Gensyn med Gift

I sit korte liv fulgte Tove Ditlevsen kærlighedens ret med den fortræd, den nødvendigvis medfører, i kølvandet. Godt, at Gift nu genudgives

Tove Ditlevsens "Gift" er hårdt skåret, og ikke konstrueret som erindringer, hvor alt skal med, tværtimod virker den skrevet med fiktionens frihed til at skrive virkeligheden frem, så den danner en form.
Tove Ditlevsens "Gift" er hårdt skåret, og ikke konstrueret som erindringer, hvor alt skal med, tværtimod virker den skrevet med fiktionens frihed til at skrive virkeligheden frem, så den danner en form. . Foto: .

For tiden udgiver Gyldendal en række klassikere med forord af yngre danske forfattere. Da Tove Ditlevsens erindringer Gift udkom i 1971, var det med en blid forsidetegning af en melankolsk ung kvinde, skabt med Ib Spang Olsens runde håndbevægelser (han illustrerede flere af hendes bøger).

LÆS OGSÅ: Glem ikke barndommens gade

Den nye udgave er mere cool, spejlende Ditlevsens sorte humor, med et blomstrende kranie på forsiden. Gift er tredje del af Tove Ditlevsens erindringer, som efterfulgte samlingerne fra 1967 med de mere prosaiske titler Barndom og Ungdom. Selv havde Ditlevsen kaldt en for Ægteskab, men Ib Spang Olsen foreslog Gift, hvorved en pludselig blev flertydig og mere, ja, giftig.

For Gift er både en fortælling om Tove Ditlevsens fire ægteskaber, og det er også en fortælling om narkomani, at ville give alt for stoffets beroligende gift, ligesom det er en fortælling om at være gift med sin skrift, at sætte den før alt andet.

Her møder vi hende ved morgenmaden, det er 1940, Tove er 23 år gammel, nygift med den 30 år ældre redaktør af Vild Hvede, Viggo F. Møller: Jeg stirrer på hans dobbelthage, der vælder ud over knækflippens kant og altid vibrerer svagt. Jeg stirrer på hans små, spinkle hænder, der bevæger sig i korte, nervøse ryk, og på hans kraftige grå hår, der ligner en paryk, fordi det rødmossede, rynkefri ansigt burde tilhøre en skaldet.

Man kan godt sige, at Ditlevsen valgte sin første mand med velberådet hu, fordi det bragte hende væk fra arbejderklassemiljøet, hun kom fra, og lukt ind i den litterære varme og gav hende fred til at skrive.

Det var ham, der inspirerede hende til at stifte Unge Kunstneres Klub, hvor hun mødte ligesindede som Halfdan Rasmussen, Morten Nielsen, Sonja Hauberg, Ester Nagel og Piet Hein. Og det bliver såmænd Piet Hein, den folkekære gruk-mager, der forfører hende ud af det stillestående ægteskab. Han er kvindekær ud over alle grænser og kalder alle sine elskerinder for pigedyr. Og når han skal af med dem igen, er standardreplikken, at de må tage det i stiv arm. Man kan ikke lade være med at fryde sig over Ditlevsens nådesløse afklædning af den store forfører med de små rosinøjne. Hvor andre havde tiet og skammet sig, overlever hun ved at gøre det til en humoristisk fiktion.

Men let på tå bliver det ikke ved at være. Slet ikke, da Ditlevsen, som netop er blevet gift med sin anden mand, polit. Ebbe Munk, og i 1943 er blevet mor til en lille pige, møder manden, der kan give hende ren salighed. Han hedder Carl Th. Ryberg og er læge.

Egentlig var det et tilfælde, et ligegyldigt sidespring, som førte til, at hun blev gravid, hvad hun ikke magtede endnu en gang. Og da Ryberg giver hende en illegal abort, giver han hende også en sprøjte. Pethidin, tænker jeg, og navnet er som et fuglefløjt.

Der er tilsyneladende ingen plads til eftertanke, Ditlevsen forlader Ebbe og gifter sig i 1945 med Carl, med hvem hun får sit andet barn og adopterer et tredje. Skildringen af de fire år, Ditlevsen reelt tilbringer som narkoman i ægteskabet med den psykisk ustabile Carl Ryberg, er næsten ikke til at holde ud at læse, når man tænker på de tre små børn, som hverken far eller mor var i stand til at tage sig af.

Gift slutter, kort efter hun har mødt sin sidste ægtemand, hendes livs store kærlighed og udfordring (heller ikke det ægteskab holdt), den karismatiske Victor Andreasen, senere chefredaktør på Ekstra Bladet: Jeg er vanvittig forelsket i dig, sagde jeg lykkelig, da vi igen lå i min seng. Bliver du her hele natten? Ja, hele livet, sagde han og smilede med sine blændende tænder. Hvad så med din kone?, spurgte jeg. Vi har kærlighedens ret på vores side, sagde han. Den ret, sagde jeg og kyssede ham, er altid retten til at gøre andre fortræd.

I sit korte liv fulgte Tove Ditlevsen kærlighedens ret med den fortræd, den nødvendigvis medfører, i kølvandet. Ikke mindst for de tre børn, hun fik med tre forskellige fædre. Hun søgte mod kærligheden og den lille trygge familie, uanset at familiens lukkede rum lynhurtigt hang hende ud af halsen. Fordi hun, lige så meget som hun længtes efter tryghed og beskyttelse, også længtes efter fred og ro, et eget værelse uden krav til huslighed og indkøb, hvor hun kunne skrive. Det værelse fandt hun paradoksalt nok i de periodiske indlæggelser på psykiatriske afdelinger, som hun livet igennem havde brug for. Jeg tror også, at det var den ro, hun drømte om i de mange selvmordsforsøg, før hun til slut, i marts 1976, havde besluttet sig endeligt for ikke at ville findes, før det var uigenkaldeligt for sent. Hun talte selv om disse selvmordsforsøg med sin vanlige rappe diktion, og hun kunne om nogen, som digteren Sylvia Plath skrev i 1962 (digtet Lazarus), have skrevet: Dying / Is an art, like everything else./ I do it exceptionally well.

Hvis Ditlevsens var kommet i dag, tror jeg, hun havde kaldt den en roman. Ligesom tidens mange andre autobiografiske værker, der ikke har problemer med både at hente eksplicit stof fra virkeligheden og samtidig påkalde sig fiktionens ret. Gift er hårdt skåret og ikke konstrueret som erindringer, hvor alt skal med, tværtimod virker den skrevet med fiktionens frihed til at skrive virkeligheden frem, så den danner en form. Når man læser Gift i dag, på 41 års afstand, læser man fri af samtidens forargelse over brugen af det private stof (de implicerede mænd og deres familier var selvsagt ikke glade), og man bliver slået af, hvor frisk en virker. For den, der bedst kender Tove Ditlevsen fra de tidlige rimede digtsamlinger, hvor der er meget hjerte og smerte, er det en helt anden Ditlevsen, man møder i Gift. Det er den Ditlevsen, der aldrig henfalder til det sentimentale, men altid har en af gadens rappe replikker i ærmet, det er den kyniske og humoristiske Ditlevsen, der hverken skåner sig selv eller sine nærmeste.

Men hvor må hun have været ensom, tænker man, og hvor må det have kostet at omsætte smerten til denne nøgterne stemme. Som da hun, ung og førstegangsgravid, besøger sin mor på Vesterbro: Somme tider går jeg hjem til min mor, eller hun besøger mig. Jeg taler om fødsler med hende, og hun fortæller at Edwin og jeg er født i en sky af sæbebobler fordi hun prøvede at fordrive os ved at spise grøn sæbe. Jeg har aldrig brudt mig om børn, siger hun.

Det er også den Ditlevsen, der trods modgang aldrig holder op med at længes efter det umulige: foreningen af den trygge, borgerlige kærlighed med det frie liv og ensomhedens skrivefred.