Prøv avisen

Fortvivlelse og skriveri

Det synes oplagt, at Helle Helles nye roman er selvbiografisk anlagt, mener Kristeligt Dagblads anmelder. -- Foto: Leif Tuxen.

Med vanlig formel elegance skriver Helle Helle i sin nye roman om en ung kvinde i den midtsjællandske provins, som plages af søvnløshed og ubeslutsomhed

Helle Helle er uden tvivl blandt de dygtigste forfattere i samtidslitteraturen. Hun er fuldt ud bevidst om, hvilke formelle virkemidler hun benytter sig af, og hvordan de virker på læseren. Den kunst, hun udfolder, er begrænsningens kunst. Ved at skære alt overflødigt væk har hun udviklet en fortællemåde, hun til stadighed forfiner. Selvom metoden er den samme i bog efter bog, gentager hun af princip ikke sig selv.

LÆS OGSÅ:
Livet kræver fortolkning - ligesom litteraturen

Romanen udspiller sig i et dansk provinsmiljø i og omkring Glumsø på Midtsjælland. Den unge kvindelige jeg-fortæller har bosat sig i en bungalow tæt på stationen for at have let adgang til togene mod København. Togstationen er samtidig et billede på hendes situation i tilværelsen: Enten udskyder hun hjemrejsen og venter på, at det næste tog skal komme, eller også stiger hun på et tog, hun egentlig ikke ville være steget på.

Ubeslutsomhed og uvished er nøgleordene for den unge kvinde, der er begyndt at studere på Københavns Universitet. Præcis hvad hun studerer, bliver aldrig klart, men klart er det, at hun ikke er nogen flittig studerende. I bogens andet kapitel bliver hun spurgt direkte om sit fag, men samtalen bliver afbrudt af en tredje part. Sådan en realismeeffekt tilhører bogens formfornyelser. At studiet må have noget at gøre med litteratur, er dog ikke svært at forstå.

Helle Helle studerede selv litteraturvidenskab på Københavns Universitet i slutningen af 1980'erne, og det synes oplagt, at romanen er selvbiografisk anlagt. Historien udspiller sig heller ikke i nutiden, skønt ingen årstal eller historiske begivenheder nævnes. Hvad der placerer den en cirka tyve år tilbage i tiden er den naturlige forekomst af en vandseng og tipslørdag i fjernsynet.

En tredjedel inde i romanen afsløres jeg-fortællerens navn som Dorte til stor forundring hos læseren, idet fortællerens faster fra romanens begyndelse er omtalt ved dette navn. Sådanne besynderlige sammentræf forekommer i virkeligheden, men her understreger det bogens fiktionskarakter, fordi vi som læsere forventer en navneforskel mellem fortæller og karakterer.

Helle Helles veludviklede sans for absurd komik viser sig blandt andet, når jeg-fortælleren en overgang bor hos sin faster, og denne sætter et navneskilt på døren, hvorpå der står: "Dorte Hansen x 2". Og da postbuddet ikke forstår, hvordan det nøjagtig skal forstås, svarer fasteren kækt: "Det skal forstås fuldstændig, som det står".

Jeg-fortælleren Dorte beretter om sit liv fra slutningen af gymnasietiden til de første studieår. Som de fleste andre unge menneskers liv er det præget af hurtigt skiftende kærester, som hun enten forlader eller forlades af. Det, som måske adskiller jeg-fortælleren fra de fleste andre unge, er en udtalt tvivlrådighed og endda en fortvivlelse over tilværelsen som sådan.

Denne sindstilstand giver sig udslag i en stærkt generende søvnløshed. Hun er bevidst om, at der findes hjælp til selvhjælp mod søvnløshed, mens hun kun synes svagt bevidst om sin fortvivlelse. En af de få aktiviteter, hun finder en ægte tilfredsstillelse ved, er at skrive festsange. At der kunne være sammenhæng mellem fortvivlelsen og skriveriet står klarere for læseren end for jeg-fortælleren. Ved slutningen af romanen er jeg-fortælleren begyndt at skrive digte og tænker på at få dem trykt.

Titlen, "Dette burde skrives i nutid", giver Samuel Beckett-entusiaster associationer til romanen "Molloy" fra 1951, hvori det på en af de første sider hedder: "Alt dette her burde skrives om i førdatid", ligesom romanens afslutning er parallel til slutningen på Becketts roman. Selvom Kafkas bøger flere gange nævnes i romanen, virker Beckett på flere måder mere nærværende, ikke mindst når jeg-fortælleren forklarer livet som en venten på noget ikke nærmere bestemt. Isoleret set siger titlen, at den fortælling i datid, som man sidder og læser, burde være fortalt anderledes for at passe, det er altså en fordrejning af sandheden, hvad vi inden for litteraturen kalder fiktion.

Formelt set har Helle Helle endnu en gang skrevet en blændende god og fornyende roman, men det er diskutabelt, om bogen som helhed når op på forgængerens tårnhøje niveau. Jeg sidder hele tiden med en lille fornemmelse af ikke at komme tæt nok ind på livet af jeg-fortælleren og ikke at blive grebet stærkt nok af bogens problematik. Måske er forklaringen, at forminteressen denne gang har fået overtaget i forhold til temaet, så de to størrelser ikke kommer i et gnistrende spændingsforhold. Det skal dog ikke skygge for den kendsgerning, at Helle Helles nye roman er langt mere interessant end hovedparten af anden ny litteratur.

kultur@k.dk

Helle Helle: Dette burde skrives i nutid. 160 sider. 250 kroner. Rosinante.

LÆS MERE: Interview med Helle Helle