Fra baggård til bispegård

Erik Norman Svendsens erindringer er værd at læse - også for kirkeligt interesserede uden for Københavns Stift

Erik Norman Svendsen: Fra Nørrebro til Nørregade. 289 sider. 299 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag. Udkommer i dag.
Erik Norman Svendsen: Fra Nørrebro til Nørregade. 289 sider. 299 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag. Udkommer i dag. Foto: Omslag fra bogen.

"Fra Nørrebro til Nørregade" er der ikke langt, knap tre kilometer ifølge Krak. Afstanden i Erik Norman Svendsens erindringer med denne titel er ikke kun geografisk, titlen dækker også over en rejse fra baggård til bispegård, hvor rejsens længde dog heller ikke skal overvurderes.

Det er præstesønnen Erik, der bliver bisp Erik, og erindringerne holder sig stort set inden for det kirkelige og for en god del også inden for stiftet. Undtagelsen er en enkelt pastoral afstikker til Skovlunde, cirka 15 kilometer fra Rådhuspladsen, hvor indvandrerne kom fra Jylland.

Særarrangement for Kristeligt Dagblads læsere: Læsermøde med Erik Norman Svendsen

Det overrasker måske ikke, at en biskop skriver kirkelige erindringer, men det er alligevel bemærkelsesværdigt få referencer til livet uden for den kirkelige verden. Bortset altså fra familien, som skildres fra barndommen med hans far som det stabile element i hjemmet, hvor moderen led af tilbagevendende depressioner.

Til gengæld udspiller Erik Norman Svendsens arbejdsliv som generalsekretær for Kirkefondet og som biskop sig også på en international og national arena, og derfor er bogen værd at læse - også for kirkeligt interesserede uden for Københavns Stift.

Norman Svendsen skriver naturligvis om sin tid som formand for Salmebogskommissionen og om "sagerne" fra sin tid som biskop. Man læser særligt interesseret, når Norman Svendsen beretter om, hvordan forhandlingerne i Salmebogskommissionen på et tidspunkt var gået så meget i hårdknude, at han var parat til at smide tøjlerne som formand.

Så vidt kom det dog ikke - blandt andet fordi Henrik Wivel, kulturredaktør på Weekendavisen, fik ham overtalt til at fortsætte. Norman Svendsen nævner det som et eksempel på arbejdsfællesskabet i kommissionen - Wivel var ellers en af dem, der havde irriteret ham, som han formulerer det. Episoden antyder noget om de kvaliteter, Erik Norman Svendsen besidder: en smidig og venlig manøvredygtighed, som får nogle til - til hans egen fortrydelse - at kalde ham glat, men som altså virker - en ikke ringe kvalifikation for en biskop. I Salmebogskommissionen fik Erik Norman Svendsen lejlighed til at agere, resultatet kom i hus.

Noget anderledes står det til med en af de "sager", som omtales fyldigt - faktisk over lige så mange sider som arbejdet i Salmebogskommissionen - nemlig sagen om sognepræsten i Vor Frelsers Kirke, som blev afskediget efter blandt andet at være blevet filmet af et overvågningskamera i færd med at tage øl i kirkens køleskab. Norman Svendsens frustration over, hvordan han blev sat skakmat, fordi sagen blev forhandlet i pressen, er åbenlys, og sagen nager tydeligvis fortsat biskoppen, som blev prygelknabe for Tidehverv og omegn.

Men tilbage til salmebogen. Biskoppen afdækker desværre ikke, hvilke vanskeligheder kommissionen konkret baksede med, hvor brudfladerne lå i arbejdet. For man har vel lov at tro på, at vanskelighederne ikke handler om personlig irritation, men saglige uenigheder? Det havde været interessant i erindringens lys at få et indblik i de saglige uenigheder fra den privilegerede deltagers vinkel; arbejdets slutresultat - Den Danske Salmebog - er dog fælleseje. Men her er stadig noget for fremtidige kirkehistorikere at kaste lys over.

Er Norman Svendsen karrig med "afsløringer" fra sin karriere (det gælder også som kongelig konfessionarius, så er husarerne advaret!), så får man dog også interessante indsigter undervejs. Der har - forståeligt nok - været kritiske røster over for det forhold, at biskoppernes ægtefæller ofte følger med på rejser og til møder. Ikke desto mindre fremgår det af Erik Norman Svendsens erindringer, at det frugtbare parløb med hustruen nok ikke har været uden betydning - for folkekirken. For eksempel beskriver Erik Norman Svendsen, hvordan han – noget stødt på poignetterne – måtte sidde blandt bispinderne i fuldt biskoppeligt ornat i forbindelse med en gudstjeneste i Porvoo-regi, fordi Danmark dengang ikke var tilsluttet. Fru Margits replik: "Det har du godt af. Hvad er der galt ved at sidde ved siden af mig?". Og det har hun jo ret i.

Man føler en vis tryghed ved, at biskopperne har fast følgeskab af mennesker, der ikke lader sig imponere af fløjlsmave og bispekors - som hustruer og den til enhver tid siddende formand for Det mellemkirkelige Råd, et lægmandselement i dansk kirkeliv, som kaster grus i maskinen på den internationale scene, hvilket Norman Svendsen giver helt konkret indblik i.

kultur@k.dk

Erik Norman Svendsen: Fra Nørrebro til Nørregade. 289 sider. 299 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag. Udkommer i dag.