foto, dræbes en kristen på grund af sin tro hvert tredje minut. Det sker overalt i verden med nationer som Pakistan, Egypten, Nordkorea, og Saudi-Arabien blandt de storslemme.

Dokumentationen gives i form af henvisning til utallige hjemmesider samt billeder af for eksempel bombningen af en koptisk kirke i Alexandria nytåret 2011. Løbende kommenteres det åndelige og politiske forfald, der blandt andet ifølge forfatteren betyder, at forfølgelsen af kristne slet ikke møder tilstrækkeligt modsvar. Hverken fra Amnesty International (kaldet en "kulturradikal sandkasse"), Barack Obama, FN eller andre toneangivende stemmer på verdensplan.

Det er kontant læsning, der fordrer, at man holder hovedet koldt. For man er nødt til at sondre mellem emnet og måden, det fremføres på.

Det er overordentlig nødvendigt at fokusere på de kristnes vilkår i ikke-kristne lande, og Søndergaards indsats skal anerkendes. Det er også indlysende rigtigt, at forfølgelsen af kristne vækker alt for lidt harme i en europæisk konsensus-tænkning, der dyrker muslimerne som ofre, mens de kristne ses som et underligt levn fra en religion, vi her i vesten ikke rigtig længere tager alvorligt.

Søndergaard mener med rette, at kulturradikalismen har "skabt et psykologisk klima i det offentlige rum, der sætter kristne på B-holdet, mens modernisterne med deres relativering af alt udgør A-holdet".

Men så taler han om vestens "kristianofobi" og forudser, at kristne mere og mere vil blive diskrimineret i Europa, for efter latterliggørelsen følger den deciderede forfølgelse.

Her bliver det problematisk, for dermed er Søndergaard faktisk i færd med at undsige begrebet religionskritik. Konsekvensen af hans holdning er for eksempel, at Jyllands-Postens Muhammed-tegninger var en fejl, fordi de i deres åbenlyst satiriske ærinde altså kan føre til forfølgelse.

Søndergaard er på gyngende grund, for at kristendommen latterliggøres af en politisk korrekt elite må ikke føre til, at latterliggørelsen i sig selv gøres suspekt. I stedet må man svare tilbage og slås for sin tro og finde sig i den barske tone.

Niels Erik Søndergaards udgivelse er dermed et lærerigt eksempel på, hvad der kan ske i den ophedede debat i disse år. Linjerne er så klare i forhold til Vestens selvhad og nedgørelse af kristendom og egen kultur, at nogle af de skarpsindige udvikler en uheldig fanatisk tone.

Søndergaard ser mange ting klart, men han skader sin egen troværdighed ved at blande fakta med underlige udsagn i stil med, at det er "onde ånder", der står bag Muhammeds ord.

En så forsimplet konklusion helt uden tankemæssig ballast gavner ikke, men understreger blot, at følelserne i for høj grad kan tage over blandt visse af dem, der i disse år kæmper den vigtige kamp for Vesten og kristendommen.

Det er frygtelig ærgerligt, for jo mere det skingre sætter ind, desto mere skubbes folk over i armene på netop de åndløse og relativerende kræfter, der udgør en stor årsag til "de vestlige landes undergang", som man kan frygte truer i horisonten.

Man kan følge Niels Erik Søndergaard et langt stykke ad vejen, og der er al mulig grund til med hans lille bog at blive deprimerende bekendt med forfølgelserne af verdens kristne. Men man skal være på vagt over for hans vilde konklusioner, der for ofte mangler balance og nuancering. De tjener mest af alt til at minde os om, hvor fantastisk farligt tidens store kultursammenstød er, fordi det står i så direkte relation til menneskers hjerteblod. Forholdet til Gud og kampen om sandheden.

kultur@k.dk

Niels Erik Søndergaard: Kristenforfølgel-ser i verden – 2. 191 sider. 199 kroner. Forsk-ningsforlaget Rafael.