I Peter Laugesens nye digtsamling Yak og yeti finder man noget så usædvanligt for denne forfatter som en slags forløb med afrunding. Bogen slutter nemlig med et par digte, hvor moderne dansk lyriks mest berømte kæledyr, nemlig hunden Chenga, afgår ved døden.
Helt vemodigt må man sige, også for os andre, der aldrig har mødt og sagligt set er ret ligeglade med en terrier fra Brabrand, for helt tilbage til 1990erne har Laugesens hund optrådt som en rød tråd gennem denne digters talrige bøger. Og man er faktisk kommet til at holde af den, fordi den blufærdige digter konsekvent har filtreret alle referencer til personlige forhold bort fra sine tekster med en enkelt undtagelse, nemlig den lille hund, som han altid har brugt som objekt for allehånde følelser.
LÆS OGSÅ: Digter i dialog med omverdenen
Men nu er hunden altså død, og at dette berører digteren, er jo helt forståeligt. Og skal man evaluere hunden Chengas rolle i dansk litteratur, må man også sige, at Laugesen har formået at rokke ved min og en del andres synspunkt med hensyn til, hvad der er blandt de definitivt mest uudholdelige og sentimentale emner i poesi, nemlig kæledyr.
Tristheden over hundens død kan desuden være en årsag til, at man i Yak og yeti støder på et stof, som ellers aldrig behandles i Laugesens poesi, nemlig kærligheden.
Man kan således i et digt læse en udlægning af, hvad kærlighed er og ikke er. Vi får først en vrængen ad tidens psykoanalytiske seksualisering, som i dag er døddrukne teenagere blødende på brikse i sjælens ambulancer. Og så kommer alternativet: Der er en åben naiv styrke i den kærlighed, alt drejer sig om, og den er helt stille, helt ensom eller tosom, og begge på en gang, og den behøver ikke tændes, for den har brændt fra begyndelsen, og sådan findes verden. Om en sådan primitiv dualisme, lystfordømmelse og asketisk mysticisme er en løsning for nogen, skal jeg ikke kunne sige. Jeg er ikke specielt imponeret af Laugesens livssyn og fantasi i den retning.
Ellers består Laugesens nye værk af den sædvanlige rodede samling af tekster med lige dele vrede og underholdende spark til samtiden og besyngelser af ikonerne fra mellemkrigstidens og efterkrigstidens avantgarde. Af den første type kan man foreksempel nyde den følgende idiosynkratiske udladning om en samling forkrøblede underklasseeksistenser: Stakkels dumme bønder/ og deres ulykkelige børn.// De besætter den bageste del af bussen/ med deres højrøstet dobbelte halvsprog/ som spyttet ud af en dunkende bas af en bil./ De er konger her./ Det er deres bus./ De har fundet den hylde, de vil bo på./ De bærer fængslet med sig over alt,/ dets råhed, dets underhundske attituder,/ dets selvbevidste fremmedskab.
Hvad angår fortidens avantgarder, træffer vi alle skikkelserne i Laugesens private mytologi i den vanlige namedropping-agtige anretning: Arp, Tzara, Ball, Picabia, Gris, Reverdy, Duchamp, Kandinsky, Marc, Pound, Hesse, Kerouac, Pollack og Creeley. Og så er der som en variation i forhold til besyngelsen af idolerne et skarpt og kritisk digt om kollegaen Turèll, der indledes på følgende måde: Den triste taoisme/ i dine sidste digte// Yin og yang/ kling og klang// Ret og vrang/ og måske lovlig meget sprut. Endelig er der i Laugesens en håndfuld aftryk af digterens håndskrift. Hvad almindelige digtlæsere skal bruge disse i flere tilfælde ulæselige tekster til, ved jeg ikke, men fanatiske fans, der pr. definition synes, at alt, hvad Laugesen har rørt ved, er vidunderligt, kan naturligvis hænge dem op på væggen.
Konklusionen for denne læser er som ofte før, at der er fortræffelige digte i Laugesens , men også en masse, der burde være sorteret fra, hvis målet havde været den bedst mulige digtsamling.