Prøv avisen

Gedigen dansk teologihistorie samlet i jubilæumsskrift

Kristoffer Garne og Rasmus Vangshardt (red.): Kontinuitet og radikalisme. Studenterkredsen og teologien i det 20. århundrede. 307 sider. 250 kroner. Forlaget Vartov.

Studenterkredsen fylder 125 år, og det bliver fejret med en jubilæumsantologi. Den koncentrerer sig om teologien og dropper anekdoterne, og det er måske ikke så god en idé, som det først kunne lyde, for Kredsen er også alt det andet

Studenterkredsen, som blev fyldigt portrætteret af Jes Fabricius Møller her i avisen i fredags i anledning af sit 125-års jubilæum, er en lidt speciel ting. Den grundtvigske studenterforening, i daglig tale blot kaldet Kredsen, har været en betydningsfuld, om-end ikke særlig kendt faktor i dansk åndsliv. Erik A. Nielsen har kaldt Kredsen for geniernes forskole, fordi temmelig mange af det 20. århundredes fremtrædende teologer og humanister, ikke mindst litterater, er passeret igennem Studenterkredsen i deres ungdom. Hans Hauge taler om en hemmelig loge i den netop udkomne jubilæumsantologi. Kredsen har dog ikke bevidst søgt at skjule sig i skyggerne. Man har blot skullet være teologistuderende eller en anden slags studerende, der kendte en teologistuderende, for at blive klar over, at Studenterkredsen var der og gennem mange år har holdt offentlige foredragsmøder på den grundtvigske højborg Vartov tæt på Rådhuspladsen i København (eller i Aarhus) og også sommermøder ude i landet.

Kredsen fejrer gerne sig selv. Det er sket før, og denne gang har stud.theol. Kristoffer Garne og stud.mag. Rasmus Vangshardt, som er fra den nuværende bestyrelse mener jeg, for de præsenterer ikke rigtig sig selv redigeret en antologi med udvalgte artikler fra Studenterkredsens tidsskrift, der udkom fra 1933 til 1997. Kredsens selvfejringer har ofte stået i fare for at blive lidt selvfede og fyldt med festlige anekdoter om store personligheder, studentikost samvær og alle de mange, der mødte deres senere ægtefælle til dette og hint sommermøde. Lige så saligt den slags kan være for de indviede, lige så trættende kan det være for andre, og det kan derfor virke som et fornuftigt valg at begrænse anekdoterne, som redaktørerne har besluttet sig for.

Jeg kom selv til fredagsmøderne som ung student fra sidst i 1970erne, og jeg var senere formand for Studenterkredsen i København i sæsonen 1993-1994. Men ak, de døde rider hurtigt, og da jeg blev indbudt til at holde foredrag på Vartov dette forår, kendte de unge mennesker intet til min historiske tilknytning. Heldigvis blev jeg ikke fornærmet, heller ikke over, at ingen har indbudt mig til at skrive i denne antologi, for så kan jeg jo passende anmelde den i stedet for.

Når der nu skal være et fokus, og det kan også lyde som en god idé, er teologien det oplagte. Man kunne diskutere alt tænkeligt i Kredsen, men teologien kan ikke tænkes væk; uden den, ingen Kreds. Bogen har valgt at præsentere 11 teologiske paradigmer fra det 20. århundrede gennem hver tre historiske bidrag fra tidsskriftet samt én nutidig analyse eller kommentar til artikler og paradigme. Over 11 kapitler bevæger bogen sig således fra grundtvigianisme i 1930erne over barthianisme, Heretica, Tidehverv, eksistensteologi, skabelsesteologi, narrativ og æstetisk teologi til at slutte med teologien og det postmoderne. Eller fra Kaj Thaning og K. Olesen Larsen til Thorkild Grosbøll og Niels Grønkjær. Det giver en gedigen dansk teologihistorie, som dog nok må siges at henvende sig til de meget interesserede. Man savner kun det såkaldte antinomisme-opgør fra Tidehverv i 1970erne, men det må skyldes, at Tidehvervs-teologerne på det tidspunkt havde forladt Kredsen.

Niveauet er lidt ujævnt. Nogle af de historiske artikler er så kedelige og ufremkommelige, at man er glad for ikke at have skullet kæmpe sig igennem alle de fravalgte. Andre er enkeltstående perler som et særdeles veloplagt opgør med Tidehverv af Torben Dijnes helt fra 1934 eller teologen og radiomanden Helmuth Friis postmoderne essay fra 1984, hvor den helt særlige duft fra dengang pludselig står op fra siderne som en anden madeleinekage. Der gives også fornem historisk oplysning og gennemlysning, for eksempel i Jes Fabricius Møllers interessante analyse af 1930ernes grundtvigianisme og dens for en eftertid prekære ideologiske fællestræk med den tyske nazisme.

Men ellers er bogens stærkeste sektion på en måde et dementi af dens teologiske fokus. Modsat den idealiserede forestilling (som jeg også selv har dyrket) om, at det dog er i teologien, debatterne for alvor går på liv og død (og vi får religionskrig med Johannes Lauridsens ord), kan der komme noget iltfattigt og trættekært over bogens teologiske konfrontationer, fordi de i så udpræget grad udspiller sig i deres eget interne referencerum. Man forstår så inderligt, hvorfor diverse konventer måtte gå i opløsning, fordi man havde diskuteret sig langt ind i monotonien.

Dér, hvor der for alvor kommer gang i sagerne, er. når teologien træder i forbindelse med andre områder, for eksempel litteratur og kunst, og optænder dem med sin kompromisløshed, samtidig med at den selv via dem får andet og mere at diskutere. Bogens mest elektrificerede sektion er den om Poesiens teologi (Heretica-tiden) med stærke og lidenskabelige indlæg både af de historiske skikkelser Ole Wivel, Emil Frederiksen og Thorkild Skjerbæk og den meget nulevende Anders Thyrring Andersen. Man kan være uenig i dele af det, men hold da op, hvor der bliver gået til vaflerne.

Som et blandet intellektuelt og socialt rum var (og er) Kredsen nemlig i udpræget grad både foredraget, den levende diskussion bagefter i de røde lænestole og den videre rejse ned i øllerne og ud i natten med dens barer og caféer. Det var på det levende ords døds- og genopstandelsesrute, det for alvor blev tydeligt, hvor meget de fyldte, originalerne som Johannes Lauridsen og andre, der måske ikke har skrevet så meget og dermed sat sig offentlige spor, men har haft betydning ved deres nærvær på Rio Bravo og Galathea-kroen i det ene årti og på Zeze og Umatic i det andet.

Hvis KUA var et hul i jorden, var Studenterkredsen porten til himlen. Sådan skrev jeg i 1990erne, da jeg var blevet bedt om at give et citat om Kredsen ved endnu en jubilæumslejlighed. Det spillede selvfølgelig på grimheden og marxismen på min ungdoms Københavns Universitet Amager og den slående kontrast til teologien, middelalderbyen og fornemmelsen af en sunken katedral, der rejste sig igen fredag aftener inde på Vartov. Sidst-1970erne var mine formative år i Kredsen, og jeg skal aldrig glemme den fantastiske følelse af, at der var en anden verden, man kunne træde ind i, en ukendt zone med helt andre intellektuelle og menneskelige arkitekturer. De normale modsætninger og lovmæssigheder, som man kunne lide under som ungt menneske, var ophævet. For eksempel den mellem ude og hjemme. Man sad og diskuterede med kendte offentlige figurer i de røde lænestole, som om man sad i en dagligstue, der var en hjemlighed i det. Modsætningen mellem arbejde/studium og fritid/fest var også ophævet. Man var intenst faglig en fredag aften! Men man var også til fest. Det var ikke sådan, som det ellers altid var, at det ene måtte høre op, før det andet kunne begynde, og først var hovedet alt for fuldt, og siden blev det alt for tomt og værkende.

Kredsen var et fristed på flere måder. For teologen Carsten Pallesen, der er bidragyder til bogen, var det nok lidt anderledes, og 1980erne blev for ham den store tid. For han levede jo til dagligt i middelalderbyen i København K mellem gamle bøger og i gamle møbler og gamle og meget stærke traditioner. Det kunne sikkert blive alt for meget af det gode og gamle, og så kan friheden og de ukendte zoner være forbandet nødt til at manifestere sig som disco-kugler og caféer, spækket med spejle. Og det kunne vi postmoderne litterater måske ikke helt forstå. Men sådan er det også med Kredsen. Alle har lov til at have deres indgange og udgange til den fælles hule.