Der er i litteraturhistorien en lang tradition for at skrive om fugle. Man kan her i flæng nævne St. St. Blichers guldalderværk "Trækfuglene" (1838), Klaus Rifbjergs modernistiske "Volière" (1962) og Eske K. Mathiesens talrige digtsamlinger med fugle som motiver, af hvilke den sidste, "Den forelskede regnorm. Et dyrealfabet", udkom sidste år.
Det er således ganske velvalgt, når debutanten Filip Granlie som motto for sin digtsamling, "Fugle om digte", har anbragt et citat fra A.E. Brehms "Dyrenes Liv" fra 1927-1929, der lyder: "Ingen andre Dyr kan i æstetisk Henseende kappes med Fuglene".
Og det er bestemt en kompetent og interessant arvtager af traditionen fra Blicher, Rifbjerg og Mathiesen, som nu har udgivet et lille koncentreret poetisk værk på det aarhusianske forlag Edison After Hand. Filip Granlie har i høj grad, som den finurlige titel også antyder, sans for det barokt-humoristiske billede og den underfundige humor, samtidig med at fugle-identifikationerne ofte siger noget rammende om en række almene eksistentielle forhold.
Hør for eksempel det makabre kortdigt om en krage, hvor associationerne til en kynisk presses anvendelse af død som underholdning er oplagt:
"der ligger i og omkring nødsporet en åben krage / med tarmslyng og knuste øjne og vinger/ og vinker og kigger".
I andre digte er det den elegante spas, der dominerer som i et andet krage-digt:
"flok krager camouflerer sig på bar mark/ som birkes på en håndværker dårligt".
Og så kan jeg ikke lade være med at citere et herligt crazy-humoristisk digt om fasaner, som vi hermed lader stå som en anbefaling af denne lille fine digtsamling:
"i tågen i udkanten af holbæk/ stod tre fasaner og gloede/ og troede sikkert vi ikk kun se dem/ men det ku vi/ haha, åndsvage fasaner/ i er ikk rigtig kloge."
Filip Granlie: Fugle om digte. 44 sider. 120 kroner. Edison After Hand.