Hvis man er en af dem, der var næsegrus af beundring over Børnenes fra 2010, må forventningerne til hvad som helst fra den mesterlige engelske forfatter nødvendigvis være høje. Og et fald derfor tilsvarende brat. Måske er mammut-romanen Børnenes et unfair sammenligningsgrundlag for den på alle måder mere klejne Ragnarok. Gudernes undergang, for der findes hovedværker og mellembøger i ethvert forfatterskab. Og A.S. Byatts to seneste værker placerer sig sikkert i hver sin kategori.
LÆS OGSÅ: Litterære lege med mening
Byatts Ragnarok er en del af en myteserie, som forlaget Canongate satte i gang for en del år siden, og som på dansk bliver udgivet af forlaget Tiderne Skifter. Den samler en lang række kendte forfattere som blandt andre David Grossman, Philip Pullman, Donna Tart, Margaret Atwood og altså også A.S. Byatt.
Og idéen er god. Genfortæl en myte efter eget valg. Men bestillingsarbejder kan øjensynligt være svært problematiske som i denne gendigtning af ragnarok-myten, der virker underlig gemacht, uengageret, über-bevidst og meget lidt Byattsk. Den er hverken i familie med hendes stramme og underspillede noveller eller hendes helt store episke formater. Og selvom hun stadig skriver formidabelt, og Claus Bech igen oversætter hende glimrende, kan man ikke lade være med at sidde tilbage med en følelse af, at stoffet aldrig er blevet hendes eget, selvom hun i efterskriften, Tanker om myter, fortæller om sin barndoms fascination af netop myten om ragnarok. Hun fortæller, at hun har forsøgt at skrive den, som om hun skrev den for sig selv som barn for at forsøge at forstå den måde, hun i sin barndom oplevede myterne på.
Til det formål har hun installeret et alter ego i en spinkel og en kende postuleret ramme. En tynd pige flytter under Første Verdenskrig på landet med sin mor, mens faderen er i krig i Europa, måske forsvundet, måske død.
Mens hun bor der, fantaserer hun om verdens undergang og forsøger at finde forklaringsmodeller i både den nordiske mytologi og i den kristne tro. Hun spørger sig selv, hvad det vil sige at tro og underkender med barnets naive skepsis løbende de forskellige skabelsesberetninger og undergange.
Og selvom det ikke for alvor lykkes hende at tro på hverken Gud eller aser, bliver hendes fascination naturligt nok ikke mindre af den krig, der har forandret såvel hendes forestillingsverden som hendes faktiske. Byatt fylder begge godt og grundigt op med sin enorme encyklopædiske viden og sin mytologiske research, hvor en næsten uanstændig mængde ord, ens beskedne omfang taget i betragtning, blandt andet bliver brugt på at kortlægge det økosystemiske paradis, som den tynde pige bebor, og som ragnarok også vil lægge øde. Og herved bliver Byatts ambitiøse, men noget uforløste fortælling ligeledes en moderne dystopi om den menneskelige grådighed og hærgen i det 21. århundrede, der truer med at udrydde arter og lægge alt øde.